Den store tun

Siden vi var på fisketur i slutningen af november har snakken gået om hvem på arbejdet der kunne fange den største tun. Tun sæsonen starter normalt i februar, men pga. det kolde vejr er sæsonen forsinket i år.

Sidste torsdag var 3 kollegaer ude og fiske og de kom hjem med en tun på 80kg. Da vi fik det at vide tog Michael og jeg en rask beslutning om at holde fri en onsdag for at tage ud og fiske. Vi havde heldet med os og fangede hele 3 tun på 35kg, 50kg og 98kg. Der gik to timer fra den store fisk bed på til den var ombord, og det var en hård kamp, hvor vi måtte skiftes til at kæmpe med fisken. Bagefter var vi fuldstændig dehydrerede og kunne næsten ikke bevæge armene. Da vi kom i havn blev vores fangst det helt store tilløbsstykke.

Den udlejningsbil vi havde lånt kunne slet ikke rumme vores fangst, så vi måtte efterlade de to store fisk til kaptajnen og hans venner. Den lille tun tog vi med hjem og lavede til tunbøffer. Vi fik ca. 30 bøffer hver, og det er vist rigeligt. Kaptajnen har formentlig solgt de tog andre fik og tjent ca. 1000 DKK.

Michael og jeg har nu tun-rekorden i COWI-Larsen!

Emma 11 år

Så er Emma blevet 11 år. Fredag den 8 marts havde Emma inviteret 6 danske veninder, og en rigtig god dansk ven til bowling efterfulgt af pool party herhjemme. Emma nød dagen og var rigtig glad for de mange gaver hun fik. Den 10 marts blev Emma vækket til fødselsdagssang og gaver på sengen, og om aftenen tog vi på Shangri la Resort, hvor vi nød den gode buffet. Joan og jeg vidste, at både morfar og farfar havde sendt en fødselsdags hilsen til Emma for længe siden. Vi havde efterhånden mistet troen på at brevene ville komme frem til tiden, men den 10 marts lå brevene i postbunken hos COWI - se det er god timing. Emma hilser og siger tak for gaverne fra familien og Kristina: Converse sko, kikkert, DVD'er og sengetøj.

Vi er her endnu

Vi har lige været inde på vores blog og kan se at sidste indlæg er fra januar måned. Tiden er fløjet af sted, men vi er her stadig.

I slutningen af januar måned havde vi besøg af morfar, onkel Hans, Ida Marie, Rasmus og Emil. Desværre skulle Emma og Anders i skole, hvilket de absolut ikke var tilfredse med. Men når Emma og Anders var i skole kunne Joan vise "den jyske mafia" rundt i byen.

I weekenden tog vi til Wahiba Sands og red på kameler, overnattede i ørkenen og kørte off-road i sand dunes. Derefter tog vi til Jabal Shams, hvor vi overnattede i en camp i 2000 meters højde. Vi havde booket telte i camp'en, men heldigvis var der kommet nogle afbud, så vi fik tildelt hytter. Det viste sig at være en god ting, for om morgenen var der kun 7 grader, da vi startede turen til den forladte landsby. På vejen hjem fra Jabal Shams kørte vi en tur ind i Wadi Gul, der er Oman's Grand Canyon. Her blev vi bud på te hos de lokale tæppehandlere. Og selvfølgelig endte det med at vi købte både tæpper og nøgleringe.

Vi havde en dejlig uge, og vi nød at have besøg af familien, men vi har lovet Emma og Anders at næste gang vi får besøg skal det være når de har ferie.







Et par uger efter vi havde sagt farvel til morfar, Hans og børnene blev vejret rigtig koldt, og der skete det helt usædvanlige, at der faldt sne i bjergene. Et par dage efter snevejret tog vi op i bjergene og havde ikke forventet at finde sne. Men der var stadig en smule sne (is) tilbage, og det var en stor attraktion for Omanerne (og os andre).





I slutningen af februar måned var der "International Day" på TAISM. Selvfølgelig deltog Danmark i den Skandinaviske bod, hvor vi solgte frikadeller (lavet af kyllingekød) med agurkesalat, karrysild, drømmekage, havregrynskugler, kartoffelsalat og ris a'la mande mv. Boden var velbesøgt, og vi fik solgt det meste. Pengene gik til velgørende formål.

Vi har ikke mærket noget til "Muhammed krisen" i Oman, men vi holder meget lav profil. Joan og jeg er endnu ikke helt kommet os over at en fundamentalist fortalte os at vi som danskere ikke var velkomne, da vi var på juleferie i Egypten (og det var før tegningerne blev genoptrykt). Vi følger debatten på netaviserne, og har lidt svært ved at se formålet. Nok er der ytringsfrihed i Danmark, men det virker som om der er nogen der har glemt at høre efter i skolen, da de fik at vide at man skal respektere andre mennesker, og mobning ikke er tilladt. Hele sagen minder om et groft tilfælde af mobning efterfulgt af et slagsmål i skolegården. Problemet er at der ikke er en pedel, der kan gribe ind og stoppe slagsmålet. Uanset hvordan holdningen er derhjemme, er vi ikke særlig stolte over at være danskere i udlandet!