Skolebakken i Oman

Påskeferie 2009

2009-04-23T20:40:00.014+04:00

Påsken har budt på et hårdt program. Vi har været lidt bagud på oplevelser, og påsken var en god mulighed for at komme væk fra lejligheden. Da vi har haft besøg af vores gode naboer fra Virum, var der masser af gode grunde til at komme ud i naturen.

Tina, Rene og Kristina ankom med Turkish Airlines den 2. april om morgenen. Desværre kunne Aleksander og Jonas ikke komme, hvilket de vist fortrød lidt, da Rene ringede hjem og fortalte om den Hummer H3 han havde lejet. Det er bare en bil der giver maksimal street credit.

Den første feriedag blev der rigtig slappet af, og vi fik de seneste nyheder fra Virum. Men allerede på vores anden feriedag skulle vi tidligt af sted til gedemarked i Niswa. Afgang fra Oasis var allerede klokken 05:30, så vi kunne nå til Niswa inden gedemarkedet lukkede. Som sædvanligt var det rigtigt hyggeligt i Niswa, hvor de lokale havde godt gang i handlen med geder, køer og andre dyr. Allerede på dette tidspunkt skulle Tina have afløb for et opsparret behov for at købe sko - det skulle blive meget værre senere!

Efter gedemarkedet var vi en i Souk'en inden turen gik videre mod Hat, hvor planen var at køre en af de flotteste off-road turer i Oman. Desværre måtte vi vende om efter ca. 1 km, da vejen var lukket pga. stenskred. Men vi benyttede lejligheden til at slappe af og spise vores frokost midt på vejen - der var jo ingen trafik!

Da vi ikke kunne komme over bjergene måtte vi kører udenom, og det svarer til en omvej på ca. 300 km, for at komme til vores næste destination, som var Al Narda Resort & Spa, hvor vi havde booket en overnatning med Spa til alle de voksne. Al Narda Resort & Spa ligger i Barka kun 50 km fra Muscat. Lige så snart man kommer ind i området føler man sig hensat til et helt andet land. Der er meget grønt, husene er bygget i bungalov stil og transport foregår til fods eller på cykel. Værelserne er store og sengene fantastiske, så vi fik slappet af efter den lange køretur.

Vel hjemme igen fik vi hurtigt travlt med at pakke til den store campingtur, hvor vi over 4 dage skulle køre over 1000km gennem The Woodlands, Wahiba Sands og langs kysten til Barr Al Hakmann sammen med Ole og Dorte og deres sønner Magnus og August. Bilerne blev fyldt godt op med campigudstyr og mad til alle dagene.

Allerede inden vi nåede The Woodlands var der noget, der ikke var som det plejede! Det begyndte at regne, og det regnede så meget at vi måtte holde ind til siden. Og da vi ved at Tine har et "camping traume" var vi allerede begyndt at blive bekymret for om vi kunne indfri vores garanti om godt vejr.

Efter en rigtig flot tur gennem The Woodlands, hvor vi kørte off-road gennem en skov af træer lige i udkanten af ørkenen, kom vi ud til kysten. Efter at have kørt lidt rundt og gravet bilerne fri nogle gange gjorde vi holdt for natten. Vi havde lige akkurat nået at slå teltene op da det begyndte at storme og regne og lyne. Efter at have siddet og holdt på teltstængerne i en time var det tid til at få aftensmad. Vi havde lige nået at tænde grillen, da det begyndte at regne igen. Det var selvfølgelig en særlig oplevelse at tænke tilbage på, men det var hverken særlig sjovt eller helt ufarligt mens det stod på. Der var så meget statisk elektricitet i luften at håret stod lige op i luften på pigerne og antennen på en af bilerne brummede som en højspændingsledning.

Dagen efter var vejret bedre, og vi kørte videre mod syd i strandkanten og senere gennem store sand dunes, hvor bilerne satte sig fast på skift, men dog ikke mere alvorligt end at de hurtigt kunne graves fri. Da vi var trætte af at grave biler fri fandt vi asfaltvejen og fortsatte gennem et meget fladt område mod Barr Al Hakmann, hvor vi ankom lige inden det blev mørkt.

Dagen efter stod på afslapning og badning. Vi havde området stort set for os selv, bortset fra et par lokale fiskere og flamingoer, der fangede fisk i lagunen. Børnene fik samlet flotte muslinger, og Anders fandt to skildpadde skjolde og en kæmpe hval knogle.

Godt sol(for)brændte gik turen hjemad på dag fire, og vel ankommet til Muscat skulle vi i gang med at forberede den næste tur, der gik til Dubai.

Op igen næste morgen og af sted mod grænsen, hvor der i anledning af påsken var travlhed. Da vi ankom til Dubai gik turen direkte til Mall of the Emirates, hvor der blev power shoppet. Tine og Rene, nåede i løbet af ingen tid at købe så meget, at det ikke var muligt at se ud af bagruden på Pajero'en.

Dagen efter var det op og shoppe videre i The Dubai Mall, der ligger i Burj Dubai, hvor verdens højeste hus ligger. Huset er stadig er under opførelse, men har nu nået sin endelige højde. Om eftermiddagen gik turen videre til Burj Al Arab, verdens eneste 7 stjerne hotel, hvor vi havde booket tid til afternoon tea. Gennem 3 timer sad vi i luksus og spiste vi os igennem 8 retter, hvorefter vi godt mætte forlod hotellet for at gå til Souk Jumeirah, hvor den stod på afslapning, loungemusik og øl henslængt i sækkestole. Planen om at besøge The Gold Souk i den gamle bydel blev opgivet, og vi kørte hjem til hotellet for at gå direkte i seng.

Vores sidste dag i Dubai tilbragte i Atlantis Aquaventure, der ligger på spidsen af The Palm Jumeirah. Atlantis Aquaventure er et kæmpe vandland med rutchebaner og wadi's, hvor man bliver ført med strømmen i store baderinge. Børnene forsvandt hurtigt hen til de hurtige rutchebaner, og vi så dem kun en gang imellem i løbet af dagen. Når de voksne ikke flød med strømmen, blev tiden tilbragt i store sækkestole hvor vi slappede af til lyden af lounge-musik. Atlantis var flot, men ikke helt så sjovt som Wild Wadi Waterland.

Efter en lang dag i vandland gik turen hjem til Muscat, hvor vi ankom klokken 2 om natten, meget trætte.

Den følgende uge blev det hverdag igen for Emma, Anders og Henrik, mens vores gæster udforskede Muscat og omegn sammen med Joan.

Emma 12 år

2009-04-23T11:43:00.006+04:00

Emma fejrede fødselsdag i marts med oceaner af gaver. Børnene havde fri fra skolen på Emmas fødselsdag, da det også var profetens fødselsdag. Henrik havde også taget fri fra arbejdet, og vi havde en hyggelig dag, hvor vi tog på Shangri'La og spiste frokost. Ugen efter havde Emma inviteret venner i biografen med efterfølgende spisning på en pizza restaurant. Fra starten af havde vi besluttet at Emma selv måtte stå for planlægningen, og det er vist ikke for meget at sige at tingene ikke gik helt som planlagt.

Emma besluttede at der ikke skulle sendes invitationer ud, det var tilstrækkeligt at nævne det i skolen, på msn og sms. Emma fik dog ikke givet den samme besked til alle, og nogle skulle have beskeden via andre, hvilket de ikke fik. Aftalen var at alle skulle mødes klokken 15:00 ved biografen. Emma garanterede at hun havde fuldstændig styr på hvilken film de skulle se. Samme dag blev filmen taget af plakaten. Via biografens hjemmeside, sms og msn fik hun at vi hvilke alternativer der var.

Joan og jeg spurgte om vi ikke skulle køre forbi biografen og checke om alt var som hun troede. Vi har nemlig flere eksempler på at biografens hjemmeside ikke altid er opdateret. Emma blev godt nok sur, men vi insisterede (på trods af at vi ikke ville blande os). Det viste sig at der slet ingen film var om eftermiddagen, og en time før mødetid måtte hun ringe rundt og udskyde arrangementet til senere på dagen.

Nå - vennerne mødtes senere på dagen og havde en god tur i biografen med efterfølgende spisning på pizza restauranten, hvor vi havde booket plads og lovet at betalte for dét de nu bestilte. Selvfølgelig endte det med at de spiste på 10 minutter, da de meget hellere ville "hænge ud" udenfor.

Joan og jeg stod selvfølgelig klar til at holde øje med børnene indtil de blev hentet, da klokken var blevet mange, og det ikke altid sikkert for "expad" børn at færdes ude alene om aftenen. Sikke en oplevelse det var for Joan og jeg. Vi stod der foran biografen i shorts og slidte T-shirts og så den ene unge efter den anden klædt ud til fest og ballade. Biografens parkeringsplads er hvor de unge mødes i weekenden, og specielt de unge mænd kan bruge en hel aften på at køre rundt i deres Amerikanske V8 sportsvogne, hvilket giver totalt trafikkaos. Når bilerne endelig kommer hen til biografen rulles der ned for vinduerne, musikken skrues op og motoren køres helt op i omdrejninger. Hold kæft en larm, men Emma og vennerne hyggede sig rigtigt (og det gjorde Joan og jeg også)!

Der stod vi så i mere end en time indtil børnene blev hentet, og på det tidspunkt var vi fuldstændig opdaterede på hitlisten i Muscat, og hvem der har det største anlæg.

Siden sidst

2009-04-23T11:23:00.003+04:00

Vi er godt klar over, at det er noget tid siden der har været aktivitet på hjemmesiden. Der har været fuld tryk på siden jul, og efterhånden som tiden går er der flere og flere ting som bliver rutiner. Det er ikke det samme som at tingene bliver kedelige, der sker bare det at alle de små sjove og skæve ting som vi syntes var anderledes og spændende i starten ikke længere er noget vi tænker specielt over.

Men nu er det vist på tide med en lille status

Efter vores ferie til Thailand fejrede vi jul i Oman. Vi var bare os selv i lejligheden, og vi havde en rigtig hyggelig juleaften med and og ris a la mande. Som sædvanligt var det svært at finde på julegaver til børnene, da de egentlig ikke mangler noget og de ønsker de selv havde langt oversteg hvad der er rimeligt og realistisk.

Nytårsaften blev fejret sammen med Ole og Dorte samt Claus og Leise i Muscat Oasis Residence, hvor vi bor. Igen havde vi en rigtig hyggelig aften og nat. Til midnat mødtes vi med en masse andre ved poolen, hvor rigtig mange hoppede i vandet da klokken slog 12.

Efter juleferien var det om at komme i gang med skole og arbejde igen. På arbejdet er der som sædvanlig meget at lave, og ud over det daglige arbejde bliver der gjort mange tanker om hvordan vi skal organisere os når entreprenørerne kommer på banen.

Emma og Anders klarer sig fortsat rigtig godt i skolen. De får begge fine karakterer, og deres lærer roserne dem for at vise hensyn til andre. Anders har som after school activity (læs frivilligt) været med i "skatteøen". Anders var selvfølgelig pirat! Han har brugt mange timer efter skole, og enkelte weekender, på at øve sig til den store premiere på forestillingen i begyndelsen af marts. Anders har også spillet fodbold i MCFL (Muscat Community Football League), hvor det i år blev til en andenplads i den aldersgruppe Anders var repræsenteret. Anders var selvfølgelig meget stolt.

Emma bruger rigtig meget tid på lektier og venner af alle mulige forskellige nationaliteter, og det bliver til en del "sleep-over's". Selvom Emma til tider synes det er alt for hårdt i skolen, er der ingen tvivl om at hun trives. Hun er blevet rigtig god til at spille tværfløjte, og der øves flittigt tidligt morgen og sen aften.

Joan begyndte på tennis i slutningen af sidste år. Til jul fik hun ny ketcher og det rigtige tennis tøj, og siden da er der kommet rigtig gang i ketsjeren og hun spiller 3 gange om ugen. Selv om det lyder ambitiøst er der vist et stort socialt element i det. Det er i hvert fald utroligt hvor meget information de kan udveksle på halvanden time.

I starten af året solgte vi vores Land Rover og købte en Mitsubishi Pajero i stedet. Den handle udviklede sig til noget af en farce som vi nok aldrig glemmer. Valget stod mellem en Toyota Prado (Land Cruiser) og en Mitsubishi, og selv om vi egentlig helt ville have en Toyota syntes vi at vi fik mest værdi for pengene hos Mitsubishi. Vi endte med at betale depositum for begge biler, og det var først få timer før vi skulle betale det fulde beløb at vi traf vore endelige valg. Vi troede at vi havde gjort en god handel, hvor vi fik 3000 OMR (45.000 DKK) i rabat, men 3 dage efter at vi have hentet vores bil blev prisen sat yderligere ned, og jeg brugte mange timer med sælgeren for at få noget kompensation. Hold kæft hvor var vi sure og skuffede. Det hele endte dog lykkeligt med at vi fik 90.000 km fri service ud over de 6 års garanti. Men vi er glade for bilen som kører godt, har en fed V6 lyd og er fantastik i sand.

Emma fejrede fødselsdag i marts med oceaner af gaver, og det kan I læse om i et separat indlæg. Vi har også lavet et separat indlæg om vores påskeferie, hvor vi havde besøg af vores gode naboer fra Virum.

Thailand

2008-12-27T21:13:00.008+04:00

I år startede børnenes juleferie allerede den 8. december. Da muslimerne ikke fejrer jul, men "Eid-al-Adha" hedder det ikke "Christmas Break" men "Winter Break". Af samme årsag var vi ikke til "Christmas Concert" men til "Fall Musik Concert" på skolen lige inden ferien startede. Og igen af samme årsag blev der ikke spillet julemusik til koncerten.

Uanset hvad ferien hedder, havde vi besluttet os til at tage til Thailand i år. Flybilletterne blev bestilt den 19. november, og kort tid efter startede urolighederne i Bangkok som bl.a. førte til lukning af lufthavnen. Det var først da lufthavnen åbnede igen den 5. december at vi var nogenlunde sikre på at vi kunne komme af sted. Anders og Henrik fandt en god pris på Ramada Resort i Khao Lak, der ligger ca. 90 km nord for Phuket. Og så var vi klar til at komme af sted.

Turen med Etihad startede kl.5:00 om morgenen den 11. december, og turen gik via Abu Dhabi og Bangkok til Phuket. I Bangkok skulle vi gennem Immigration og hente vores bagage for på ny at tjekke ind hos Low Cost selskabet AirAsia. Desværre blev vi 1 ½ time forsinket til Bangkok, hvilket betød at vi ikke nåede flyet til Phuket. Gudskelov havde Thai Airways en senere afgang, så vi måtte købe nye billetter så vi kunne komme til vores bestemmelsessted, som vi ankom til kl. 2:00 om natten. Det var en lang tur, og vi var godt trætte.

Hotellet viste sig at være rigtigt godt, og vi fik et stort værelse med udsigt til pool og strand. De første par dage var der ikke ret mange gæster på hotellet men efterhånden som julen nærmede sig kom der flere. De fleste turister var fra Sverige og Tyskland.

Vi har alle haft et hårdt efterår, så vi nød at kunne slappe af ved poolen og gå ture på stranden og i byen, som dog ikke er en rigtig, by men en række mere eller mindre kønne skure der sælger alt hvad turisten begærer af kopivarer.

Vi var dog også på nogle længere ture. Den første tur gik til Similan Islands, der ligger en times sejllads fra Khao Lak. Similan Islands er kendt for deres koralrev, så vi medbragte alt vores snorkeludstyr - og vi blev ikke skuffede. Udover koralrev vil Emma og Anders også huske arrangørerne der var 3 unge mænd med bryster, langt hår, stramme bukser og lyse stemmer. Efter lang tid på båden, hvor Anders flere gange havde spurgt hvorfor vores guide var så fjollet, gik den rette sammenhæng pludselig op for ham, og han udbrød "men han er jo bøsse!!!". Vi havde en fantastisk sjov tur, hvor vi fik set en masse flotte fisk, Bounty strande og koraler.

Vi var også på "Elefant Trekking" og kanotur i Khao Sok National Park, der ligger ca. en times kørsel fra Khao Lak. Ingen af os har reddet på elefanter før, så det var en stor oplevelse at sidde 3 m over jorden og blive transporteret gennem regnskoven på en elefant. Elefanterne var konstant sultne, så "elefantførerne" havde travlt med at få elefanterne til at gå, da de egentlig hellere ville spise. Efter "Elefant trekking" gik turen til en af floderne i national parken, hvor 2 kanoer var klar til at give os endnu en oplevelse. Det var fantastisk at drive ned at floden, og høre alle lydene fra skoven. Det var tydeligt, at der var langt flere dyr end vi kunne se, men vi nåede dog at se aber, en leguan og en masse fugle.

Efter 10 dage i Khao lak gik turen til Bangkok, hvor vi havde en overnatning inden turen gik retur til Oman. På den korte tid vi havde i Bangkok nåede vi både at se hajer og andre kæmpefisk i Siam Ocean World, sejle i langhalebåd på Chao Phraya, vandre gennem China Town, besøge Wat Pho templet med den liggende Buda og naturligvis også besøge diverse shopping centre. Tempoet og støj niveauet føltes ulideligt efter driverlivet i Khao Lak.

Efter Bangkok gik turen hjemad via Abu Dhabi, hvor vi havde 3 timers ventetid inden flyet afgik til Muscat, hvor vi ankom klokken 04:00 den 23. december efter en dejlig ferie. Det er bestemt ikke sidste gang vi tager til Thailand.

National Day på Khaluf Beach

2008-12-20T15:42:00.005+04:00

Omans hersker Sultan Qaboos har fødselsdag den 18. november. Det er også på denne dato at man fejrer Omans National Day. Traditionen tro udsender Sultanen et dekret, der giver alle ansatte nogle fridage i forbindelse med National Day. Typisk får de offentlige ansatte flere fridage end de privat ansatte. Fridagene ligger altid efter den 18. november. Man skal jo være sikker at byen ikke er helt affolket på den store dag. Det er nu ikke fordi dagen er specielt folkelig. Godt nok begynder en mindre hær af Indere at pynte byen med flag og kulørte lamper ca. en måned før den store dag, og der er da også et kæmpe fyrværkeri på selve dagen. Men bortset fra det bliver sultanen og National Day fejret på en militærbase langt fra byen, og kun for et meget lukket selskab af generaler og ministre.

Men vi skal ikke klage. Vi får vores fridage en god undskyldning til at komme lidt væk fra byen. I år havde Leif og Marianne spurgt om vi ville med på camping sammen med deres to børn Freia og Stefan. Valget faldt på Khaluf Beach, der ligger ca. 450km syd for Muscat, på den anden side af Wahiba Sands.

Som sædvanligt skal man have alting med hjemmefra når man er på camping i Oman. Vi har efterhånden fået samlet en del campingudstyr sammen så vi kan bo komfortabelt, og da man også skal have vand og mad med til alle dagene blev Land Roverens bagagerum fyldt til loftet. Leif og Marianne havde glemt noget af campingudstyret, men gudskelov er Stefan ikke uden evner, så han fik hurtigt lavet et campingbord af drivtømmer, og da det begyndte at blæse fik han også lavet et læhegn af gamle palmeblade.

Selv om vi ikke havde noget GPS track fandt vi relativt hurtigt den flotteste strand, med 1 km til de nærmeste campister. Her tilbragte vi de næste 3 dage med ren afslapning, badning og diverse kreative aktiviteter. Drengene brugte det meste af en dag på at bygge en tømmerflåde af drivtømmer og fiskebøjer. Tømmerflåden blev forandret ude i vandet og brugt til at fiske fra. Det lykkedes faktisk at fange en del fisk men de blev alle sluppet fri igen. Vi fik også badet en del, og vi nød alle at surfe på de store bølger på vores medbragte surf-boards.

Det eneste besøg vi fik, var af en meget gammel skildpadde, som pludselig drev ind på stranden. Skildpadden var helt dækket af alger og virkede både gammel og meget afkræftet. Efter at have beundret det flotte dyr, hjalp vi skildpadden gennem brændingen og ud i havet, hvorfra den kunne klare sig selv igen.

Julehilsen

2008-12-20T15:37:00.003+04:00

Vi har haft endnu et fantastisk år i Oman med mange gode oplevelser, men også udfordrende perioder, hvor det har været svært at finde en passende balance mellem privatliv og arbejde, som har krævet rigtig mange timer i år.

Emma og Anders har fortsat den fantastiske udvikling, og de har begge fået gode venner på TAISM. Begge børn bliver nu vurderet på lige fod med de Amerikanske børn, og de modtager ikke ekstraundervisning i Engelsk mere. For at det ikke skal blive for nemt er de startet på Fransk i stedet. Børnene følger godt med i klassen, bruger meget tid på lektier og får gode karakterer. Der bliver også brugt meget tid på de kreative fag. Emma er begyndt at spille tværfløjte, og hun øver meget så hun måske kan blive optaget i skolens orkester til næste år. Anders har vist sig at være god til det kreative. Han optrådte som ”Billy Boy” til sommer koncerten og han deputerede som rapper til skolen vinterkoncert for. Til foråret skal Anders deltage i skolens musical.

Emma er ved at blive en rigtig teenager. Joan og Henrik er bare ”så pinlige”, og hun har aldrig tid til at lave noget sammen med os mere. I stedet skal weekenderne helst gå med ”sleep over” eller en tur i biografen. Emma har ingen kæreste, for drenge er bare så dumme. Alligevel bruger hun mere og mere tid sammen med drenge, men dog aldrig uden hendes gode veninde Nykol, der kommer fra Venezuela, men har boet i Oman i 8 år.

Anders store interesse er fodbold og vennerne Mikkel og Rasmus. Anders har spillet i MCFL (Muscat Community Football League) I to sæsoner nu. I første sæson sluttede Anders hold på sidste pladsen, men I år er Anders startet på et ny hold, og det går det meget bedre. Faktisk ligger Anders hold på nuværende tidspunkt i toppen af gruppen. Det er fantastisk at se hvordan drengene har lært at spille som team, og Anders har udviklet sig som en god angriber, og han har allerede scoret 3 mål.

Vi har også oplevet en masse i år. Vi startede året men en tur til Egypten, hvor vi så Cairo og var på Nil-cruise. Vi blev overraskede over hvor koldt det er i Egypten om vinteren, og vi var chokerede over hvor fattigt landet er. Det var også i Egypten at vi oplevede et eksempel på at danskere ikke mere er så velkomne i nogle muslimske lande. Årsagen var naturligvis Muhammed tegningerne. I sommerferien var vi på en fantastisk, og meget lang, tur til Nordkap i Autocamper. Vi oplevede Norge fra den bedste side med sol og varme til langt nord for polarcirklen. Vi slutter året af med en vinterferie i Thailand, hvor vi nyder sol og strand i Khao Lak.

Det er naturligvis også blevet til mange gode ture i Oman. En stor oplevelse var en 3 dages tur gennem ørkenen, hvor vi sov i telt om natten, og det er også blevet til flere overnatninger på de fantastiske strande. I starten af året fik vi besøg af morfar samt Hans og børnene, og vi havde nogle gode ture i ørkenen og bjergene. Senere på foråret kom farmor og farfar forbi til en kombineret natur og storbys ferie, hvor vi var i Abu Dhabi og Dubai. Henrik og Anders har også haft nogle gode ture med Porsche klubben, hvor vi har kørt 200+ km/t på afsides veje i bjergene.

Økonomien har boomet i Oman i 2008, og det skyldes selvfølgelig olieprisen. For hver måned der er gået er der kommet mærkbart flere biler på gaden, og vi bruger mere og mere tid på at holde i kø, på trods af en massiv udbygning af vejnettet. Inflationen er tæt på 15%, og det kan mærkes at alting bliver dyrere. På trods af en massiv satsning på turisme er Oman meget afhængig af indtægterne fra olien, og det bliver spændende at se hvordan finanskrise og faldet i olieprisen vil påvirke samfundet i 2009. Der er nok ingen tvivl om at en mere afdæmpet vækst i en periode vil være gavnlig for landet.

Henrik og alle kollegaerne i COWI har arbejdet rigtigt meget i år for at få designet lufthavnene så langt at entreprenører kan afgive et bud så byggeriet kan komme i gang. Den tidsplan, der fra starten var stram, er blevet endnu mere presset pga. af de mange ændringer kunden har krævet (flytning af lufthavn, forlængelse af baner, nye bygninger, udvidelse af terminaler osv.). Resultatet er at flere arbejdsuger har været på 60 timer eller mere. Og selv om der nok har været moralsk opbakning hjemme fra Danmark og fra den lokale topledelse har der ikke været tilstrækkelig med ressourcer og styring på projektet. Resultatet er at rigtig mange medarbejdere (inkl. Henrik) er fuldstændig brændt ud på nuværende tidspunkt.

Henriks kontrakt udløber til sommer og på nuværende tidspunkt er vi ikke afklarede med om vi bliver i Oman. Både Joan og børnene trives, og de er klar til at blive endnu en periode. Henrik vil også gerne blive, men da organisationen er ved at blive lavet om fra en design til en tilsynsorganisation er det også vigtigt, at der er det ”rigtige” job.

Men inden vi tager hul på det nye år skal vi fejre jul. Vi kommer hjem fra Thailand den 23. december. Vi har allerede samlet juletræet og pyntet på til jul i lejligheden. De fleste af julegaverne er også købt, så vi regner med at være klar til juleand og ris a la mande den 24. december. Julefrokosten med tilhørende snaps har vi snakket om at indtage i ørkenen mellem jul og nytår sammen med gode venner, og nytårsaften skal vi holde sammen med kollegaer. Desværre fejrer muslimerne hverken jul eller nytår, så derfor er der ikke pyntet op til jul i byen, og det er strengt forbudt at fyre fyrværkeri af nytårsaften. Det er heller ikke helt usandsynligt at kunden indkalder os til møder den 24. december og den 1. Januar.

Med glædelige julehilsner og med ønsket om et godt nytår

Joan, Henrik, Emma og Anders

Bryllups- og fødselsdag

2008-09-13T21:40:00.003+04:00

Den 11. september er en stor dag hos familien Simonsen/Kjeldsen. Det er nemlig den dag vi fejrer både bryllupsdag og fødselsdag. I år kunne vi så fejre 11 års bryllupsdag og Henrik kunne fejre sin 42 års fødselsdag. Vi var så heldige at den store dag i år ligger på en torsdag, hvor det er weekend i Oman. Derfor besluttede os for at fejre dagen med et weekendophold på The Chedi, der er byens bedste hotel.

Efter en køretur på kun 2 km ankom vi til vores destination, hvor vi tilbragte et døgn i vild luksus. Vi fik tildelt en suite med egen terrasse og udsigt til vandet og et badeværelse på størrelse med vores køkken-alrum i Virum. Når vi ikke var på værelset tilbragte vi tiden ved pool anlægget. Joan og Henrik fik også tid til en times massage.

Selvom det er Ramadan, var der ikke de store restriktioner på mad og drikke i dagtimerne. Henrik, der faster i sympati med muslimerne (og for at tabe sig), kæmpede for at holde fasten. Og det lykkedes næsten.

Tak til alle der har sendt fødselsdagskort og mailet til os.

Skolestart

2008-08-17T12:23:00.004+04:00

Så er Emma og Anders startet i skolen igen.

Onsdag og torsdag i sidste uge var der "Registration" på TAISM. Her skulle børnene aflevere en helbredserklæring, der skulle tages billeder til id-kort, børnene fik tildelt deres "Locker" og ikke mindst fik de at vide hvem deres lærer og klassekammerater bliver i det kommende skoleår. Der er ret stor udskiftning blandt eleverne så det er spændende at se hvem der fortsætter fra sidste skoleår, og hvilke nye elever der er kommet.

Både lærer og klassesammensætning ændres hvert skoleår. For Emma er der yderligere den udfordring, at hun starter i "Middle School", hvor undervisningsformen er anderledes, og der stilles andre krav til elevernes selvdisciplin. Anders fortsætter i "Elementry School".

Anders og Emma har været utroligt heldige.

Anders starter i 4th grade og har fået Mrs. Nadia Abougoush, som vi havde ønsket og håbet på. Han er også kommet i klasse med sine bedste venner - tvillingerne Rasmus og Mikkel. Anders er nu så god til engelsk at han ikke længere skal have specialtimer i Engelsk, i stedet skal han starte på Fransk.

Der ventede Emma en helt speciel overraskelse i sidste uge, da det viste sig, at der var lavet nogle ændringer i lærersammensætningen i sidste øjeblik. Det betyder at Mr. Tommy Duncan, som Emma havde sidste år, fortsætter som klasselærer i 6th Grade. Mr. Duncan har haft en enorm betydning for Emma's udvikling, og det er rigtig godt at han fortsætter. Emma skal også starte på Fransk, og modtager ikke længere specieltimer i Engelsk.

I dag (23. august 2008) var så første skoledag, hvilket er en stor dag i den danske folkeskole. På TAISM er det også en særlig dag, men den fejres ikke på samme måde som i Danmark. Men så er det godt at der er så mange danske børn på skolen, for det betød at vi ikke var de eneste der skulle have taget billeder af børnene foran skolen.

Emma og Anders var begge i fin form, men de skal lige vende sig til at de skal tidligt i seng og tidligt op. Den nervøsitet og gråd vi oplevede sidste år slap vi fuldstændigt for i år, og det er dejligt!

Sommerferie 2008

2008-08-16T21:00:00.015+04:00

Så er vi tilbage i Oman efter en dejlig sommerferie i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Joan og børnene tog til Danmark allerede den 15. juni så Emma og Anders kunne følge afslutningen på skoleåret i 4A og 2A på Virum skole. Joan brugte de første uger på at besøge venner og gamle kollegaer. Ud over skolen blev det bl.a. også til en dejlig tur på Bakken med farmor og farfar.

Da skolen var slut kom Hans forbi med Emil, Rasmus og Ida Marie, og Emma og Anders nød en god uge med fætre og kusiner - først i Virum og derefter i Skive og Blans.

Den 17. juli kom Henrik også til Danmark, og efter en uge i Virum kunne vi endelig starte på den rigtige ferie - en 3 ugers rejse til Nordkap i Auto camper. Fredag den 25. juli hentede vi autocamperen hos Neergaard camping i Hedehusene. Da vi ikke bor i Danmark kunne vi spare penge ved at leje en auto camper med tyske nummerplader - det var godt nok at spare nogle penge, men det føltes helt ærligt ikke særlig fedt at køre rundt i en bil på tyske plader. Men vi fik da kontakt til en del tyskere, som vi måtte skuffe med at vi ikke havde meget til fælles med dem.

Lørdag morgen var vi klar til at tage af sted, og så gik rejsen via Sverige og Norge til Nordkap. Vi havde fantastisk vejr stort set hele vejen. Emma og Anders badede i de Norske søer og fjorde så langt mod nord som på Lofoten.

Vi fik også vandret en enkelt tur ved Dovre fjeld, hvor vi holdt en pause fra landevejene. Vi fandt en god vandretur på 2 timer som vi mente vi være god for os. Efter 2 timer viste det sig at turen var på 2 timer hver vej og vi ente med at gå næste 5 timer, hvilket gav utilfredse børn med ømme fødder og vabler. Turen var dejlig men hold op hvor var vi trætte.

Efter at have slappet af og fået plastre på alle vablerne gik turen videre nordover via Trondheim og polarcirclen.

På opfordring fra farmor og farfar valgte vi at tilbringe et par dage på Lofoten, hvilket var en kæmpe naturoplevelse. Vejret var perfekt og udover den flotte natur fik vi set små idylliske fiskerbyer og den store høvdingegård, hvor der også var mulighed for at skyde med bue og pil og sejle med vikingeskib.

Efter Lofoten gik det videre mod nord langs de norske fjorde med den fantastiske natur.

Nordkap var en flot men barsk oplevelse. Vejret var ikke helt med os, men vi kunne læse i diverse bøger at vi oplevede Nordkap i typisk Nordkap vejr med en temperatur på ca. 5 grader og tåge. Der var dog opklaring i perioder så vi kunne opleve noget af den barske natur. Vi overnattede i regn og kulde på verdens nordligste campingplads. Næste morgen havde vi lejlighed til at se rener på meget tæt hold, da en større flok rensdyr lagde vejen forbi campingpladsen, som åbenbart havde noget særlig godt rensdyr græs. Der blev taget mange billeder at rensdyr den dag.

Efter Nordkap gik turen hurtigt mod tur gennem finmarken, hvor vi så flere rensdyr og lærte lidt om Skandinaviens indianere - Samerne - der gennem mange tusinde år har levet en nomadetilværelse i det allernordligste Skandinavien.

Efter Finmarken gik turen via Finland til Helsinki, hvor vi tog færgen til Stockholm. Herfra gik turen videre i fuld fart til Virum, hvor autocamperen skulle afleveres inden turen gik til Oman på Joan's fødselsdag den 15. august.

Det var en oplevelse at holde ferie i en autocamper, og da vi var på færten hver dag var det en fordel at vi meget hurtigt kunne pakke ud og pakke sammen. Men autocamperen var meget støjende at køre med, og man sad ikke særlig godt bagerst, hvilket var generende når man kører næsten 6000 km som vi gjorde.

Da Neergaard camping samtidig havde klistret alle skabe til med advarsler og prislister på alle de ting vi skulle erstatte, hvis vi lavede skader levede vi i konstant angst for at ødelægge noget.

Med 3 ugers leje og selvrisiko for skaden på bilen har vi betalt næsten lige så meget for at låne autocamperen i 3 uger som vi betalte for vores campingvogn, som trods alt er vores.

Vi boede på et utal af campingpladser, som typisk var ganske små og lå naturskønt helt ned til vandet. Et par enkelte gange boede vi på større pladser, så Emma og Anders kunne få lidt luksus i form af kæledyr, minigolf og andre faciliteter for børn.

Vi kom for sent til midnatssolen, men det var alligevel lyst hele natten, hvilket var en stor oplevelse for os, der er vant til at solen står op klokken 6 om morgenen og går ned klokken 6 om aftenen stort set hele året. Her er nogle midnatsbilleder fra Lofoten og Tampere i Finland.

Emma og Anders havde en kæmpe fordel ved at de er så gode til engelsk når de skulle spørge voksne om noget eller lege med andre børn.

Alt i alt har det været dejligt at være på ferie, så vi kunne gense venner og familie og få nogle andre oplevelser end dem vi får i Oman.

Endnu et år i Oman, men vi kommer til Danmark på sommerferie

2008-05-02T22:38:00.002+04:00

Så er det endelig officielt at vi bliver i Oman endnu et år. Allerede i januar blev jeg spurgt om jeg ville blive et år mere, og på trods af at vi rimeligt hurtigt blev enige om en forlængelse af kontrakten til 1. juli 2009 har det taget lang tid at på forlængelsen på skrift. Men nu er papirarbejdet i orden, og Joan har sagt sit job op på Hillerød Sygehus.

Selvom børnene mange gange har spurgt til hvornår de skal hjem, har de taget beslutningen om at vi bliver endnu et år i fin stil, og de virker faktisk glade for at vi bliver. Det har helt klart hjulpet, at Emma klarer sig rigtig godt i skolen nu. Det er helt utroligt at se hvordan hendes selvtillid har udviklet sig i den tid vi har været her. Anders har haft hjemve i et stykke tid, men han er også afklaret med at vi bliver. Det har helt sikkert hjulpet, at han har fået nogle rigtig gode venner hernede. Han er begyndt at lege meget med et par danske tvillinger, der har boet hele deres liv i udlandet. Det er sjovt at høre hvordan de kommunikerer på Amerikansk, fordi det er nemmest for alle.

Inden vi tager hul på endnu et år i Oman skal vi have sommerferie. Joan og børnene kommer hjem den 15. juni, og jeg kommer til Danmark den 16. juli. Vi er så heldige, at vores lejere af huset på Skolebakken tager tilbage til Schweiz, så vi kan holde sommerferie i Virum. Joan har skrevet til skolen, og børnene har fået lov til at følge undervisningen i deres klasser på Virum skole indtil skolernes sommerferie starter i Danmark.

Efter er par uger i Virum regner Joan og børnene med at tage på turne i Jylland og besøge familien. Jeg kommer hjem lige inden Anders bliver 10 år den 19. juli. Når vi har fejret Anders, og jeg har holdt lidt ferie i Virum, tager vi alle på en 3 ugers ferie i Autocamper til Nordkap. Vi havde egentligt snakket om at tage til Spanien eller Portugal, men vi blev enige om, at vi nok bedre kan overleve 3 uger i kulde og regn i år, hvor vi kommer tilbage til sol og varme i Oman. Når vi kommer hjem fra Norge og Sverige flyver vi direkte tilbage til Oman den 16. august, så børnene lige kan komme sig inden det nye skoleår starter.

Billederne herunder er fra sidste weekend, hvor vi først var på White Beach og derefter overnattede på Salmah Plateau. Vandet var fantastisk og udsigten utrolig, men da vi skulle sove på klippekanten var vi ved at blæse væk.

Med farmor og farfar til Abu Dhabi, Dubai og Turtle Beach

2008-05-02T22:15:00.002+04:00

Farmor og farfar har været forbi igen. Lige efter Emmas fødselsdag fik vi a vide, at farmor og farfar gerne ville besøge os igen. Vi fik hurtigt bestilt flybilletter og i slutningen af marts ankom de to gamle til 2 ugers ferie i Oman og UAE. Denne gang var vi så heldige, at både børnene og jeg kunne holde en uges ferie mens de gamle var på besøg.

Sidste gang de gamle var på besøg stod programmet primært på naturoplevelser. Denne gang skulle det være lidt anderledes, så vi havde planlagt en tur til Abu Dhabi og Dubai sammen med Claus og Leise og deres 3 børn, samt Morten og hans gæst Helene fra Norge med deres 3 børn. Det var vores første tur til Abu Dhabi. Efter en lang køretur, med det sædvanlige bøvl ved grænsen, hvor Claus og Leise blev afvist pga. manglende stempler i passet, ankom vi sent på natten til Abu Dhabi.

Byen er noget anderledes end Dubai, og faktisk rigtig hyggelig, selvom shopping også her er hovedattraktionen. Byen er meget mindre og mere færdigudviklet, og så har den en flot strandpromenade. Efter at oplevet Muscat og Dubai er det mærkeligt hvad man noterer sig i en storby. Vi var helt forundrede over at se en by med shopping gader, fortove og skraldespande! Efter et par dage i Abu Dhabi, hvor vi fik shoppet, gået på strandpromenaden og set skyline fra en Dhow gik turen videre til Dubai.

Inden vi tog hjemmefra havde vi besluttet os til at vi ikke ville shoppe så meget i Dubai. Alligevel blev det til næsten en dag i Mall of Emirates, hvor farmor og farfar kunne se skibakken og de rigtig mange flotte butikker. Det er sandelig noget andet end Hundige Storcenter. Vi fik også tid til endelig at besøge Dubai Museum, hvor der er mulighed for at se hvordan byen har udviklet sig fra et fiskerleje til storby på 40-50 år. Vi fik også sejlet en tur på Creek'en, hvor der var udsigt til både skyskrabere og det gamle Dubai.

Efter Dubai gik turen hjemad til Muscat. Og efter at have slappet af et par dage, besluttede vi os til at tage med Morten og familie til Turtle Beach. Desværre blev Emma syg, så det var kun Anders og jeg der tog af sted med farmor og farfar. Sammenlignet med sidste år var der ikke mange skildpadder på standen, men det lykkes os faktisk at opleve en skildpadde lægge æg, og vi fik da også set et par stykker tage af sted fra stranden om morgenen. Vi var lidt spændte på, hvad farmor og farfar ville sige til at overnatte i en sivhytte på stranden, men det virker nu til at det var OK, selvom det var primitivt.

Dagen før Farmor og farfar skulle hjem inviterede Porsche klubben på Fredagstur (søndagstur). Jeg gik lidt stille med dørene og inviterede farfar med på turen. Vi havde en fed tur op i bjergene, hvor vi anført af en Ferrari kørte ad snoede veje, så bilerne rigtig kunne vise hvad de dur til. Da det gik hurtigst kørte vi 200km/t. Jeg måtte konstatere, at jeg ikke har den hurtigste Porsche, da jeg blev overhalet mens jeg kørte 180 km/t med speederen i bund.

Anders fortælling om vores tur til Wahiba Sands

2008-04-27T08:21:00.005+04:00

I dag skal jeg i ørkenen. Det bliver rigtig sjovt. Vi skal køre i 8 timer for at komme derhen. Vi skal også køre med 4 andre familier.

Når vi skulle have frokost kom der nogle kameler. De var rigtig sjove og høje. Da vi kom til ørkenen skulle vi tage noget luft ud af hjulene så vi kunne køre bedre i sandet. Sandet var meget varmt og solen var helt vild varm. Det bumpede meget på vejen. Da vi var kommet til et fladt sted fik jeg lov til at køre bilen det var rigtig sjovt. Min far prøvede at komme op ad en bakke men den var for høj. Vi fandt en anden vej op. Da vi kom op skulle vi se på udsigten men vi fandt også ud af at nogen af vores venner havde mistet deres nummerplade så vi skulle prøve at finde den. Men den var væk. Når vi havde kørt lidt mere camperede vi. Jeg lejede med en dreng som hed Aske og hans lillebror Bjarke vi prøvede at fange noget firben. vi fangede 2 og slap dem fri. Vi begyndte at lave et sandslot det var rigtig sjovt og det bliv enormt. Vi begyndte at lave et bål men det var rigtig svært at få gang i det men det gik. Til aftensmad fik vi kød pomfritter og brød. Efter aftensmad varmede vi nogle skumfiduser over bålet. Når vi var færdige med at lave skumfiduser gik vi i seng.

I morgen tidlig skulle vi have morgenmad og pakke ind og bagefter skulle vi køre længere på grund af vi var der ikke endnu. Vi kørte og vi kørte og vi stoppede ved en strand for at få frokost. Vi badede også det var rigtig sjovt og vi fangede også nogle krabber. Oppe på stranden fandt vi en død fugl. Bagefter skulle vi skynde os videre. Da vi kom til beduinerne som er nogen der lever i ørkenen købte vi noget benzin. Bagefter skulle vi bare finde et godt sted at campere. Og det gjorde vi også. Efter vi havde taget et bord frem tog vi nogle snacks frem.

Nu skulle vi hen og se solnedgangen. Men der var kun 2 biler der ville med og jeg var med i de to biler. Vi kørte over mange store sand bjerge. Men lige pludselig kom vi til et blødt sted og vi sad fast. Vi prøvede og prøvede men vi kunne ikke få den løs. Det blev snart mørkt og vi skulle til at komme hjem. Men vi kunne simpelthen ikke få den op. Vi prøvede at ringe men der var igen forbindelse. Nu blev vi nødt til at gå. Vi efterlod bilerne og så kunne vi hente dem i morgen og så kunne nogle af beduinerne hjælpe os. Da vi var oppe på en høj bakke fik jeg sand i mine øjne det var ret ubehageligt og den var rat stejl og hvis jeg faldt ned vil jeg slå mig på grund af der var skarpe klipper. Dem som var på campen havde tændt en af bilernes lys så vi bedre kunne se hvor campen var. Vi prøvede at signalere at vi var tæt på og så de kunne hente os ned men de kunne ikke se os så vi blev nødt til at gå resten af vejen. Da vi var helt vildt tæt på kom nogle af børnene løbende hen og sagde hej og hvorfor vi var kommet så sent hjem og det var den historie jeg lige har fortalt dig.

Her tager vi luft ud af dækkene

Her kører jeg i fars bil

Her laver Askes far kød

Her er et af de firben der lever i ørkenen

Her er sandbjergene der ligner nougat

Her kører vi stærkt på stranden

Her hjæper far med at få benzin til bilen

Her sidder vi fast

Den store tun

2008-03-13T12:37:00.002+04:00

Siden vi var på fisketur i slutningen af november har snakken gået om hvem på arbejdet der kunne fange den største tun. Tun sæsonen starter normalt i februar, men pga. det kolde vejr er sæsonen forsinket i år.

Sidste torsdag var 3 kollegaer ude og fiske og de kom hjem med en tun på 80kg. Da vi fik det at vide tog Michael og jeg en rask beslutning om at holde fri en onsdag for at tage ud og fiske. Vi havde heldet med os og fangede hele 3 tun på 35kg, 50kg og 98kg. Der gik to timer fra den store fisk bed på til den var ombord, og det var en hård kamp, hvor vi måtte skiftes til at kæmpe med fisken. Bagefter var vi fuldstændig dehydrerede og kunne næsten ikke bevæge armene. Da vi kom i havn blev vores fangst det helt store tilløbsstykke.

Den udlejningsbil vi havde lånt kunne slet ikke rumme vores fangst, så vi måtte efterlade de to store fisk til kaptajnen og hans venner. Den lille tun tog vi med hjem og lavede til tunbøffer. Vi fik ca. 30 bøffer hver, og det er vist rigeligt. Kaptajnen har formentlig solgt de tog andre fik og tjent ca. 1000 DKK.

Michael og jeg har nu tun-rekorden i COWI-Larsen!

Emma 11 år

2008-03-13T12:30:00.002+04:00

Så er Emma blevet 11 år. Fredag den 8 marts havde Emma inviteret 6 danske veninder, og en rigtig god dansk ven til bowling efterfulgt af pool party herhjemme. Emma nød dagen og var rigtig glad for de mange gaver hun fik. Den 10 marts blev Emma vækket til fødselsdagssang og gaver på sengen, og om aftenen tog vi på Shangri la Resort, hvor vi nød den gode buffet. Joan og jeg vidste, at både morfar og farfar havde sendt en fødselsdags hilsen til Emma for længe siden. Vi havde efterhånden mistet troen på at brevene ville komme frem til tiden, men den 10 marts lå brevene i postbunken hos COWI - se det er god timing. Emma hilser og siger tak for gaverne fra familien og Kristina: Converse sko, kikkert, DVD'er og sengetøj.

Vi er her endnu

2008-03-13T12:21:00.005+04:00

Vi har lige været inde på vores blog og kan se at sidste indlæg er fra januar måned. Tiden er fløjet af sted, men vi er her stadig.

I slutningen af januar måned havde vi besøg af morfar, onkel Hans, Ida Marie, Rasmus og Emil. Desværre skulle Emma og Anders i skole, hvilket de absolut ikke var tilfredse med. Men når Emma og Anders var i skole kunne Joan vise "den jyske mafia" rundt i byen.

I weekenden tog vi til Wahiba Sands og red på kameler, overnattede i ørkenen og kørte off-road i sand dunes. Derefter tog vi til Jabal Shams, hvor vi overnattede i en camp i 2000 meters højde. Vi havde booket telte i camp'en, men heldigvis var der kommet nogle afbud, så vi fik tildelt hytter. Det viste sig at være en god ting, for om morgenen var der kun 7 grader, da vi startede turen til den forladte landsby. På vejen hjem fra Jabal Shams kørte vi en tur ind i Wadi Gul, der er Oman's Grand Canyon. Her blev vi bud på te hos de lokale tæppehandlere. Og selvfølgelig endte det med at vi købte både tæpper og nøgleringe.

Vi havde en dejlig uge, og vi nød at have besøg af familien, men vi har lovet Emma og Anders at næste gang vi får besøg skal det være når de har ferie.

Et par uger efter vi havde sagt farvel til morfar, Hans og børnene blev vejret rigtig koldt, og der skete det helt usædvanlige, at der faldt sne i bjergene. Et par dage efter snevejret tog vi op i bjergene og havde ikke forventet at finde sne. Men der var stadig en smule sne (is) tilbage, og det var en stor attraktion for Omanerne (og os andre).

I slutningen af februar måned var der "International Day" på TAISM. Selvfølgelig deltog Danmark i den Skandinaviske bod, hvor vi solgte frikadeller (lavet af kyllingekød) med agurkesalat, karrysild, drømmekage, havregrynskugler, kartoffelsalat og ris a'la mande mv. Boden var velbesøgt, og vi fik solgt det meste. Pengene gik til velgørende formål.

Vi har ikke mærket noget til "Muhammed krisen" i Oman, men vi holder meget lav profil. Joan og jeg er endnu ikke helt kommet os over at en fundamentalist fortalte os at vi som danskere ikke var velkomne, da vi var på juleferie i Egypten (og det var før tegningerne blev genoptrykt). Vi følger debatten på netaviserne, og har lidt svært ved at se formålet. Nok er der ytringsfrihed i Danmark, men det virker som om der er nogen der har glemt at høre efter i skolen, da de fik at vide at man skal respektere andre mennesker, og mobning ikke er tilladt. Hele sagen minder om et groft tilfælde af mobning efterfulgt af et slagsmål i skolegården. Problemet er at der ikke er en pedel, der kan gribe ind og stoppe slagsmålet. Uanset hvordan holdningen er derhjemme, er vi ikke særlig stolte over at være danskere i udlandet!

Nytårstur med Porsche klubben

2008-01-18T15:05:00.000+04:00

Ifølge den muslimske kalender falder nytåret den 10. januar i år. Det skulle naturligvis markeres, og den 11. januar havde Porsche klubben inviteret til "New Year's drive" med efterfølgende buffet. Anders og jeg betænkte os ikke et øjeblik og vi skyndte at melde os til.

Ifølge invitationen skulle vi mødes på "Starbucks" på et af in-stederne i Muscat kl. 9:00. Anders og jeg ankom lidt over 9 og linede på foran cafeen som bil nr. 3. Den efterfølgende time ankom i alt 16 fede biler. Standard bilen var en Porsche 911 Turbo, men der var også et par GT2 og GT3 samt en helt vild fed Carrera GT, der ejes af Porsche forhandleren i Muscat.

Standard alderen på føreren var 70 år og nationaliteten britisk. Jeg tænkte tilbage på det tidspunkt hvor jeg havde fortalt mine kollegaer at jeg havde købt en Porsche, og min kollega Ole meget bekymret fortalte mig at det var et alderdomstegn. Efterhånden som bilerne ankom måtte jeg sande at han havde ret.

Billederne herunder viser tydeligt hvor stor en oplevelse det var for Anders og jeg, selvom vi var de eneste i en Cayman, og vores bil var den eneste med under 300 hk.

Egypten

2008-01-18T13:38:00.000+04:00

Der er ny gået en uge siden vi kom hjem fra vores ferie til Egypten, hvor vi besøgte Aswan, Luxor, Cairo og Alexandria. Vi har haft en dejlig ferie, som ikke helt var hvad vi havde regnet med.

Da vi satte os i flyveren var vi forberedt på en 2 timers flyvetur. Vi havde glemt tidsforskellen på to timer så turen tog 4 timer. Da vi landede var vi overraskede over at folk gik i vintertøj. Men vi fandt hurtigt ud af der er rigtig koldt i Egypten om vinteren, i hvert fald sammenlignet med Oman, og det betød at vi fik godt brug for det ene sæt varme tøj vi havde med.

Da vi forlod lufthavnen med vores guide og private chauffør blev vi meget hurtigt glade for at vi ikke selv skulle køre, og at vi sad i en relativt ny bil. Trafikken er kaotisk og Egypterne kører alle steder, hvor der er asfalt i deres 30-40 år gamle biler. Når de ikke kan komme fremad dyttes der flittigt. Resultatet er en øredøvende larm, forurenet luft og en meget beskidt by. Der gik ikke lang tid før vi havde sorte "bussemænd".

En af Egyptens store indtægtskilder er turisme, og vi kunne ikke undgå de ekstremt nærgående folk, der overalt forsøgte at sælge plastikpyramider, tørklæder og små figurer. Typisk endte en afvisning med at vi fik deres souvenirs som "gaver", men det varede ikke længe før de kom efter os og forlangte penge for gaverne.

Prisniveauet er næste Europæisk, men kvaliteten af de ydelser man køber et langt fra på Europæisk niveau. Der er ingen tvivl om at man bliver snydt så det driver i Egypten.

Efter en god nats søvn var det tid at udforske Pyramiderne og det Egyptiske museum. Det var en meget stor oplevelse at se hvor udviklet samfundet var for mere end 3000 år siden. Det lykkedes Emma, Anders og jeg at komme helt ind til gravkammeret i Kefron pyramiden, og på det Egyptiske museum så vi mumier, sakofag'er, statuer og guld i store mængder. Vi havde vores helt egen guide som fortalte om de ting vi så.

Efter al den kultur blev vi sat af på Kahn El Khalili basaren, og efter et par timer dér blev vi kørt til stationen, hvor vi skulle med nattoget til Aswan.

Vel ankommet til Aswan mødte vi en ny guide - "Abdul", som fulgte os de kommende 4 dage på vores Nilecruise. Abdul gjorde meget ud af at fortælle de gamle myter om Egypterne og forklare om symbolikken som var gengivet på de mange templer vi besøgte. Emma og Anders lyttede flittigt med i starten, men de syntes at det var nogle være røverhistorier han fortalte. Og efter et par dage syntes de det var sjovere at gå rundt på egen hånd. Abdul var en rigtig god guide, som gjorde sit bedste for at vi havde det godt, og han kunne godt lide at lave lidt sjov med børnene, som blev meget glade for ham.

Vores Nile cruise var et skib med plads til ca. 150 passagerer, men det var kun halvt fuldt. Skibet var næsten nyt og vi fik to meget lækre kahytter som blev vores hjem de næste 4 dage. "Housekeeping" gjorde meget ud af at lave figurer af håndklæderne og vi fandt både elefanter, aber, blomster og krokodiller på vores seng når housekeeping havde ryddet op.

De næste fire dage sejlede vi op ad Nilen sammen med ca. 30 andre skibe. Vi stoppede et par gange på vejen for at se templer. Da vi ankom til Luxor havde vi en hel dag hvor vi var rundt at se Kongernes Dal, Hatshepust templet, Karnak templet og Luxor templet. Det var en meget stor oplevelse, og specielt de tre gave vi så i Kongernes dal gjorde et stort indtryk.

Efter Luxor var det retur til Cairo med nattog igen. Efter et hurtigt bad på hotellet gik turen i bil ad den hullede motorvej til Alexandria hvor vi tilbragte dagen i endnu en beskidt og fattig by. Men vi fik set katakomberne, kongeslottet, det nye bibliotek og de gamle Københavnske sporvogne, som stadig kører rundt i Alexandria.

Det var så den uge, og dagen efter vores udflugt til Alexandria tog vi flyveren tilbage til Muscat, og vi nød at komme tilbage til varmen.

Julehilsen

2007-12-20T20:05:00.000+04:00

Nu nærmer julen sig med alt hvad det fører med sig af korte dage, indkøb, stress og hygge.

Vi har valgt at tilbringe julen i Oman. Det er første gang at vi tilbringer julen udenfor Danmark, og det glæder vi os til. Vi har investeret i et 2.10m højt juletræ i plastik som allerede er sat op og pyntet af børnene. Henrik har allerede fået sin julegave - en Porsche Cayman, der virkelig er legetøj for voksne. I Oman fejrer man ikke jul men Hadj (noget med stjerner og sol og en sort sten i Mekka). Men da her er mange udlændige har alle de store forretninger en lille afdeling med julepynt. Vi savner dog julemusikken i radioen og udsmykningen på gaderne.

I mandags var der julekoncert for forældrene på TAISM, og tirsdag var der julegaveværksted og sidste skoledag på skolen. Begge børnene havde "hemmeligheder" med hjem fra skole, så de voksne er spændte. Børnene starter i skolen igen den 12. januar 2008.

Vi fejrer juleaften i vores lejlighed. Vi har købt en Amerikansk and i Carrefour, og en kollega har taget vaniljestænger med herned fra Danmark, så menuen bliver helt traditionel and og ris a'lamand. Juledag har vi inviteret nogle gode kollegaer og venner på julefrokost. Menuen står på danske sild, leverpostej og snaps mv. Mellem jul og nytår regner vi med at tage på et par ture i bjergene, og efter nytår tager vi på en uges ferie til Egypten, hvor vi skal besøge pyramiderne og på Nile-cruise.

Julen er også på andre måder en stor begivenhed for os. Den 22. december et det et år siden at Henrik var til ansættelsessamtale i COWI. Og det blev starten på et år med mange oplevelser og mange udfordringer.

Emma og Anders tog afskeden med Virum skole fint, men de savner begge deres gode klassekammerater i Danmark. Emma savner at kunne løbe hen til veninderne og lege en hel dag, men heldigvis har hun fået nogle par gode venner i det kompleks hvor vi bor. Anders har lidt sværere ved at finde nogle at lege med fordi der simpelthen ikke er ret mange danske drenge i hans alder hernede.

Efter en hård start i skolen går det meget bedre. Begge børn er blevet gode til engelsk (amerikansk), og de har fået rigtig flotte karakterer i skolen. Begge børn rykkede en klasse op da de startede på den amerikanske skole, og sammen med de sproglige udfordringer har det krævet en hård indsats at kunne følge med. Emma har haft det sværest fordi det faglige niveau er højt, og hendes selvtillid har ikke altid været den største. Begge børnene fungerer dog socialt godt i klassen, og de er meget vellidte hos de andre elever.

Weekenderne har på det seneste været meget korte, fordi Henrik kun har haft mulighed for at holde fri en dag om ugen. Men i løbet af året er det da blevet til en hel del udflugter ud i den fantastiske natur. Vi har set havskildpadderne lægge æg, vi har snorklet og sejlet med delfiner, vi har redet på kameler og kørt ræs i ørkenen og vi har været på vandreture i wadier og i bjergene. Naturen hernede er fantastisk, og der er masser af steder vi fortsat mangler at besøge.

For Joan har tilværelsen ikke været helt så afslappende som hun troede. Joan har brugt meget tid på at lytte til børnenes frustrationer med skolen. Desuden går der meget tid med transport af børnene til og fra skole og div. fritidsaktiviteter. Men Joan har også fået et rigtig godt netværk hernede, så der bliver drukket meget kaffe mens verdenssituationen bliver drøftet.

På Henriks arbejde afløser den ene udfordring den næste. Henrik har aldrig oplevet noget lignende. Først blev det design COWI-Larsen har arbejdet på i to år forkastet pga. Gonu. Henrik blev sat i spidsen for at lave en ny Masterplan for lufthavnen som blev afleveret til tiden og modtaget positivt. Derefter var både COWI-Larsen og ADPI (bygherrerådgiveren) lige ved at blive taget af projektet fordi tidsplanen skred. Nu går det fremad med det nye design og der arbejdes hårdt for at overholde deadlines. Det er nu ikke helt nemt fordi nu synes bygherren at det hele skal være større. En af de sidste ændringer er at vi er oppe på 12 vognbaner på adgangsvejen til lufthavnen. I mellemøsten gælder det om at være størst!!!

I ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår. Vi håber at I vil blive ved med at følge med på vores hjemmeside.

Fisketur

2007-12-03T20:16:00.000+04:00

Anders har længe snakket om at han gerne vil på fisketur, og i fredags tog Anders og jeg så på vores første fisketur nogensinde sammen med Morten og Michael fra arbejdet. Michael fisker en del, så han tog kontakt til et bureau i Muscat Marina, hvor vi kunne leje en hurtiggående fiskerbåd med kaptajn, forplejning og grej for en hel dag.

Klokken 05:00 blev i hentet af Morten, og så var det af sted mod havnen ad de mennesketomme gader. Da båden var pakket var det af sted. Første stop var havnen, hvor vi skulle fange levende madding til de store fisk vi håbede at fange senere på dagen. Det var ingen sag at fange de små fisk. Vi sænkede en snøre med 6 kroge og lidt sølvpapir ned i vandet og 10 sekunder senere var den fyldt med små fisk al a sardiner.

Derefter var det ud på det store hav, hvor vi kunne nyde solopgangen og lyden af de to 200Hk store motorer på båden. Første stop var en stor bøje ved indsejlingen til havnen, hvor vi fangede de første mange Dorado'er (guldmakrel). Derefter fortsatte turen ud mod nogle øer, der ligger ca. 45 min sejlads nord for Oman. Her fangede vi flere Dorado'er, og jeg fik dagens største fisk på krogen. Da vi havde tilstrækkelig med Dorado'er ville vi forsøge at fange tun. Tunfiskene svømmer som regel sammen med delfinerne, så vi satte kurs mod de områder hvor delfinerne holder til. I lang tid sejlede vi rundt sammen med en stor flok delfiner, hvilket var en stor oplevelse. Desværre fik vi kun fanget en enkelt lille tun, men vi havde en meget stor fisk på krogen som desværre forsvandt da snøren knækkede.

Anders jeg havde en dejlig dag, hvor der blev flyttet nogle personlige grænser. Jeg har altid været panisk angst for mine akvariefisk, men på denne tur var der ikke tid til pjat. Det var bare om at få et godt tag i de levende fisk når de var hevet om bord. Nu glæder vi os til at vi skal have grillet fisk.

Ørkentur i Wahiba Sands

2007-11-24T22:58:00.000+04:00

Efter mere end 6 måneder i Oman blev det endelig tid til vores første tur i den rigtige ørken - (den der er lavet af sand) - hvor vi skulle overnatte i en camp. Efter succesen med Salalah planlagde vi turen sammen med Claus og Leise og deres 3 børn Manuel, Benedicte og Fillippa. Torsdag middag var der afgang fra Oasis med kurs mod mødestedet i udkanten af ørkenen. Efter vi var blevet krydset af på guidens lille seddel blev det meste af luften lukket ud af dækkene på bilen. Det er en nødvendighed for at kunne køre i sand. Derefter gik turen i kortege ind i ørkenen.

Første stop var kaffe og dadler hos en beduin familie. Derefter var vi ude og ride på kameler. Det var en stor oplevelse for os alle. Vi syntes godt nok at kamelerne var meget store og høje, og de prustede højlydt, da de skulle rejse sig med fuldfede danskere på ryggen. Efter kamelridning var det videre til lejeren, hvor vi fik tildelt fire hytter. Inden aftensmaden blev der tid til en lillebitte køretur, hvor vi lige netop gik glip af solnedgangen. Aftenen bød på god mad efterfulgt af arabisk musik og dans ved lejrbålet. Da lejeren ligger et godt stykke inde i ørkenen var månen eneste lyskilde.

Næste morgen var så den store dag, hvor vi skulle på køretur i ørkenen. Første tur ud over kanten på en "sanddune" er grænseoverskridende. Når man nærmer sig kanten er det vigtigt ikke at tage farten af bilen, hvis man vil undgå at sidde fast. Da man ikke kan se hvor sporet ender er det bare at håbe på det bedste. Når man er kommet ud over kanten går det nedad med en vinkel på omkring 40 grader. I to timer kørte vi opad og nedad - guiderne nogle gange baglæns. Land Roveren klarede opgaven perfekt, og vi sad ikke fast en eneste gang.

Porsche Cayman

2007-11-24T22:51:00.000+04:00

Det er jo ingen hemmelighed at jeg er vild med biler, og at jeg gennem årene har brugt rigtig mange penge på den hobby. Og med hensyn til biler er Oman som paradis, hvilket vi hurtigt udnyttede ved at købe vores to 4×4. Men livet er andet end off-roadere, og Anders og jeg har længe snakket om at købe en "sports car".

Vi bor ikke så langt fra Porsche forhandleren, og Anders har længe plaget om at vi skulle ind og kigge på sådan en - mest af nysgerrighed for at se hvor hurtigt de kan køre på speedometeret. Desværre har jeg arbejdet rigtigt meget på det seneste, og det eneste tidspunkt vi har haft mulighed for at kigge forbi forhandleren har været fredag eftermiddag, hvor forhandleren har været lukket.

I forbindelse med en skole-hjem samtale opstod muligheden pludselig for at besøge forhandleren i åbningstiden. Og da jeg satte mig ned i en Porsche var jeg solgt. Da forhandleren et par uger senere havde favorit bilen til salg - en Porsche Cayman - blev det alvor og vi slog til. Vi har simpelthen købt en helt ny Porsche til 280,000 kr, hvilket svarer til 20% af prisen i Danmark.

Anders kom med det afgørende argument da han sagde "far jo længere du venter, jo dyrere bliver det". Afgørende var det også at bilen har Euro-specifikationer, hvilket betyder at den kan importeres og indregistreres i Europa. Det betyder at vi kan tage den med hjem og sælge den i Danmark, hvis vi ikke kan få en ordentlig pris hernede når vi skal hjem.

Bilen kører som en drøm og lyden fra centermotoren er helt fantastisk. Selv Joan blev som et barn da hun tog den første tur. Så der bliver der kørt en del "dørtræk" om aftenen i Oman i øjeblikket.

Haloween på amerikansk men uden græskar

2007-11-01T09:30:00.000+04:00

Så blev det Haloween, og da Emma og Anders går på Amerikansk skole er det selvfølgelig noget der skal fejres. Så vi var alle inviteret til fest på skolen, der var udsmykket efter alle kunstens regler. Og lærerne var klædt ud så vi næsten ikke kunne genkende dem. Vi havde et par gode timer med diverse leje og Trick or Treat. Og nu har vi nok slik i huset til at vi kan klare os et stykke tid.

Vi har fået internet telefon

2007-11-01T09:29:00.000+04:00

Efter mere end 6 måneder i Oman er det endelig lykkes for os at få alle stumperne så vi kan bruge IP-telefoni til at komme i kontakt med omverdenen, og så omverdenen kan komme i kontakt med os til billige penge.

Vores telefonnummer er 8816 0976

Der skal ikke bruges landekode for at ringe til os. Nummeret ovenfor er tilstrækkeligt og det koster 3,88 kr. per minut. Til sammenligning koster det 15 kr. per minut at ringe til en normal telefon. Hvis I har IP telefon er det gratis at ringe. Check www.unifon.dk for flere detaljer.

Forbindelsen er ikke altid helt stabil, og hvis det er svært at komme igennem på telefonen kan I ringe på vores mobiltelefon og bede os om at ringe op.

Musandam

2007-11-01T09:09:00.000+04:00

Musandam ligger adskilt fra den resterende del af Oman lige ud til Hormuz stædet. For at komme fra Muscat til Musandam i bil skal man krydse de Forenede Arabiske Emirater (UAE). Turen derop tager 7-8 timer i bil og går gennem nogle af de mere fattige Emirater - Fujairah og Sharjah. Musandam bliver kaldt "de arabiske fjorde" og er også kendt for "The Telegraph Island", hvor englænderne mellem 1864 og 1869 havde en kabelstation, der forbandt Indien med Basrah i Iraq.

Joan og jeg havde længe snakket om at tage til Musandam når farmor og farfar kom på besøg, og da deres billetter var bestilt i begyndelsen af september kontaktede jeg straks det eneste større hotel for at booke pladser. Men der var ingen ledige pladser pga. Eiden, hvor alle har fri og mange rejser ud i landet. Jeg kontaktede et rejsebureau, og de kunne skaffe plads i nogle hotellejligheder, som flere kollegaer også har benyttet. Jeg bad dem om at reservere pladser men fik aldrig en bekræftelse, og det var først 3 dage før vi skulle af sted at det endelig lykkedes at få bekræftet vore pladser.

Turen frem og tilbage til Musandam var lang og støvet. Vi var overraskede over hvor fattigt og nedslidt alting var sammenlignet med Dubai. Ved grænsen var vi udsat for et utroligt bureaukrati, og det tog os hver gang næsten en time at krydse grænsen selvom der ikke var kø.

Da vi krydsede grænsen til Musandam var det som at komme til en anden verden. Vejene var pludselig i perfekt stand, naturen var fuldstændig uberørt, vi kørte langs fjordene med det krystalklare vand og der var helt øde sammenlignet med trængslen i UAE.

Efter en god nats søvn var det tid til Dhow cruise, en 7 timers sejltur på fjordene med mulighed for at se delfiner og snorkling. Vi fandt delfinerne, og det lykkedes for vores kaptajn at få dem til at leje med os. Det foregik på den måde, at han sejlede helt hen til dem og satte fuldt fart på båden. Det fik delfinerne til at følge efter i kølvandet, og så gik det i fuldt fart fremad.

Næste stop var den berømte Telegraph Island, der egentlig bare en lille klippeø med resterne af en ruin. Men ud for øen er der et fantastisk fiskeliv og gode muligheder for at snorkle. Snorkeludstyr var noget af det første vi købte da vi kom til Oman, men vi har aldrig brugt det (bortset fra da vi testede det i poolen). Hovedårsagen er at børnene ikke er trygge ved at bade så snart de ser en lille bitte fisk eller en haletusse. Men børnene hoppede i sammen med alle de andre, og de var helt vilde med at svømme rundt sammen med de store fisk, hvor de største var næsten en meter lange. Det var lidt som at befinde sig i Danmarks Radios saltvandsakvarium.

Farmor og farfars bryllupsdag

2007-10-23T22:18:00.000+04:00

Mandag den 15. oktober kunne farmor og farfar fejre 47 års bryllupsdag, men det var vidst ikke noget de havde tænkt sig at gøre noget ud af. Joan ville det anderledes, og bestilte bord til brunch på "The Chedi", der er et af byens allerbedste hoteller, og stedet hvor europæere bor, der kan lide at se sig. Brunchen og hotellet var en flot oplevelse og meget anderledes end stort set alt andet i Oman. Om aftenen stod den på chokoladekage og tegninger fra Emma og Anders.

Med farmor og farfar på tur til Nizwa

2007-10-23T21:58:00.000+04:00

Torsdag den 4. oktober landede farmor og farfar efter en lang flyvetur med Swiss. Flyveturen var gået fint og efter det sædvanlige bøvl med visum osv. mødte vi dem i ankomsthallen i fin form.

Fredag blev det til en køretur rundt i byen og masser af hvile. De følgende dage tog Joan de gamle rundt i byen mens jeg var på arbejdet og børnene i skole. De har bl.a. set alle shopping centre (stakkels farfar), skolen, souken, gallerier og div. museer. Det er også blevet til hele tre ture til den store moske. Første gang blev de afvist da Joans bukser var for korte. Da de kom tilbage i korrekt påklædning var moskeen ved at lukke så det blev kun til et hurtigt kig. Tredje gang var der endelig tid til at se det hele. Det hele foregik under ramadanen så der var meget stille i byen og alle cafeer og spisesteder var lukket.

Torsdag den 11. oktober kørte vi alle til Nizwa, hvor jeg havde booket 2 overnatninger på hotel Golden Tulip. Inden vi ankom til hotellet kørte vi på de gamles første rigtigt off-road tur op på Qiyut, der ligger i over 2000 højde.

Fredag var vi tidligt oppe og på gedemarked i Nizwa. Sammenlignet med vores tidligere besøg på gedemarkedet var der godt gang i handlen, men desværre også lidt flere turister. Vi købte dog ikke noget. Efter gedemarkedet var vi en tur i det imponerende Nizwa fort. På trods af ramadanen var det muligt at få en kold cola på fortets cafeteria, hvilket var en uventet og dejlig overraskelse.

Efter Nizwa gik turen til Wadi Damm, der ligger ca. 100 km fra Nizwa. Wadi Damm ligger på den rute der gennem århundrede er blevet brugt af karavaner der har transporteret varer tværs over den Arabiske halvø. Der ligger flere grave i Wadi Damm, og de ældste er op til 5000 år gamle. Da vi nåede enden af vejen forsatte vi til fods til den første pool, hvor Emma, Anders og jeg smuttede en tur i det kolde vand.

Lørdag checkede vi ud og tog den obligatoriske tur over Hat tilbage til Muscat. Vi havde besluttet at forlænge turen lidt og fortsatte over Wadi Satan, som senere skulle vise sig at leve op til dens navn. Turen over Hat denne gang er den flotteste vi har oplevet med en rigtig god sigtbarhed. Der var dog koldt på toppen, temperaturen i bilen viste 18 grader.

På vejen ned gjorde vi holdt og fulgte guide bogens anbefaling om at vandre gennem en kløft op til byen Balad Sayt. Turen var noget af en udfordring for unge og gamle, og vi måtte skiftevis skubbes og hives op ad store sten på vej gennem kløften inde vi endelig kom til byen, som ligger fantastisk smukt mellem bjergene. For ikke at udfordre skæbnen for meget besluttede vi at Anders og jeg skulle tage turen tilbage gennem kløften alene og hente bilen for derefter at køre op til byen og samle resten af familien op.

Derefter gik turen videre gennem Wadi Bani Awf og videre over til Wadi Satan. Det var vores første besøg i Wadi Satan, men bestemt ikke vores sidste. Da klokken var ved at være mange besluttede vi os til at køre direkte ud gennem wadien. Turen ud gik i fuld fart gennem små vandløb og det er ikke svært at forestille sig hvorfor wadien har fået netop det navn når man ser de blankpolerede klippesider i den snævre slugt. Pludselig var der noget der ikke var som det plejede og jeg stoppede bilen for at checke hvad der var galt - bilen var punkteret lige midt i wadi Satan - satans også!!! Gudskelov opdagede vi punkteringen i tide, og efter et hurtigt hjulskift gik det endelig hjemad.

Salalah

2007-10-02T22:06:00.000+04:00

I sidste uge benyttede vi lærernes årlige "staff day" til at holde en forlænget weekend i Salalah sammen med Claus og Leise og deres tre børn Manuel, Benedicte og Philippa.

Salalah ligger 1000 km syd for Muscat, ikke langt fra Yemen. Salalah er kendt for deres monsoon (Kareef), der i august måned forvandler de tørre områder til frodige sletter. Da vi stadig er midt i Ramadanen, havde vi ikke problemer med at booke to gode værelser på Crowne Plaza, der er et af de bedste hoteller i byen med en beliggenhed helt ud til vandet og tæt på banan- og kokosnød plantagerne.

Turen frem og tilbage foregik i bil. Turen til Salalah svarer nogenlunde til at køre fra København til München, og der er nok ikke mange, der er indstillet på at køre den strækning tur/retur på kun 4 dage. Men trafikken hernede er langt mindre, og når man komme ud i ørkenen er der ingen fartkameraer. Derfor var det bare sømmet i bund, og med en gennemsnitshastighed på over 140 km/t kom vi hurtigt fremad. Eneste ulempe var et benzinforbrug på 4.8 km/l, uha uha.

Efter at have tilbragt adskillige timer i ørkenen kom vi til det bjergpas, der ligger umiddelbart nord for Salalah. Da vi passerede passet blev alting pludseligt meget grønt, og mindede mest af alt om Sydfrankrig. Temperaturen faldt samtidig fra 38 grader til 25-28 grader. Vi måtte stoppe bilen mange gange de sidste 50 km før Salalah for at tage billeder og gå i det høje græs. Det lyder måske mærkeligt for jer i Danmark, men i Muscat er de få græsplæner kunstigt anlagt og passet som var det en golfbane.

Da nøglerne til værelserne var udleveret var det i badetøjet og så i poolen. Efter poolen gik turen videre ud i havet, hvor vi væltede os i de store bølger på trods af badeforbud.

Vi have to hele dage i Salalah inden turen gik tilbage til Muscat. Vi brugte formiddagen på at slappe af ved poolen og eftermiddagen på at tage på ture. Vi var bl.a. i Wadi Darbat, hvor vi pludselig mødte en stor flok kameler, som på afstand lignede en flok dinosaurer. Vi var også en tur syd for byen, hvor naturen er helt anderledes rå og barsk. Claus og jeg fik også lokket alle med på en tur til den eksisterende lufthavn, og det område hvor den nye lufthavn skal bygges.

Timingen for vores tur til Salalah var perfekt. Pga. Ramadanen havde vi stort set hotellet og poolen for os selv. Kareef'en var overstået så vi undgik regn men kunne samtidig nyde alt det grønne. Emma og Benedicte kende hinanden fra Oasis hvor de tit leger sammen, så de fandt hurtigt sammen. Anders nød selskabet med Manuel, der godt nok er lidt ældre end Anders, men stadig med på at lave lidt fis sammen med Anders.

Wadi Ash Shab

2007-09-15T15:19:00.000+04:00

Så har vi været på badetur i en wadi igen. Denne gang gik turen til en af de mest kendte wadier - Wadi Ash Shab, der munder ud ved østkysten ca 160 km syd for Muscat. Man kan kun gå ind i Wadi Ash Shab, der er kendt for sine palmelunde, og den store pool længst inde, hvorfra man kan svømme under vandet ind i en grotte. Grotten findes stadig, men palmelunden er stort set skyllet væk under Gonu.

Joan og jeg havde snakket om at køre derned et stykke tid. Jeg spurgte Henrik og Birgitte om de ville med. Det ville de godt. Birgitte spurte om Else og Adrian ville med. Else spurgte om Christa og Lars ville med, og de spurgte om Claus og Leise ville med. Alle sagde ja og lige pludselig var vi 5 familier med børn i alderen 3 til 14 år - i alt 21 personer. Så mange har vi aldrig været af sted med før, men det var rigtig hyggeligt, så det er bestemt ikke sidste gang vi gør det.

Omkring halvvejs inde i wadien gjorde vi holdt ved den første pool, hvor børnene fandt en god sten hvorfra de kunne hoppe i vandet. Da alle var samlet og vi havde fået lidt af spise og drikke gik turen videre mod grotten for de flestes vedkommende. Stien var skyllet væk så vi måtte kravle mellem stenene for at komme til vores bestemmelsessted. Jeg har problemer med ryggen igen, så for mit vedkommende gik det lidt langsomt. Jeg følte mig godt nok gammel og svagelig da jeg ikke kunne følge med Emma og Anders.

Det sidste stykke ind til grotten skal man svømme temmelig langt gennem i alt 3 pools. Joan og Birgitte valgte at stoppe her og vente sammen med nogle af børnene. Emma, Anders og jeg var på holdet der fortsatte. Da vi nåede indgangen til grotten var jeg meget spændt på om Emma og Anders have modet til at svømme under vandet og ind i grotten, men de havde ingen betænkeligheder overhovedet.

Efter at have svømmet rundt i grotten et stykke tid gik turen den lange vej tilbage gennem wadien og retur til Muscat i bil.

Før Gonu

Efter Gonu

Skolestart

2007-09-11T22:47:00.000+04:00

Så er Emma og Anders startet i skole igen. Den 27. august gik turen igen mod TAISM efter en lang sommerferie. Emma og Anders var begyndt at kede sig men var ikke begejstret for udsigten til de lange dage i skolen. Og som første skoledag nærmede sig blev Emma mere og mere bekymret.

Både Emma og Anders har fået nye lærer. Anders har fået Madelene Lundholm, der er svensker men har boet næsten hele sit liv i udlandet. Emma har fået Tommy Duncan, der er ny lærer på skolen.

Disciplinen er noget anderledes end på en dansk skole. Lærerne kalder man Mr Duncan og Mrs Lundholm. Når man skifter klasse skal man gå i to rækker, og man må ikke snakke. Hvis det alligevel sker får man en bemærkning. Efter 5 bemærkninger skal man op til inspektøren. Om morgenen når børnene møder er det forbudt at løbe rundt på skolen, og når man er i klasseværelset skal man også være helt stille. På Virum skole kan man også komme op til inspektøren hvis man ikke opfører sig ordentligt, men grænsen for uacceptabel opførelse er meget skrappere hernede. Bl.a. har Emma været lige ved at få en advarsel for at svare på et spørgsmål fra hjælpelæren mens de stod ude i gangen på vej til et andet klasseværelse.

De første dage i skolen var hårde, og Emma sagde allerede den første dag at hun ville skifte klasse fordi der var en pige i klassen som hun var lidt bange for. Vi brugte meget tid herhjemme på at diskutere hvordan man håndterer klassekammerater der ikke opfører sig pænt over for de andre børn i klassen. Efter nogle dage fortalte Emma så pludselig en aften, at det alligevel ikke var et problem med hende pigen. De havde fået talt sammen, og hun var nok ikke så slem. Når Emma tager ansvar på den måde bliver Joan og jeg altså meget stolte. Nu er der gået 3 uger, og Emma virker glad for at gå i skole. Hun er ikke interesseret i at flytte klasse. Dagene er lange, og der er begyndt at komme lektier. Men der bliver læst og regnet hver aften, og Emma har ikke problemer med at følge med. Det hjælper også, at det går rigtig godt med engelsk nu. Meget overraskende er matematik blevet det fag Emma synes bedst om.

Anders tænker som sædvanlig ikke så meget over tingene. Det han har været mest irriteret over er en ny dreng i klassen, som ikke helt har tilpasset sig disciplinen på skolen. Anders bedste fag er også matematik. I hans klasse er de begyndt på matematik test hver morgen, ligesom Emma havde det sidste år. Anders har en god talforståelse, og har for det meste nul fejl i testen.

I begge klasser har lærerne gjort meget for at børnene skal lære hinanden at kende og respektere hinanden. Vi kan høre på andre forældre, at det er nyt på skolen. Sidste år fik skolen meget kritik for at starte alt for hårdt ud og kun fokusere på det faglige allerede fra første skoledag.

Det bliver også sørget for forældrene. Vi har været til introduktionsaften på skolen, og der har også været arrangeret picnic en aften. Begge dele var vældig hyggeligt. I morgen er der så skole/hjem samtaler i begge klasser.

Joan's fødselsdag

2007-08-19T06:27:00.000+04:00

Så blev Joan et år ældre, men det er jo svært at se. Joan blev fejret med gaver og fødselsdagssang på sengen. Der var også kommet fødselsdagskort fra farmor og farfar hele vejen fra Danmark. Stuen var pyntet op med dannebrogsflag, og der var flødeskumskager til eftermiddagskaffen.

Om aftenen var vi på Hyatt, der er et af de finere hoteller i Muscat, og prøve deres buffet. Jeg har prøvet buffeten et par gange før og den er superlægger. Nu er det bare sådan at om onsdagen er der fiskebuffet. Børnene er slet ikke til fisk, og jeg er da heller ikke helt vild med fisk i lange baner. Men vi blev meget positivt overraskede over hvor godt det smagte, og Anders var oppe og hente "Kingfish" to gange til stor overraskelse for Joan og jeg.

Joan og børnene havde været ude og shoppe dagen før. Emma og Anders havde fået 10 Rialer (150 kr) til at købe en gave for. Derefter havde børnene begivet sig ud på egen hånd og havde fundet en flot halskæde og et hårdspænde, som de selv havde købt og betalt for uden hjælp fra voksne. De er helt sikkert bedre til Engelsk end de vil have vi skal tro

Joan havde også selv købt en gave - en superlægger blender fra "Kitchenaid" - da hun var i Skive. Det var en dyr gave, så Joan fik hele familien til at bidrage. Det vidste jeg ikke noget om, så mens Joan og børnene var i Danmark investerede jeg i 2 litografier, som vi havde set på et lokalt galleri inden sommerferien. Jeg satsede også på at "min gave" var fra hele familien, men det skulle jeg ikke have gjort. Nu har jeg selv betalt, og Joan har selvfølgelig fortjent det hele.

Turtle Beach

2007-08-13T23:05:00.001+04:00

Så kom vi endelig på den længe ventede tur til Turtle Beach sammen med min kollega Michael og hans datter Julie, der er på besøg fra Danmark.

I god tid havde vi booket to værelser på Turtle Beach Resort, der er en række sivhytter med en rimelig komfort, som ligger ca. 25km fra skildpaddestranden.

Vi skulle jo have en tur ud af det, så vejen til Turtle Beach gik forbi ”Sinkhole”, der er en stor underjordisk grotte, der er styrtet sammen. Desuden var vi på ”White Beach" og bade i det isblå vand, der har sin farve fra koralerne længere ude i havet. Vi havde taget snorkeludstyr med, men strømmen var meget kraftig og bølgerne store, så det opgav vi.

Derefter gik turen videre sydpå til Wadi Tiwi, der er en af de flotteste wadier, men også en af sværeste at køre i. Ødelæggelserne efter Gonu var store, så turen på gennem Wadi Tiwi var noget af en udfordring, og ca. halvvejs oppe valgte vi at køre retur for i stedet at bruge tiden på at bade i de store pools.

Efter Wadi Tiwi var det af sted til Turtle Beach Resort, som vi ankom til lige inden det blev mørkt. Efter aftensmaden startede vi bilerne og kørte forventningsfulde mod skildpaddestranden. Da vi ankom til vagten blev vi mødt af lettere kaos. Der var flere biler og mange mennesker, der ventede uden for bomanlægget. Det viste sig hurtigt at stranden var lukket for flere besøgende den aften, da der allerede befandt sig 150 mennesker på stranden. Selvfølgelig skal skildpadderne have fred til at lægge æg, men vi var da noget nervøse for om vi overhovedet ville få mulighed for at se nogle af de store dyr.

Næste morgen stod vi op kl. 04:00 og kørte af sted igen. Da vi ankom til bomanlægget parkerede vi bilerne og fortsatte videre til fods. Vi var ikke i tvivl da vi nåede skildpaddestranden. Sandet lignede et månelandskab med store huller, som skildpadderne graver før de lægger æg. Skildpadderne - der vejer 140-160kg - er ca. 20 år før de begynder at lægge æg, og kun 2-3 ud af 10.000 æg bliver til fuldt udvoksede skildpadder. Det er ikke svært at forstå, at det er en truet race.

Vi fandt masser af skildpadder – såvel store som små. Og bortset fra ca. 10 englændere havde vi stranden helt for os selv. Kl. 06:30 havde de sidste skildpadder forladt stranden og vi kørte retur til vores resort, hvor vi fik morgenmad.

Vejen hjem gik sydpå langs kysten, og herfra ind i landet hvor vi kørte langs ørkenen til Wadi Khalid, der har nogle meget store pools som er et populært udflugtsmål for omanere. Da omklædningsrummet var besat af omanske kvinder, som nægtede fremmede adgang, var det kun Anders og jeg der kom i vandet. Joan og Emma nøjedes med at se på. Efter Wadi Khalid gik turen hjem gennem bjergene, hvor vi oplevede kraftig regn.

Vi har haft en dejlig weekend med Michael og Julie, og en lang køretur på næsten 800km med mange oplevelser

Her sker ingenting

2007-08-13T23:00:00.000+04:00

Joan og børnene har haft en dejlig sommerferie i Danmark. Tak til alle, der har lagt hus og spisebord til. Selv blev min sommerferie lidt anderledes end ventet. Jeg fik et telefonopkald mens jeg stod og ventede på min bagage i Københavns Lufthavn. Beskeden var at jeg skulle rejse retur til Oman med det samme for at give en præsentation for en række ministre. Efter et par gange frem og tilbage til Oman fik vi mulighed for at holde en lille uges ferie i Rørvig, hvor vi bl.a. kunne fejre Anders fødselsdag.

Efter en lang rejse kom vi alle tilbage til Oman den 27. juli. Rejsen herned gik fint. Helt usædvanligt fløj alle flyene til tiden, så vi ankom planmæssigt til sidst på aftenen. Desværre måtte vi stå i kø i mere end en time ved paskontrollen før vi blev stemplet ind og kunne hente bagage og bil.

Det var dejligt at være tilbage og Joan og børnene var glade for at se deres indbo, som de har måttet undvære i næsten 3 måneder. Selvom klokken var mange blev flyttekasserne endevendt inden vi gik i seng.

De næste par dage gik med at flytte ting på plads og sætte billeder op. Det kulminerede desværre med at en af vores underboer, en gammel småfuld englænder, ringede på kl. 22:00 iført pyjamas og badesandaler og klagede over at vi støjede – sådan en idiot…

Nu har hverdagen meldt sig. Og her om sommeren sker der ikke meget i Oman. Vejene ligger øde hen i weekenden, og de fleste kollegaer og legekammerater er stadig på sommerferie, så Emma og Anders synes det hele er lidt kedeligt.

Vi har været på et par ture oppe i bjergene, og Joan og børnene har været på det lokale eksperimentarium. Og så bliver der læst en masse bøger. Både Emma og Anders har læst mere end 20 bøger i sommerferien – de fleste er godt nok på dansk, men det er stadig rigtig godt gået.

I sidste weekend var vi så endelig på Turtle beach, mere om det senere.

Hurra, vores indbo fra DK er ankommet

2007-07-02T23:45:00.000+04:00

Selvom hjemmesiden holder sommerferie er der behov for en kort meddelelse. I dag har vi modtaget vores indbo, der blev afsendt fra Danmark i midten af maj måned. Her er nogle billeder af de møbler vi har fået sendt herned. Billederne er tiltænkt Joan og børnene, der er i Danmark, men andre må selvfølgelig godt kigge med.

Sommerlukket

2007-06-29T12:58:00.000+04:00

Joan og børnene er taget til Danmark, og jeg har fået meget travl på arbejdet. Derfor holder hjemmesiden sommerlukket indtil august.

Snevejr i Dubai

2007-06-29T12:32:00.001+04:00

Så kom vi til Dubai!

Alle problemerne med at få Road Permit til Dubai endte med at jeg talte med en højtstående person i ROP (Royal Oman Police), som fortalte at sultanen rigtig havde udstedt et dekret, der tillader akademikere at forlade Oman i bil uden Road Permit. Udstyret med et mobil nummer til vores ven i ROP kørte vi lørdag mod grænsen og kom ind i UAE uden nogen problemer overhovedet.

Takket være den navigation vi havde lånt fandt vi hurtigt vores hotel, der ligger ved World Trade Center med de mange skyskrabere, og i nærheden af Burj Dubai, hvor de er ved at bygge verdens højeste hus/tårn. Tårnet skyder i vejret med en hastighed på 4-5 dage pr etage og forventes at blive ca. 1km højt fordelt på mere end 200 etager.

Efter en god nats søvn og en stor morgenmadsbuffet var det af sted til Wild Wadi Waterland, der er verdens største vandland. Her tilbragte vi en hel dag i diverse baderinge. Det var en fantastisk oplevelse, som ikke ligner noget vi har prøvet før. Vel anbragt i en badering blev vi skudt af sted af en vandstråle, som først bragte os opad og herfra nedad i rutschebanerne i susende fart. Anders og jeg prøvede den højeste rutschebane, hvor man kunne komme op på 80 km i timen med det resultat, at badebukserne forsvandt op i numsen på os.

Selv Joan, der ikke er meget for at bade, havde næsten fået svømmehud mellem tæerne da dagen var gået. Helt smertefri var dagen dog ikke. Joan fik et kæmpe blåt mærke på den ene balle, Anders fik mange hudafskrabninger og Emma klagede over ondt i ryggen. Udover vand rutschebanerne var det også sjovt at se hvordan mænd og kvinder fra mange nationaliteter kunne more sig - nogen næsten uden tøj og andre med så meget tøj, at man kun kunne se øjnene.

Dagen efter var det tid til at stå på ski i Ski Dubai, der er en indendørs skibakke, som ligger i et af de største shoppingcenter i Dubai. Efter at have betalt en mindre formue fik vi udleveret liftkort, ski og skitøj og så var det af sted på pisterne (2 stk), hvor det var rigtig, rigtig koldt. Det var en rigtig sjov fornemmelse at stå på ski i et af verdens varmeste lande, men efter 1½ time begyndte det at blive lidt ensformigt, så vi afleverede skiene og gik ud i shopping centeret, hvor der blev "monstershoppet".

Tirsdag var det tid at tage tilbage til Oman. Vi havde egentligt planlagt at tur på Dubai Museum, men vi var alle trætte, så det blev til en tur i bilen rundt i byen, hvor vi stort set konstant sad fast i trafikken på trods af at mange af de store veje har 12 vejbaner. Efter en smuttur til IKEA, hvor vi fik købt det sidste til lejligheden, og fik noget så sjældent som en hotdog, kørte vi hjemad.

Da vi kom ud i ørkenen stoppede vi på vejen for at hilse på et par kameler. Joan og Emma hilste inde fra bilen, mens Anders og jeg skulle ud og have nogle billeder. Joan og Emma holdt vejret, da Anders begyndte at fodre den ene kamel med den eneste græstot vi kunne finde, men det var der nu ingen grund til, for de var meget fredelige.

Vores lejlighed

2007-06-22T23:45:00.000+04:00

Vi har nu boet i den store lejlighed i 3 uger og vi er ved at komme på plads. Vi mangler dog stadig vores flyttelæs fra Danmark så derfor er her stadig lidt tomt. Her er nogle billeder fra lejlighed og det komplex vi bor i.

En af 3 pools

Hovedindgangen til boligkomplexet. Vores lejlighed ligger til højre øverst oppe og er ikke med på billedet

Muscat Oasis Residences med bjergene i baggrunden

Anders værelse på de to billeder ovenfor. Emma og Anders ligger og ser Far til Fire

Køkkenet, der som er et af de få i komplexet har vindue til det fri. Hernede tilbringer man ikke meget tid i køkkenet - det er maidens arbejdsplads. Meget anderledes end i Danmark.

Entre og fordelergang på de to billeder herover. Bemærk dannebrosflagene

Spisestue med fantastisk udsigt over bjergene

Emmas værelse, hvor der er pinlig orden som sædvanligt

Dagligstue uden sofa men med en af Anders senge

Master bedroom

Udsigten fra den store tagterasse

Kan vi mon få et bad i Dubai?

2007-06-22T22:46:00.000+04:00

Problemerne ved at få vand vil åbenbart ingen ende tage. På trods af at det igen er tilladt at vaske bil, og græsset på offentlige arealer vandes dagligt, er vi igen uden vand. Både Joan og jeg har flere gange været på ejendomskontoret og snakket med ejendomsinspektør Hussein og manager Jessie. Det er efterhånden meget svært at bevare fatningen, når vi får besked på at vandet er på vej "Insallah" (om Allah vil).

I starten skyldtes vandmanglen problemer med den offentlige forsyning efter cyclonen Gonu. Da den blev mere stabil var der problemer med pumperne i ejendommen. Da pumpeproblemerne blev løst skulle vandet pumpes fra en centraltank og ud til de decentrale tanke, der findes ved hver opgang. Da ejendommen ligger på en bakke, og vi bor på øverste etage i den opgang der ligger øverst på bakken - og længst væk fra centraltanken - fyldes vores tank sidst.

I onsdags var den helt gal. Vi have igen været uden vand - denne gang i to dage - og vi var efterhånden godt trætte af at tage bad i 1.5 liters kildevandsflasker, som vi dagligt slæber hjem fra supermarkedet. Joan var på ejendomskontoret 3 gange, og fik hele tiden at vide at vandet var på vej. Da jeg kom hjem fra arbejdet gik vi begge på kontoret. Efter lidt ventetid kom Jessie og Hussein. Vi fik den samme sang fra de varme lande om Jessies problemer med lejerne og myndighederne, men hun var virkelig opsat på at hjælpe os, og da jeg kunne forklare hende hvordan hun kunne skaffe vand, gik der ikke lang tid før hun beordrede håndværkerne til at lukke for forsyningen af vand til de opgange, der ligger tættere på centraltanken. Samme aften havde vi vand igen, og vi har haft vand hele weekenden.

Vandmanglen er klart vores største problem for tiden, men det er langt fra det eneste. Vores indbo er stadig ikke kommet, og børnene savner virkeligt deres ting (og jeg savner en sofa som jeg kan ligge i efter arbejdet). Skibet med vores indbo var planlagt til at ankomme den 13. juni, men det skulle lige en tur forbi Dubai først. Nu skulle det være ankommet til Muscat, men i onsdags fik jeg så at vide, at intet kan forlade havnen før politiets computer er oppe at køre igen om 2-3 uger.

Samme computer er skyldt i at vores ferie til Dubai er i fare. Joan og børnene har ikke den obligatoriske road-permit, som er en tilladelse alle omanere og expads skal have før de kan forlade Oman i bil. Tilladelsen gives af politiet, men det kan de ikke når computeren er i stykker. I 2 uger har vi håbet på at det skulle lykkes at få en road-permit. I tirsdags så det endelig ud til at det kunne lykkes, men onsdag kom svaret at vi ikke kunne få vores tilladelse.

Det mest irriterende ved at hele er at vi bor i et land, hvor alting kan lade sig gøre, hvis man kender systemet. Bl.a. derfor har vi lokalt ansatte på kontoret, som skal hjælpe med disse ting. Men de vil helt sikkert ikke gå over i historiebøgerne for deres proaktivitet og initiativ.

Lørdag vil en kollega på kontoret forsøge at skaffe tilladelsen til Joan og børnene. Selvom det ikke lykkes har vi pakket vores ting og er besluttet på at køre op til grænsen. Der går nemlig et rygte om at man godt kan komme over grænsen, men nogen garanti vil ingen give. Så efter at have bestilt og afbestilt hotelværelser flere gange har vi nu 3 overnatninger på Novotel. Planen er bl.a. at komme i verdens største vandland og få pudset stilen af på den store indendørs skibakke i Emirates Mall (insallah).

Sommerferieplaner i Danmark

2007-06-22T22:15:00.000+04:00

Så er flybilletterne til Danmark bestilt.

Joan og børnene rejser til Danmark den 28. juni og ankommer til Kastrup den 29. juni kl. 11:05 med SK640. Jeg rejser lidt senere, nemlig onsdag den 11. juli med ankomst til Kastrup den 12. juli - også med SK640 fra Frankfurt. Vi flyver alle retur til Oman den 21. juli.

Joan og børnene har lånt Henrik og Birgittes hus i Hvidovre, hvor de regner med at bo indtil den 5. juli, hvor de tager til Jylland for at besøge familien der. Den 12. juli tager vi alle fire til Rørvig, hvor vi har lånt farmor og farfars sommerhus. Når vi har fejret Anders fødselsdag den 19. juli begynder vi at pakke sammen til hjemrejsen, hvor vi skal være i lufthavnen allerede kl. 06:00.

Vi håber at familie og venner har tid til at se os mens vi er i Danmark, og børnene glæder sig rigtig meget til at møde vennerne.

Vandmangel

2007-06-15T07:38:00.000+04:00

Så kom vi på nettet igen!!!

Lige i øjeblikket går det rigtig godt med at løse de problemer vi har oven på stormvejret i sidste uge. Det er bare sådan, at hver gang vi får løst et problem opstår der et nyt. Nu har vi kæmpet hårdt med at få internetforbindelse. Da det endelig lykkedes blev kablet revet over af regnmasserne. Nu er kablet repareret men så forsvandt vandet!

Vi har nu været uden vand i snart 3 dage, og ingen ved hvornår det kommer tilbage. Vores badekar er ved at være tomt for det vand vi hamstrede før stormen. Heldigvis har kollegaer i andre bydele vand så vi kan få et bad - bare en gang imellem. Stort set alle i det kompleks vi bor i mangler vand, og det kan ses på vandstanden i poolen, der er faldet en del fordi vi henter vand til at skylde toiletterne. For at vi kan holde ud at være i nærheden af hinanden er det slut med løbeture i motionscenteret og solbadning i 43 graders varme.

I de værst ramte områder af byen er vandet stort set forsvundet og blevet afløst af støv og affald i ufattelige mængder. Oprydningen er i gang, men områderne ligner fortsat en blanding af Gaza og Irak (bortset fra at her er der ingen vold og plyndringer).

Vi har også været nødt til at udskyde vores ferie til Dubai. Joan og børnene skal have en "road permit" for at kunne komme ud af landet i bil. Men politiets computer står i en kælder i et af de hårdt ramte områder. Ingen ved hvornår den bliver tør, så vi kan få de nødvendige tilladelser. Indtil videre har vi udskudt vores ferie en uge.

Billetterne til sommerferien i Danmark er bestilt. Joan og børnene kommer hjem den 29. juni og jeg kommer hjem den 12. juli. Joan og børnene er i Danmark i 3 uger. Planen at tilbringe den første uge i København, hvor vi har lånt familien Høgedals hus i Hvidovre. Den anden uge regner Joan med at tage til Jylland og besøge familien der. Den sidste uge vil vi tilbringe i Rørvig, hvor vi fejrer Anders fødselsdag inden vi rejser hjem den 21. Juli.

Vores indbo skulle efter planen være ankommet til Oman i onsdags. I morgen starter en ny arbejdsuge, og noget af det første jeg skal have gjort er at finde ud af om planen holdt. Vores lejlighed er meget tom, og børnene savner deres ting, som de har undværet i 2 måneder. Før vi kan få vores indbo skal det gennem tolden. Jeg skal møde personligt op sammen med en PRO (Public Relations Officer = bybud) fra kontoret. Hvis vore indbo er ankommet skulle dog være en forholdsvis simpel ting at få ordnet - hvis ikke toldvæsnets computer på havnen også er oversvømmet...

Cyklonen Gonu

2007-06-09T13:38:00.000+04:00

Onsdag d. 6. juni blev Oman ramt af det værste uvejr siden man begyndte at registrere vejrdata i 1944. Årsagen er Guno, der er en tropisk cyklon. Regnvejr er ret usædvanligt i Oman, og regn i juni måned er endnu mere unormalt. Rygterne om Guno begyndte om søndagen, og de tog til i løbet af ugen efterhånden som cyklonen nærmede sig og er tog til i styrke. Varslet har været en kategori 4-5 storm med 12m høje bølger langs kysten.

Tirsdag formiddag begyndte folk at hamstre vand, brød og stearinlys, og forholdene mindede om situationen op til storkonflikten i 1998, hvor danskerne begyndte at hamstre gær. Men bortset fra de tomme hylder i supermarkedet er forberedelsen til cyklonen foregået stille og roligt, og der har ikke været tilløb til panik.

På kontoret blev vi allerede tirsdag middag blev vi bedt om at pakke vores ting sammen og tage vigtige papirer med og bringe dem i sikkerhed. Kontoret ligger tæt på vandet, og det er ikke bygget til at modstå en orkan. Kollegaer, der bor tæt på kysten blev bedt om at flytte ind hos kollegaer, der bor længere væk, eller alternativt at flytte på hotel. Da vi bor et stykke fra kysten, og vores lejlighed ligger i læ for vinden, kunne vi bare tage hjem og vente. Det var en mærkelig fornemmelse at sidde og vente. Vejret var stadig fint bortset fra at der var skyer på himmelen.

Tirsdag eftermiddag udstedte Sultanen et dekret, der pålagde alle firmaer at holde lukket til og med lørdag. Han er nu flink nok ham sultanen. Der er bare det ved det, at jeg har alle de papirer med hjem som jeg skal bruge for at kunne udføre mit arbejde hjemmefra.

Børnenes skole blev også lukket i løbet af eftermiddagen. Det gjorde nu ikke så meget, da de kun havde en skoledag tilbage inden sommerferien.

Regnen begyndte ca. kl. 4 onsdag morgen. Der hvor vi bor mindede det om kraftig dansk regnvejr, bortset fra at det regnede konstant i 24 timer. Temperaturen faldt fra de normale 40 grader til ca. 25 grader.

Da husene ikke er bygget til at modstå regn brugte vi det meste af dagen med at tørre vand op fra stuegulvet. Det er også lykkes for at få flyttet de sidste ting på plads i vores nye lejlighed. Til aften gik strømmen så måtte sidde i stearinlysets skær og skive og læse.

Torsdag kunne skaderne gøres op. Der er faldet ca. 20cm regn på ca. 24 timer (ud fra vandstanden i poolen at dømme), 20 er omkommet og 24 savnes. Veje og broer er skyllet væk, hovedforsyning for el, gas og vand er væk, træer er væltet og oversvømmelserne er meget større end da det regnede sidste gang i marts måned. Der kommer til at gå mange uger – hvis ikke måneder - inden vandet er væk og infrastrukturen genopbygget.

Ligesom alle de andre var vi ude og køre torsdag for at se på skaderne. Stranden er væk; vi så en motorbåd der var slynget op i et hus ca. 500m fra stranden; biler stod under vand; i ambassadekvarteret var diplomaterne i gang med at skove mudder ud af deres huse; vejen til børnenes skole er skyllet væk og det samme er kystvejen; et fjernlager for nye biler var blevet ramt af en flodbølge af gigantiske dimensioner så nogle biler lå begravet under flere meter mudder mens andre var blevet kastet rund var vandmasserne. Hele dagen har helikoptere fløjet til skadekommende til hospitalet, der ligger tæt på hvor vi bor.

Vi er på nettet - måske...

2007-06-09T13:36:00.000+04:00

Så har vi endelig fået ADSL i lejligheden!

Vi har haft en aftale med den forrige lejer af vores nye lejlighed at vi kunne overtage hans telefon og ADSL og derved springe ventelisten på ADSL over. Efter er par besøg hos Omantel (det nationale telefonselskab), hvor den forrige lejer har arbejdet som konsulent, fik vi overført hans abonnement. Vi fik udfordret forretningsgangene hos Omantel men efter lidt diskussion lykkedes det.

Der er gået et par dage før vi har fået checket om internettet virker, da vi har haft travlt med at flytte og indrette lejligheden. Men i forbindelse med cyklonen Guno er kontoret lukket og vi blevet sendt hjem. Det har givet en ekstra fridag og dermed tid til at finde ud af hvordan vi bliver koblet op.

Onsdag morgen lykkedes det, men nu er strømmen gået vi er uden forbindelse igen. Ingen ved hvornår vi har internet igen - men der har været hul igennem

Nyt fra Oman

2007-05-21T08:12:00.000+04:00

Nu er det efterhånden ved at blive hverdag for os hernede. Det er på mange måder rart, da vi ikke står overfor helt nye udfordringer hver dag. Alligevel er der stadig en masse praktiske ting der stadig skal ordnes.

Vi har været oppe og snakke med lejeren af den lejlighed vi snart skal overtage. Vi har aftalt at købe nogle af hans ting brugt, så vores budget til møbler kan række lidt længere. Desuden vil vi forsøge at overtage den forrige lejers telefon og ADSL. Det betyder, at Joan og børnene snart kan komme på nettet, og det glæder vi os alle til.

Vores indbo er endelig afsendt fra Danmark. Det har taget noget tid, da vi måtte vente på vores nye sofaer. Vi har fået at vide at møblerne ankommer med skib til Oman d. 13. juni.

Vi er ved at forberede flytningen. Vi har bl.a. købt en masse møbler, som står pakket ind i papkasser i soveværelset. Derfor kniber det efterhånden med pladsen hvor vi bor, så vi håber på at få en endelig dato for hvornår vi kan flytte ind når der er inspektion af lejligheden den 26. maj.

Joans hverdag er også ved at komme i faste rammer - Hun kører hver morgen kl.8 af sted med ungerne til skole - Emma vil gerne være i god tid (skolen starter kl.8.30). Vi har ansat en Indisk kvinde som er vores maid - Hun kommer hver mandag i 4 timer. Hendes job består i at rengøre lejligheden og stryge vores tøj. Fra en rengøringseksperts øjne er hun ikke til UG. Tænk hvis man på Hillerød sygehus har 4 timer til en let møbleringsgrad på ca. 120 m2 - så vi "overdrager" hende til den næste lejer af lejligheden. Vi håber på bedre held med den maid vi kan overtage sammen med den nye lejlighed. Dagene bruges også til indkøb og kaffehygge med de andre kvinder i området. Hver mandag aften synger Joan i et kor, som har øvelokaler på The British School. Joan nyder at komme lidt væk om aftenen.

Vi har investeret i et årskort til det lokale motionscenter - så Joan har nu løbetrænet 3 gange - planen er at hun vil træne hver anden formiddag. Jeg har også været i montionscenteret for at løbetræne og "pumpe jern". I starten kunne jeg løbe udenfor om morgenen men nu er det blevet for varmt. Jeg kan allerede nu mærke at styrketræningen hjælper på min dårlige ryg.

Emma og Anders glæder sig til skolen slutter den 6. juni. Inden da er der diverse udstillinger og afslutningsceremonier der skal overstås. Herunder kan I se Emma's "palmebillede", som hun har lavet i Art. Selvom hverken Emma eller Anders vil indrømme det, gør de store fremskridt med sproget. Begge børns passive ordforråd er efterhånden ret stort, og om aftenen forsøger de at sige mere og mere på engelsk, mens de er i trygge rammer. Emma gør også store fremskridt med matematikken, som hun træner meget flittigt. Det lægger et vist pres når der er test hver dag, men helt tilfreds med fremdriften er Emma nu ikke.

Vi har efterhånden også fundet ud af hvad vi vil gøre i sommerferien. I juni vil jeg arbejde 4 dage om ugen så vi kan komme på nogle længere ture i weekenden. Vi har bl.a. snakket om at tage på storbyferie i Dubai og på skildpaddejagt på Turtle Beach. I uge 27 tager Joan og børnene til Danmark og jeg følger efter i uge 29, så vi kan fejre Anders fødselsdag sammen i Danmark. Da vores hus er lejet ud regner vi med at bo i Rørvig, og hvor vi ellers bliver tilbudt husly.

I weekenden forsøger vi stadig at komme ud i naturen. Pga. af varmen foretrækker vi bjergene, hvor temperaturen er ca. 10 grader lavere end i byen. Men selv i bjergene skinner solen ubarmhjertigt, og skygge er der ikke meget af, som det fremgår af billedet af Anders herunder. I sidste weekend var vi på tur med familierne Høgedal og Purdy igen. Denne gang gik turen til Jabelakhdar eller "de grønne bjerge". Vi havde endnu en dejlig tur, som dog startede med at Adrian og jeg fik skældud af en lokal Omaner, fordi vores shorts ikke dækkede knæene. Jeg vil ærligt indrømme, at der gik noget tid før jeg fandt ud af hvad manden havde på hjertet.

Wadi Quari

2007-05-12T08:10:00.000+04:00

Fredag d. 27. april var vi igen på tur op i bjergene med familien Høgedal. Og denne gang havde vi også følgeskab af familien Purdy, der også lige er kommet til Oman, og som består af Else og Adrian samt deres to børn Sophia og Helena. Sofia går i parallelklasse med Emma og Helena går i klasse med Anders på TAISM.

Wadi Quari ligger i behagelig køreafstand fra Muscat, og den sti (track) vi skulle følge op igennem wadien starter kun 1 km fra hovedvejen, så der var ikke behov for så meget off-road kørsel denne gang.

Turen op gennem Wadi Quari foregår på en Falaj, der er en kanal, der fører vand fra pools i bjergene og ned til landsbyerne. Da vandet bruges som drikkevand i landsbyerne er det ikke tilladt at bade i de pools, der ligger oppe i bjergene. Men vi tog nu vores badetøj med op gennem wadien alligevel. Da vi fandt ud af hvor meget gedelort der lå i Falaj'en havde vi ingen skrupler med bade i de pools vi håbene på at finde.

Vi havde en fantastik vandretur, hvor der var udfordringer for alle og overraskelser i form af geder, der pludselig sprang ud fra buskene og løb hen imod os. Efter ca. 1 time kom belønningen, der bestod af krystalklare pools, som bare ventede på at vi hoppede i. Men som vi har oplevet før havde vi pludselig følgeskab af unge omanske mænd, og Joan, Birgitte og Else måtte igen se misundeligt til mens vi andre badede. Da det ikke så ud til at de omanske mænd havde tænkt sig at forsvinde foreløbigt tog pigerne til sidst en rask beslutning og hoppede i vandet med alt tøjet på.

Da vi havde fået tørret tøjet og spist frokost gik vi retur til bilerne. På vejen hjem gjorde vi holdt i en Oase, hvor vi fik kaffe og kage under daddel palmerne.

Gedemarked i Niswa

2007-05-09T16:46:00.000+04:00

Niswa, der ligger inde i landet ca. 140 km fra Muscat, er den gamle hovedstad i Oman. Byen er berømt for sit gedemarked, fortet og souken (basaren). Vi besluttede os for at prøve alle tre ting, men desværre betød det, at vi var nødt til at stå op kl. 05:00 om morgenen for at nå til Niswa kl. 07:00, hvor gedemarkedet starter. Der blev ikke udvekslet mange ord på vejen til Niswa. Da vi ankom kl. 7:30 var byen fuld af liv, og det var tydeligt at fredag er den helt store markedsdag - ikke kun for handel med dyr - men også for handel med alt muligt andet.

Efter at have orienteret os besluttede vi os til at gå efter lyden af brøl fra køer, geder og høns. Da vi nærmede os kunne vi se bøndernes pick-up's, hvor der stod geder og køer på ladet parat til at skifte ejermand for den rigtige pris. Selve markedspladsen er et stort cirkulært område, hvor der forhandles om prisen inde i midten, mens dyrene står bundet til pæle ude i periferien. Der var en livlig handel, og det var sjovt at gå rundt blandt omanerne og se hvordan det hele foregik. Et tydeligt tegn på at vi var blandt mennesker fra landet var at mange kvinder ikke kun gik med slør, men også havde en maske for at skjule pande og næse (det er ikke tilladt at fotografere kvinder forfra, så vi kan ikke vise billeder af maskerne).

Efter gedemarkedet var vi en tur i souken, som er renoveret og ført tilbage til den oprindelige stil af den danske arkitekt Ole Larsen, der også er arkitekt på lufthavnsprojekterne. Souken er delt op i grøntsags marked, kødmarked, fiskemarked samt et kunsthåndværksmarked. De første 3 markeder er for de lokale, mens kunsthåndværksmarkedet er for turister. Turen gennem fiskemarkedet var en speciel oplevelse. På gulvet lå tunfisk og hajer i en stor blodpøl og dænget til med fluer, mens de ventede på at blive solgt. Men da både Emma og Anders var ivrige efter at se en haj i virkeligheden overvandt de synet af blod og fluer bare for at få et syn af de store fisk.

Efter souken var det en tur på Bahla Fortet, der er det ældste i Oman og erklæret bevaringsværdigt af UNESCO. Oppe fra det store tårn er der en fantastisk udsigt over byen og bjergene. Kl. 11 var vi trætte og besluttede os til at køre hjem og nyde eftermiddagen ved poolen.

På vejen hjem ventede der endnu en stor oplevelse, idet vi så vores første kamel, der gik og spiste af træerne langs motorvejen. Begejstringen ville ingen ende tage, selvom vi godt ved at vi kommer til at se mange flere kameler, når vi på et tidspunkt bevæger os ud i ørkenen.

Mors bil

2007-05-05T07:27:00.000+04:00

I en periode syntes Joan, at der ikke var behov for endnu en stor bil, da det er relativt nemt at følge med i trafikken. Men der sker mange alvorlige ulykker hernede, og somme tider føles det lidt som at køre radiobil i Tivoli. Der er ca. 10 gange så mange dødsfald i trafikken i Oman sammenlignet med Danmark på trods af at der kun bor halvt så mange mennesker. Derfor er det vigtigt at have en stor bil (se også indlægget om det trafikuheld Anders har været involveret i).

Nu har Joan også fået en ordentlig bil. Valget faldt på en Mitsubishi Outlander 2.4 aut fra 2005, der har kørt 16.000 km. Pris 88.000 kr. Bilen er typisk Japansk med et lidt kedeligt interiør, men alting fungerer perfekt, kvaliteten virker god og bilen kører fantastisk.

Sammenlignet med Danmark er der generelt en meget ringe forbrugerbeskyttelse i Oman. En af de få undtagelser er garantier på biler. Alle mærker har minimum 3 års garanti, og flere af de japanske mærker har op til 10 års garanti på bilen uanset antallet af kørte km. Citroen er et meget lille mærke i Oman, og de forsøger at øge salget af deres C4 med en garanti der dækker op til 1.000.000 kørte km. På vores Mitsubishi er der forsat 8 års fabriksgaranti.

Vi overvejede meget at købe en ny Suzuki Grand Vitara, som er den eneste 4 hjultrækker vi vil have råd til i Danmark. Vi blev lidt skuffet da vi prøvekørte Suzukien, så den blev hurtigt dømt ude. Et andet alternativ var en ny Toyota Rav 4 med en 2.4 l motor, der kører fantastisk og kun koster 135.000 kr. i Oman. Toyota har et fantastisk flot showroom, og mange COWI folk har købt bil her, så vi ville være sikker på at få en ordentlig behandling.

Alligevel valgte vi at prøve kræfter med en brugtvognsforhandler. Og det har været en sjov oplevelse. Der var absolut ingen service her, og vi forhandlede om prisen igennem 2 uger. Da vi endelig blev enige om en pris skulle vi bare aflevere en kuvert med pengene hvorefter vi kunne køre i bilen. Forhandleren klarede indregistrering og forsikring efterfølgende. Mit navn står på arabisk på indregistreringskortet, så nu håber at jeg er registreret som ejer af bilen.

I en

Trafikuheld

2007-04-30T09:51:00.000+04:00

Anders har desværre været indblandet i et mindre trafikuheld. For første gang skulle Anders hjem til hans gode kammerat Jacob. Men netop som Jacobs mor forlod skolen i hendes store firhjulstrækker blev hun påkørt bagfra af en omaner i en lille personbil. Der skete næsten ikke noget med firhjulstrækkeren, men personbilen fil en ordentlig bule. Joan kom forbi få minutter efter ulykken og tog Anders, Jacob og hans storesøster Ditte med hjem, så Jacobs mor kunne koncentrere sig om at det praktiske med politi og forsikringsselskab. Anders har taget det flot, og har fortalt ned i mindste detalje hvad der skete. Han siger, at han har lidt ondt i hovedet, men det er han næsten også nødt til at sige efter alle de spørgsmål han har fået om smerter i hoved og nakke. I morgen skal han checkes på hospitalet, og vi har også anmeldt uheldet til vores forsikringsselskab - just in case.

Emma til tandlægen

2007-04-30T09:47:00.000+04:00

Emma er ved at få sin første blivende kindtand. Desværre ser det ud til at den kommer lidt skævt ud. Emma har været meget bekymret for om mælketanden skal hives ud, om det gør ondt at få den fjernet, og om hun skal have bøjle. Derfor har vi været til check hos tandlægen, som anbefalede at fjerne mælketanden med det samme. Nu er tanden væk, men Emma er stadig bekymret for om alt nu er som det skal være, og om tandfeen også findes i Oman, og giver penge i den lokale valuta. Desuden checker hun tandsættet i spejlet flere gange om dagen. Stakkes pige…

(Tandfeen kom og havde husket Omanske Rialer)

Skolestart

2007-04-30T09:26:00.000+04:00

Da Joan og jeg var på en hurtig tur til Oman i januar fandt vi hurtigt ud af, at en stor udfordring ville være at få plads til Emma og Anders på en international skole. Der er to store internationale skoler, der optager ikke-engelsk talende børn: American British Academy (ABA) og The American International School in Muscat (TASIM). Vi fik hurtigt sendt en ansøgning til de to skoler vedlagt flotte udtalelser på børnene fra Virum skole. Kort tid før jeg tog af sted til Oman fik vi at vide, at børnene var optaget på TASIM, som var vores favorit skole.

Det hele gik så nemt, at det er svært at tro på, at der er problemer med at få plads på de internationale skoler. Men en kollega, der ansøgte om plads til sine børn en måned efter os, har kæmpet meget hårdt for at få plads til sine børn.

Inden skolestart skulle Emma og Anders testes i engelsk. For ikke at skræmme livet af børnene fortalte vi, at vi var inviteret op på skolen, så vi kunne se faciliteterne inden skolestart. Jeg gik sammen med Anders, og havde mulighed for at høre ham tale engelsk for første gang. Joan gik med Emma, som både skulle lave en mundtlig og en skriftlig test. Testen gik fint, og de mange penge vi har brugt på ekstra engelsk hos Berlitz inden vi tog af sted er vist ikke helt spildt.

Efter testen skulle der købes skoleuniform, der består af en polo shirt med logo og sportstøj til PE (physical education).

Vi fik at vide, at både Emma og Anders skulle starte i den klasse, der svarer til deres alder. Dvs. Emma i 4. klasse (4th grade) og Anders i 2. klasse (2nd grade). Så udover de sproglige udfordringer er de altså også rykket en klasse op!

Første skoledag var 15. april - en uge efter Joan og børnene var kommet til Oman. På trods af intensiv planlægning endte det alligevel med at Jeg skulle til møder i Danmark, så jeg ikke kunne være til stede på første skoledag.

Joan stod derfor med to glade og forventningsfulde børn på deres første skoledag. Den første uge var Joan på skolen hele dagen og pendlede mellem Emma og Anders klasser, der ligger i hver sin ende af skolen.

Efter første skoledag er de ikke helt så glade og forventningsfulde mere. Begge børn synes det er meget svært, og at dagene er lange, fordi de ikke forstår hvad læreren siger. Emma har det nok sværest, dels fordi niveauet er højt, og dels fordi hun meget gerne vil være perfekt. Emma har været ked af det og har grædt i timerne, når hun ikke kunne svare på lærerens spørgsmål. Her er et citat fra Emma om det at gå i skole: "Det er hårdt og kedeligt fordi vi sidder lang tid og ikke forstår noget. De kører hårdt på en pga. alle de test".

Anders har det også svært, men han er god til bare at følge med de andre børn og gøre ligesom dem. Her er et citat fra Anders: "Man får ikke mange lektier for. Det er meget svært at falde til. Herhjemme er det meget sjovt at være i swimmingpoolen. Det er meget svært at spille fodbold i den varme, men jeg gør det alligevel. Det er svært at læse engelske bøger så jeg starter med at læse Jumbobøger på dansk. Når jeg bliver bedre til engelsk læser jeg engelske bøger"

Socialt er begge børn faldet til meget hurtigt, og begge har fået kammerater i deres egen klasse og i deres parallel klasser. Der er 3 andre danske børn både i Emmas og Anders klasse - 2 drenge og 1 pige. Både Emma og Anders har fået en turor, der skal hjælpe dem i starten. Emma tutor er Linnea, der også bor i Oasis Residence. Emma og Linnea har lavet lektier sammen efter skole flere gange, og det er en stor hjælp for Emma. Linnea har været i Oman siden september 2006. Anders tutor er Jacob, der har været i Oman i et år. Både Linnea og Jacob tager opgaven at hjælpe Emma og Anders meget seriøst.

Børnene følger et normalt skema, som har alle de fag en dansk skole har - engelsk, matematik, billedkunst, gymnastik, musik, bibliotekstime osv. Men derudover har børnene "World Languages", hvor Emma og Anders modtager intensiv engelsk undervisning, mens andre børn går til arabisk og andre sprog. World Languages foregår dels i hold og dels som enetimer. Skoledagen er noget længere end i Danmark. Der er undervisning fra 8:30 til 15:30 hver dag. Dertil kommer lektier.

Der er mange test af børnene, specielt i Emmas klasse. Hver dag har skal børnene lave en matematikprøve på tid, og hver uge er der en staveprøve med ord, som hverken Joan eller jeg har hørt før.

Hat frem og tilbage

2007-04-24T07:47:00.000+04:00

Hat er en lille afsides by, der midt i det store bjergmassiv syd for Muscat. Turen til Hat går via Wadi Bani Awf, og når byen er passeret går vejen videre over et pas, der ligger i 2000 meters højde og med en fantastisk udsigt. På denne tur, der er en klassiker i Oman, er der virkelig mulighed for at få trænet off-road.

Kort tid efter jeg havde fået Rand Roveren besluttede jeg mig for at køre "kongeetapen" alene. Det var en fantastisk tur, men jeg blev overrasket over hvor langsomt der går fremad når man kører off-road. Da jeg gerne ville have asfalt under hjulene inden det blev mørkt blev det ikke til så mange stop på turen, men jeg lovede mig selv at gentage turen når familien kom til Oman.

Allerede først weekend efter familien kom til Oman blev turen gentaget. Henrik Høgedal, der er lige så stort et legebarn som jeg er, og formentlig også den på kontoret der har været flest steder i Oman, spurgte om vi ville med på en tur op i bjergene. Fredag morgen mødtes vi klokken 8:30 med Henrik og Birgitte samt deres to børn Alexander og Christoffer.

Vi startede med at køre ca. 170 km på asfaltvej inden det sjove begyndte. Efter 45 min off-road, hvor vi flere steder måtte køre i vand, kom vi til Little Snake Canyon, hvor planen var at vi skulle bade. Desværre havde en Omansk familie fået samme tanke, og da mændene synes det er meget interessant at se på kvinder i badedragt (de bader jo selv fuld påklædt) var der et massivt krav fra Joan og Birgitte om at køre videre. Vi fortsatte ca. 20 minutter, hvorefter vi parkerede bilerne og gik gennem slugten til et nyt vandhul.

Ifølge vores uundværlige off-road bog har Little Snake Canyon sit navn efter den måde kløften snor sig og ikke fordi der er slanger. Men da vi ankom til den sø vi skulle bade i så Birgitte med det samme en ca. 75 cm lang slange i vandet. Nogle Omanske mænd, der skulle havde deres ugentlige bad, kom hen til os for at se hvad vi kiggede på. De havde tydeligvis respekt for slangen og forsøgte at slå den ihjel ved at kaste sten på den. Det endte med at de fik jaget slangen ud på det dybe vand. Da de Omanske mænd var gået kunne vi begynde at bade. Det var noget af en overvindelse at hoppe ned til slangen, med det lykkedes alle at komme i vandet.

Efter lidt frokost gik turen videre op ad bjerget på den meget smalle vej. Flere steder er der så store stigninger, at der er lagt beton på vejen for at det overhovedet er muligt at komme opad. Planen var at gøre holdt på toppen og nyde udsigten med en kop kaffe. På det sidste stykke havde Land Roveren pludselig svært ved at trække og det gik meget langsomt fremad. Der gik mange tanker gennem hovedet, for vi var 200 km hjemmefra og der var meget øde. Da vi nåede toppen og kom ud på asfalt vejen kunne vi med det samme høre hvad der var galt - vi var punkteret. Joan og jeg sprang ud ad bilen og kunne konstatere at venstre forhjul var fladt og højre baghjul var eksploderet. Da vi kun havde et reservehjul var gode råd dyre - og der var ingen der tænkte på kaffe!

Det endte med at vi alle 8 satte os ind i Henrik og Birgittes bil og kørte nedad bjerget til en lille by, hvor vi fandt en mand, der kunne lave en midlertidig reparation af dækket. Henrik og jeg efterlod kvinder og børn i landsbyen og kørte op på bjerget igen for at montere hjulet. Da Land Roveren igen havde 4 hjul med luft i var det om at komme hjemad. Vi nåede lige akkurat hjem inden den midlertidige reparation måtte give op og hjulet punkterede igen.

På trods af problemerne med bilen en dejlig tur med mange gode oplevelser.

Hvordan man bliver en rigtig Omaner

2007-04-17T16:19:00.000+04:00

Efter en hård omgang fik jeg mit Residence Card og omanske kørekort d. 27 marts. Residence card svarer til en opholdstilladelse i Danmark, og er nødvendigt for at man hverken eje en bil, oprette en telefonforbindelse, ansøge om ADSL, åbne en bankkonto osv. Processen har været lang og besværlig, og i den periode det har stået på har jeg ikke måtte forlade landet.

Samlet har jeg stået i kø i 8 timer over to dage sammen med flere hundrede unge mænd fra Indien og Sri Lanka. Alle steder blev vi hundset rundt som kvæg. Første stop var et helbredscheck, hvor der blev lyttet på lungerne og taget en blodprøve. Jeg tror ikke lægen opdagede at jeg lige har haft lungebetændelse. Han havde i hvert fald meget travlt med at læse avis mens han lyttede på mine lunger.

Næste stop var hos politiet, hvor vi skulle have taget fingeraftryk. Der stod vi i en lang, lang kø i 2½ time. Da jeg var nummer 10 i køen var klokken 13:00 og de lukkede. Der var ikke andet at gøre end at komme igen næste morgen og stille sig op i køen igen. Også næste dag var køen lang, og den blev endnu længere i løbet af dagen. Da jeg var færdig startede køen ca. 50 m uden for bygningen (hvor temperaturen var 35 grader) og snoede sig i en slange inde i bygningen. Politiet virkede ret ligeglade med den lange kø. Der var typisk kun 1-2 personer der lavede fingeraftryk, resten så på.

Efter fingeraftryk var det videre til en anden afdeling hos politiet, hvor selve opholdstilladelsen blev lavet. Også her måtte jeg stå i kø for at få taget et billede og for at få taget fingeraftryk igen!!!

Et par dage efter kunne jeg så henvende mig til politiet igen for at få mit omanske kørekort. Man skal oplyse sin blodtype og have foretaget en kort synstest for at få et kørekort. Og da jeg ikke var 100% sikker på min blodtype måtte et en tur forbi lægen for at få taget en blodprøve igen.

Nu er det hele overstået, og så er det snart Joans tur...

Regnvejr 18 marts

2007-03-22T07:54:00.000+04:00

Oman er en ørkenstat. Men selv i ørkenen regner det en gang imellem. Og søndag d. 18 marts vågnede jeg kl. 03:00 til lyden af regn og torden. Et par dage forinden havde vi siddet i gæstehus 3 og snakket om hvor forudsigeligt vejret er i Oman. Derfor var jeg noget overrasket, da jeg hørte lyden af regn.

Regnvejr er absolut ikke til at spøge med. Jorden har meget svært ved at absorbere regnen. Og da byen ligger mellem bjergene og kysten, er der rigtig meget vand, der skal passere gennem byen når det regner. Det sker i såkaldte Wadi'er, der er de naturlige kanaler vandet har dannet gennem mange tusinder år. Wadierne starter oppe i bjergene (og er yndede udflugtsmål når det ikke regner) og fortsætter helt ud til kysten. Mange steder krydser Wadierne veje og mellem boligblokke.

Kl. 07:30 startede jeg bilen og kørte mod arbejdet. Der var rigtig meget vand, men jeg kom langsomt men sikkert på arbejdet. Ca. 15 min efter jeg var mødt kom en kollega, der havde kørt samme vej som mig. Hun har taget de billeder der er herunder. Vandet fra bjergene ramte byen kort tid efter jeg kom på arbejdet. Resultatet var totalt kaos. Vandstanden steg pludseligt, bilerne sejlede bogstavelig talt rundt og folk begyndte at vende på motorvejen og køre mod færdselsretningen. Billederne taler vist for sig selv.

I alt 4 mennesker mistede livet under regnvejret, politiet nåede lige at redde en kollega ud af hendes bil inden den sejlede bort og "druknede", Europecar mistede 18 4-hjulstrækkere da en P-plads skyllede væk, og her 3 dage senere er der stadig veje, hvor vandstanden er 30 cm på kørebanen. Samtidig kunne jeg læse på berlingske.dk, at det havde været haglvejr i Danmark og 5 biler var kørt galt.

Land Rover LR3

2007-03-22T07:25:00.000+04:00

Dette indlæg er obligatorisk for alle COWI ansatte i Oman: Historien om indkøb af bil. Jeg havde både set og hørt om kollegaernes vilde indkøb af biler, så forventningerne var på forhånd høje. De første mange dage gik med at se på nye og brugte biler. Generelt er prisen på en ny bil ca. 50 % af prisen i Danmark. Hvis man kan nøjes med en 1-2 år gammel bil er prisen 25-30 % af nyprisen i DK.

Inden jeg tog til Oman havde Joan og jeg snakket om at vi ville have en 4-hjulstrækker, og at det skulle være en af de modeller, der virkelig er i stand til at køre off-road. Det betød at Porsche Cayenne, BMW X5, VW Touareg og Volvo XC90 på forhånd var udelukket. Jeg havde gjort op med mig selv, at det mest ekstreme indkøb jeg kunne forestille mig ville være en Land Rover Discovery 3.

Pludselig var den der: Torsdag d. 8 marts, 6 dage efter jeg var ankommet til Oman, stod der en 15 måneder gammel LR3 V8HSE hos den autoriserede forhandler. Bilen havde alt i udstyr - undtagen varme i sæder og sidespejle. Efter en prøvetur og en snak om prisen slog jeg til. Pris 210.000 kr. som skal sammenlignes med en nyvognspris på 1.200.000 kr. i Danmark. Samme aften blev pengene overført uden at jeg havde andet en mundtlig aftale med forhandleren.

I Oman er det sådan, at man skal have Residence card (opholds og arbejdstilladelse) før man kan eje en bil. Det hele gik så hurtigt, at jeg modtog bilen før min opholdstilladelse var kommet i orden. Men det blev klaret ved at jeg kører på grønne forhandlerplader. Da bilen er indregistreret i forhandlerens navn og hans forsikring dækker, er jeg blevet rykket dagligt for mit Residence card lige siden.

Nu vil det så vise sig hvor driftsikker bilen er. Der er 3½ års fabriksgaranti på bilen, men kollegaerne på arbejdet siger, at jeg bliver rigtig gode venner med værkføreren. Nu må vi se…

Til de nørdede er her lidt data på bilen. Udstyrslisten er så lang at interesserede henvises til Land Rovers hjemmeside. Jeg indrømmer, at bilen ikke er særlig miljørigtig (det er svært når benzinen koster under 2 kr/l), men jeg lover at kompensere ved at cykle på arbejde når jeg kommer hjem til Danmark igen

V8 BENZIN Antal cylindre og ventiler: V8/32 Slagvolumen: 4.394 cm³ Hestekræfter ved omdr. pr. min: 299 hk (220 kW) ved 5.500 omdr. Højeste drejningsmoment ved omdr. pr. min: 425 Nm ved 4.000 omdr. Maksimal hastighed: 195 km/t 0-100 km/t (man./aut.): 8,6 sek. (aut.) Brændstofforbrug (man./aut.): 6,7 km/l (aut.) Frihøjde (terrænhøjde): 281 mm (luftaffjedring) Stigningsvinkel: 35° Hældningsvinkel: 35° Vanddybde (standard kørselshøjde): 600 mm Vanddybde (terræn kørselshøjde): 700 mm Egenvægt 2.450-2.525 kg. Totalvægt: 3.225 kg. Lasteevne: 800 - 675 kg. Tilladt trailervægt med/uden bremser: 3.500 kg/750 kg Rumindhold i tank: 86 liter

Vores lejlighed

2007-03-11T08:24:00.000+04:00

Hvad vi troede var umuligt har alligevel vist sig at være muligt. Vi har fået en penthouselejlighed i Oasis lejlighedskomplekset!!! Lejligheden ligger på 5. sal og har en stor vestvendt tagterasse, der vender ud mod bjergene. Lejligheden er meget stor og har rigelig med plads til os alle plus gæster. Vi kan overtage lejligheden nymalet ca 15 juni. Indtil vi kan flytte ind i lejligheden skal vi bo i anden og mindre lejlighed i Oasis.

Guest house

2007-03-09T22:32:00.000+04:00

Lørdag d. 3 marts 2007 ankom jeg efter en lang flyvetur med stop i Frankfurt og Bahrain endelig til Oman. Indtil jeg har fundet et hus til familien skal jeg bo i et såkaldt Guesthouse. Jeg håber på at finde et hus inden Joan og børnene kommer herned til Påske. Jeg bor sammen med 4 andre i et stort hus tæt på lufthavnen og tæt på stranden. Jeg har mit eget værelse og mit eget badeværelse. Stue og køkken er vi fælles om. Der kommer en maid hver dag og laver morgenmad, vasker tøj og gør rent. Om aftenen er der ret meget larm fra flyvemaskinerne der flyver lige hen over huset.