Vi har haft endnu et fantastisk år i Oman med mange gode oplevelser, men også udfordrende perioder, hvor det har været svært at finde en passende balance mellem privatliv og arbejde, som har krævet rigtig mange timer i år.
Emma og Anders har fortsat den fantastiske udvikling, og de har begge fået gode venner på TAISM. Begge børn bliver nu vurderet på lige fod med de Amerikanske børn, og de modtager ikke ekstraundervisning i Engelsk mere. For at det ikke skal blive for nemt er de startet på Fransk i stedet. Børnene følger godt med i klassen, bruger meget tid på lektier og får gode karakterer. Der bliver også brugt meget tid på de kreative fag. Emma er begyndt at spille tværfløjte, og hun øver meget så hun måske kan blive optaget i skolens orkester til næste år. Anders har vist sig at være god til det kreative. Han optrådte som ”Billy Boy” til sommer koncerten og han deputerede som rapper til skolen vinterkoncert for. Til foråret skal Anders deltage i skolens musical.
Emma er ved at blive en rigtig teenager. Joan og Henrik er bare ”så pinlige”, og hun har aldrig tid til at lave noget sammen med os mere. I stedet skal weekenderne helst gå med ”sleep over” eller en tur i biografen. Emma har ingen kæreste, for drenge er bare så dumme. Alligevel bruger hun mere og mere tid sammen med drenge, men dog aldrig uden hendes gode veninde Nykol, der kommer fra Venezuela, men har boet i Oman i 8 år.
Anders store interesse er fodbold og vennerne Mikkel og Rasmus. Anders har spillet i MCFL (Muscat Community Football League) I to sæsoner nu. I første sæson sluttede Anders hold på sidste pladsen, men I år er Anders startet på et ny hold, og det går det meget bedre. Faktisk ligger Anders hold på nuværende tidspunkt i toppen af gruppen. Det er fantastisk at se hvordan drengene har lært at spille som team, og Anders har udviklet sig som en god angriber, og han har allerede scoret 3 mål.
Vi har også oplevet en masse i år. Vi startede året men en tur til Egypten, hvor vi så Cairo og var på Nil-cruise. Vi blev overraskede over hvor koldt det er i Egypten om vinteren, og vi var chokerede over hvor fattigt landet er. Det var også i Egypten at vi oplevede et eksempel på at danskere ikke mere er så velkomne i nogle muslimske lande. Årsagen var naturligvis Muhammed tegningerne. I sommerferien var vi på en fantastisk, og meget lang, tur til Nordkap i Autocamper. Vi oplevede Norge fra den bedste side med sol og varme til langt nord for polarcirklen. Vi slutter året af med en vinterferie i Thailand, hvor vi nyder sol og strand i Khao Lak.
Det er naturligvis også blevet til mange gode ture i Oman. En stor oplevelse var en 3 dages tur gennem ørkenen, hvor vi sov i telt om natten, og det er også blevet til flere overnatninger på de fantastiske strande. I starten af året fik vi besøg af morfar samt Hans og børnene, og vi havde nogle gode ture i ørkenen og bjergene. Senere på foråret kom farmor og farfar forbi til en kombineret natur og storbys ferie, hvor vi var i Abu Dhabi og Dubai. Henrik og Anders har også haft nogle gode ture med Porsche klubben, hvor vi har kørt 200+ km/t på afsides veje i bjergene.
Økonomien har boomet i Oman i 2008, og det skyldes selvfølgelig olieprisen. For hver måned der er gået er der kommet mærkbart flere biler på gaden, og vi bruger mere og mere tid på at holde i kø, på trods af en massiv udbygning af vejnettet. Inflationen er tæt på 15%, og det kan mærkes at alting bliver dyrere. På trods af en massiv satsning på turisme er Oman meget afhængig af indtægterne fra olien, og det bliver spændende at se hvordan finanskrise og faldet i olieprisen vil påvirke samfundet i 2009. Der er nok ingen tvivl om at en mere afdæmpet vækst i en periode vil være gavnlig for landet.
Henrik og alle kollegaerne i COWI har arbejdet rigtigt meget i år for at få designet lufthavnene så langt at entreprenører kan afgive et bud så byggeriet kan komme i gang. Den tidsplan, der fra starten var stram, er blevet endnu mere presset pga. af de mange ændringer kunden har krævet (flytning af lufthavn, forlængelse af baner, nye bygninger, udvidelse af terminaler osv.). Resultatet er at flere arbejdsuger har været på 60 timer eller mere. Og selv om der nok har været moralsk opbakning hjemme fra Danmark og fra den lokale topledelse har der ikke været tilstrækkelig med ressourcer og styring på projektet. Resultatet er at rigtig mange medarbejdere (inkl. Henrik) er fuldstændig brændt ud på nuværende tidspunkt.
Henriks kontrakt udløber til sommer og på nuværende tidspunkt er vi ikke afklarede med om vi bliver i Oman. Både Joan og børnene trives, og de er klar til at blive endnu en periode. Henrik vil også gerne blive, men da organisationen er ved at blive lavet om fra en design til en tilsynsorganisation er det også vigtigt, at der er det ”rigtige” job.
Men inden vi tager hul på det nye år skal vi fejre jul. Vi kommer hjem fra Thailand den 23. december. Vi har allerede samlet juletræet og pyntet på til jul i lejligheden. De fleste af julegaverne er også købt, så vi regner med at være klar til juleand og ris a la mande den 24. december. Julefrokosten med tilhørende snaps har vi snakket om at indtage i ørkenen mellem jul og nytår sammen med gode venner, og nytårsaften skal vi holde sammen med kollegaer. Desværre fejrer muslimerne hverken jul eller nytår, så derfor er der ikke pyntet op til jul i byen, og det er strengt forbudt at fyre fyrværkeri af nytårsaften. Det er heller ikke helt usandsynligt at kunden indkalder os til møder den 24. december og den 1. Januar.
Med glædelige julehilsner og med ønsket om et godt nytår
Joan, Henrik, Emma og Anders
Saturday, December 20, 2008
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment