Saturday, December 27, 2008

Thailand

I år startede børnenes juleferie allerede den 8. december. Da muslimerne ikke fejrer jul, men "Eid-al-Adha" hedder det ikke "Christmas Break" men "Winter Break". Af samme årsag var vi ikke til "Christmas Concert" men til "Fall Musik Concert" på skolen lige inden ferien startede. Og igen af samme årsag blev der ikke spillet julemusik til koncerten.

Uanset hvad ferien hedder, havde vi besluttet os til at tage til Thailand i år. Flybilletterne blev bestilt den 19. november, og kort tid efter startede urolighederne i Bangkok som bl.a. førte til lukning af lufthavnen. Det var først da lufthavnen åbnede igen den 5. december at vi var nogenlunde sikre på at vi kunne komme af sted. Anders og Henrik fandt en god pris på Ramada Resort i Khao Lak, der ligger ca. 90 km nord for Phuket. Og så var vi klar til at komme af sted.

Turen med Etihad startede kl.5:00 om morgenen den 11. december, og turen gik via Abu Dhabi og Bangkok til Phuket. I Bangkok skulle vi gennem Immigration og hente vores bagage for på ny at tjekke ind hos Low Cost selskabet AirAsia. Desværre blev vi 1 ½ time forsinket til Bangkok, hvilket betød at vi ikke nåede flyet til Phuket. Gudskelov havde Thai Airways en senere afgang, så vi måtte købe nye billetter så vi kunne komme til vores bestemmelsessted, som vi ankom til kl. 2:00 om natten. Det var en lang tur, og vi var godt trætte.

Hotellet viste sig at være rigtigt godt, og vi fik et stort værelse med udsigt til pool og strand. De første par dage var der ikke ret mange gæster på hotellet men efterhånden som julen nærmede sig kom der flere. De fleste turister var fra Sverige og Tyskland.




Vi har alle haft et hårdt efterår, så vi nød at kunne slappe af ved poolen og gå ture på stranden og i byen, som dog ikke er en rigtig, by men en række mere eller mindre kønne skure der sælger alt hvad turisten begærer af kopivarer.

Vi var dog også på nogle længere ture. Den første tur gik til Similan Islands, der ligger en times sejllads fra Khao Lak. Similan Islands er kendt for deres koralrev, så vi medbragte alt vores snorkeludstyr - og vi blev ikke skuffede. Udover koralrev vil Emma og Anders også huske arrangørerne der var 3 unge mænd med bryster, langt hår, stramme bukser og lyse stemmer. Efter lang tid på båden, hvor Anders flere gange havde spurgt hvorfor vores guide var så fjollet, gik den rette sammenhæng pludselig op for ham, og han udbrød "men han er jo bøsse!!!". Vi havde en fantastisk sjov tur, hvor vi fik set en masse flotte fisk, Bounty strande og koraler.







Vi var også på "Elefant Trekking" og kanotur i Khao Sok National Park, der ligger ca. en times kørsel fra Khao Lak. Ingen af os har reddet på elefanter før, så det var en stor oplevelse at sidde 3 m over jorden og blive transporteret gennem regnskoven på en elefant. Elefanterne var konstant sultne, så "elefantførerne" havde travlt med at få elefanterne til at gå, da de egentlig hellere ville spise. Efter "Elefant trekking" gik turen til en af floderne i national parken, hvor 2 kanoer var klar til at give os endnu en oplevelse. Det var fantastisk at drive ned at floden, og høre alle lydene fra skoven. Det var tydeligt, at der var langt flere dyr end vi kunne se, men vi nåede dog at se aber, en leguan og en masse fugle.









Efter 10 dage i Khao lak gik turen til Bangkok, hvor vi havde en overnatning inden turen gik retur til Oman. På den korte tid vi havde i Bangkok nåede vi både at se hajer og andre kæmpefisk i Siam Ocean World, sejle i langhalebåd på Chao Phraya, vandre gennem China Town, besøge Wat Pho templet med den liggende Buda og naturligvis også besøge diverse shopping centre. Tempoet og støj niveauet føltes ulideligt efter driverlivet i Khao Lak.













Efter Bangkok gik turen hjemad via Abu Dhabi, hvor vi havde 3 timers ventetid inden flyet afgik til Muscat, hvor vi ankom klokken 04:00 den 23. december efter en dejlig ferie. Det er bestemt ikke sidste gang vi tager til Thailand.

Saturday, December 20, 2008

National Day på Khaluf Beach

Omans hersker Sultan Qaboos har fødselsdag den 18. november. Det er også på denne dato at man fejrer Omans National Day. Traditionen tro udsender Sultanen et dekret, der giver alle ansatte nogle fridage i forbindelse med National Day. Typisk får de offentlige ansatte flere fridage end de privat ansatte. Fridagene ligger altid efter den 18. november. Man skal jo være sikker at byen ikke er helt affolket på den store dag. Det er nu ikke fordi dagen er specielt folkelig. Godt nok begynder en mindre hær af Indere at pynte byen med flag og kulørte lamper ca. en måned før den store dag, og der er da også et kæmpe fyrværkeri på selve dagen. Men bortset fra det bliver sultanen og National Day fejret på en militærbase langt fra byen, og kun for et meget lukket selskab af generaler og ministre.

Men vi skal ikke klage. Vi får vores fridage en god undskyldning til at komme lidt væk fra byen. I år havde Leif og Marianne spurgt om vi ville med på camping sammen med deres to børn Freia og Stefan. Valget faldt på Khaluf Beach, der ligger ca. 450km syd for Muscat, på den anden side af Wahiba Sands.

Som sædvanligt skal man have alting med hjemmefra når man er på camping i Oman. Vi har efterhånden fået samlet en del campingudstyr sammen så vi kan bo komfortabelt, og da man også skal have vand og mad med til alle dagene blev Land Roverens bagagerum fyldt til loftet. Leif og Marianne havde glemt noget af campingudstyret, men gudskelov er Stefan ikke uden evner, så han fik hurtigt lavet et campingbord af drivtømmer, og da det begyndte at blæse fik han også lavet et læhegn af gamle palmeblade.

Selv om vi ikke havde noget GPS track fandt vi relativt hurtigt den flotteste strand, med 1 km til de nærmeste campister. Her tilbragte vi de næste 3 dage med ren afslapning, badning og diverse kreative aktiviteter. Drengene brugte det meste af en dag på at bygge en tømmerflåde af drivtømmer og fiskebøjer. Tømmerflåden blev forandret ude i vandet og brugt til at fiske fra. Det lykkedes faktisk at fange en del fisk men de blev alle sluppet fri igen. Vi fik også badet en del, og vi nød alle at surfe på de store bølger på vores medbragte surf-boards.

Det eneste besøg vi fik, var af en meget gammel skildpadde, som pludselig drev ind på stranden. Skildpadden var helt dækket af alger og virkede både gammel og meget afkræftet. Efter at have beundret det flotte dyr, hjalp vi skildpadden gennem brændingen og ud i havet, hvorfra den kunne klare sig selv igen.

Julehilsen

Vi har haft endnu et fantastisk år i Oman med mange gode oplevelser, men også udfordrende perioder, hvor det har været svært at finde en passende balance mellem privatliv og arbejde, som har krævet rigtig mange timer i år.

Emma og Anders har fortsat den fantastiske udvikling, og de har begge fået gode venner på TAISM. Begge børn bliver nu vurderet på lige fod med de Amerikanske børn, og de modtager ikke ekstraundervisning i Engelsk mere. For at det ikke skal blive for nemt er de startet på Fransk i stedet. Børnene følger godt med i klassen, bruger meget tid på lektier og får gode karakterer. Der bliver også brugt meget tid på de kreative fag. Emma er begyndt at spille tværfløjte, og hun øver meget så hun måske kan blive optaget i skolens orkester til næste år. Anders har vist sig at være god til det kreative. Han optrådte som ”Billy Boy” til sommer koncerten og han deputerede som rapper til skolen vinterkoncert for. Til foråret skal Anders deltage i skolens musical.

Emma er ved at blive en rigtig teenager. Joan og Henrik er bare ”så pinlige”, og hun har aldrig tid til at lave noget sammen med os mere. I stedet skal weekenderne helst gå med ”sleep over” eller en tur i biografen. Emma har ingen kæreste, for drenge er bare så dumme. Alligevel bruger hun mere og mere tid sammen med drenge, men dog aldrig uden hendes gode veninde Nykol, der kommer fra Venezuela, men har boet i Oman i 8 år.

Anders store interesse er fodbold og vennerne Mikkel og Rasmus. Anders har spillet i MCFL (Muscat Community Football League) I to sæsoner nu. I første sæson sluttede Anders hold på sidste pladsen, men I år er Anders startet på et ny hold, og det går det meget bedre. Faktisk ligger Anders hold på nuværende tidspunkt i toppen af gruppen. Det er fantastisk at se hvordan drengene har lært at spille som team, og Anders har udviklet sig som en god angriber, og han har allerede scoret 3 mål.

Vi har også oplevet en masse i år. Vi startede året men en tur til Egypten, hvor vi så Cairo og var på Nil-cruise. Vi blev overraskede over hvor koldt det er i Egypten om vinteren, og vi var chokerede over hvor fattigt landet er. Det var også i Egypten at vi oplevede et eksempel på at danskere ikke mere er så velkomne i nogle muslimske lande. Årsagen var naturligvis Muhammed tegningerne. I sommerferien var vi på en fantastisk, og meget lang, tur til Nordkap i Autocamper. Vi oplevede Norge fra den bedste side med sol og varme til langt nord for polarcirklen. Vi slutter året af med en vinterferie i Thailand, hvor vi nyder sol og strand i Khao Lak.

Det er naturligvis også blevet til mange gode ture i Oman. En stor oplevelse var en 3 dages tur gennem ørkenen, hvor vi sov i telt om natten, og det er også blevet til flere overnatninger på de fantastiske strande. I starten af året fik vi besøg af morfar samt Hans og børnene, og vi havde nogle gode ture i ørkenen og bjergene. Senere på foråret kom farmor og farfar forbi til en kombineret natur og storbys ferie, hvor vi var i Abu Dhabi og Dubai. Henrik og Anders har også haft nogle gode ture med Porsche klubben, hvor vi har kørt 200+ km/t på afsides veje i bjergene.

Økonomien har boomet i Oman i 2008, og det skyldes selvfølgelig olieprisen. For hver måned der er gået er der kommet mærkbart flere biler på gaden, og vi bruger mere og mere tid på at holde i kø, på trods af en massiv udbygning af vejnettet. Inflationen er tæt på 15%, og det kan mærkes at alting bliver dyrere. På trods af en massiv satsning på turisme er Oman meget afhængig af indtægterne fra olien, og det bliver spændende at se hvordan finanskrise og faldet i olieprisen vil påvirke samfundet i 2009. Der er nok ingen tvivl om at en mere afdæmpet vækst i en periode vil være gavnlig for landet.

Henrik og alle kollegaerne i COWI har arbejdet rigtigt meget i år for at få designet lufthavnene så langt at entreprenører kan afgive et bud så byggeriet kan komme i gang. Den tidsplan, der fra starten var stram, er blevet endnu mere presset pga. af de mange ændringer kunden har krævet (flytning af lufthavn, forlængelse af baner, nye bygninger, udvidelse af terminaler osv.). Resultatet er at flere arbejdsuger har været på 60 timer eller mere. Og selv om der nok har været moralsk opbakning hjemme fra Danmark og fra den lokale topledelse har der ikke været tilstrækkelig med ressourcer og styring på projektet. Resultatet er at rigtig mange medarbejdere (inkl. Henrik) er fuldstændig brændt ud på nuværende tidspunkt.

Henriks kontrakt udløber til sommer og på nuværende tidspunkt er vi ikke afklarede med om vi bliver i Oman. Både Joan og børnene trives, og de er klar til at blive endnu en periode. Henrik vil også gerne blive, men da organisationen er ved at blive lavet om fra en design til en tilsynsorganisation er det også vigtigt, at der er det ”rigtige” job.

Men inden vi tager hul på det nye år skal vi fejre jul. Vi kommer hjem fra Thailand den 23. december. Vi har allerede samlet juletræet og pyntet på til jul i lejligheden. De fleste af julegaverne er også købt, så vi regner med at være klar til juleand og ris a la mande den 24. december. Julefrokosten med tilhørende snaps har vi snakket om at indtage i ørkenen mellem jul og nytår sammen med gode venner, og nytårsaften skal vi holde sammen med kollegaer. Desværre fejrer muslimerne hverken jul eller nytår, så derfor er der ikke pyntet op til jul i byen, og det er strengt forbudt at fyre fyrværkeri af nytårsaften. Det er heller ikke helt usandsynligt at kunden indkalder os til møder den 24. december og den 1. Januar.

Med glædelige julehilsner og med ønsket om et godt nytår

Joan, Henrik, Emma og Anders

Saturday, September 13, 2008

Bryllups- og fødselsdag

Den 11. september er en stor dag hos familien Simonsen/Kjeldsen. Det er nemlig den dag vi fejrer både bryllupsdag og fødselsdag. I år kunne vi så fejre 11 års bryllupsdag og Henrik kunne fejre sin 42 års fødselsdag. Vi var så heldige at den store dag i år ligger på en torsdag, hvor det er weekend i Oman. Derfor besluttede os for at fejre dagen med et weekendophold på The Chedi, der er byens bedste hotel.

Efter en køretur på kun 2 km ankom vi til vores destination, hvor vi tilbragte et døgn i vild luksus. Vi fik tildelt en suite med egen terrasse og udsigt til vandet og et badeværelse på størrelse med vores køkken-alrum i Virum. Når vi ikke var på værelset tilbragte vi tiden ved pool anlægget. Joan og Henrik fik også tid til en times massage.

Selvom det er Ramadan, var der ikke de store restriktioner på mad og drikke i dagtimerne. Henrik, der faster i sympati med muslimerne (og for at tabe sig), kæmpede for at holde fasten. Og det lykkedes næsten.

Tak til alle der har sendt fødselsdagskort og mailet til os.

Sunday, August 17, 2008

Skolestart

Så er Emma og Anders startet i skolen igen.


Onsdag og torsdag i sidste uge var der "Registration" på TAISM. Her skulle børnene aflevere en helbredserklæring, der skulle tages billeder til id-kort, børnene fik tildelt deres "Locker" og ikke mindst fik de at vide hvem deres lærer og klassekammerater bliver i det kommende skoleår. Der er ret stor udskiftning blandt eleverne så det er spændende at se hvem der fortsætter fra sidste skoleår, og hvilke nye elever der er kommet.

Både lærer og klassesammensætning ændres hvert skoleår. For Emma er der yderligere den udfordring, at hun starter i "Middle School", hvor undervisningsformen er anderledes, og der stilles andre krav til elevernes selvdisciplin. Anders fortsætter i "Elementry School".

Anders og Emma har været utroligt heldige.

Anders starter i 4th grade og har fået Mrs. Nadia Abougoush, som vi havde ønsket og håbet på. Han er også kommet i klasse med sine bedste venner - tvillingerne Rasmus og Mikkel. Anders er nu så god til engelsk at han ikke længere skal have specialtimer i Engelsk, i stedet skal han starte på Fransk.

Der ventede Emma en helt speciel overraskelse i sidste uge, da det viste sig, at der var lavet nogle ændringer i lærersammensætningen i sidste øjeblik. Det betyder at Mr. Tommy Duncan, som Emma havde sidste år, fortsætter som klasselærer i 6th Grade. Mr. Duncan har haft en enorm betydning for Emma's udvikling, og det er rigtig godt at han fortsætter. Emma skal også starte på Fransk, og modtager ikke længere specieltimer i Engelsk.

I dag (23. august 2008) var så første skoledag, hvilket er en stor dag i den danske folkeskole. På TAISM er det også en særlig dag, men den fejres ikke på samme måde som i Danmark. Men så er det godt at der er så mange danske børn på skolen, for det betød at vi ikke var de eneste der skulle have taget billeder af børnene foran skolen.

Emma og Anders var begge i fin form, men de skal lige vende sig til at de skal tidligt i seng og tidligt op. Den nervøsitet og gråd vi oplevede sidste år slap vi fuldstændigt for i år, og det er dejligt!


Saturday, August 16, 2008

Sommerferie 2008

Så er vi tilbage i Oman efter en dejlig sommerferie i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Joan og børnene tog til Danmark allerede den 15. juni så Emma og Anders kunne følge afslutningen på skoleåret i 4A og 2A på Virum skole. Joan brugte de første uger på at besøge venner og gamle kollegaer. Ud over skolen blev det bl.a. også til en dejlig tur på Bakken med farmor og farfar.


Da skolen var slut kom Hans forbi med Emil, Rasmus og Ida Marie, og Emma og Anders nød en god uge med fætre og kusiner - først i Virum og derefter i Skive og Blans.


Den 17. juli kom Henrik også til Danmark, og efter en uge i Virum kunne vi endelig starte på den rigtige ferie - en 3 ugers rejse til Nordkap i Auto camper. Fredag den 25. juli hentede vi autocamperen hos Neergaard camping i Hedehusene. Da vi ikke bor i Danmark kunne vi spare penge ved at leje en auto camper med tyske nummerplader - det var godt nok at spare nogle penge, men det føltes helt ærligt ikke særlig fedt at køre rundt i en bil på tyske plader. Men vi fik da kontakt til en del tyskere, som vi måtte skuffe med at vi ikke havde meget til fælles med dem.

Lørdag morgen var vi klar til at tage af sted, og så gik rejsen via Sverige og Norge til Nordkap. Vi havde fantastisk vejr stort set hele vejen. Emma og Anders badede i de Norske søer og fjorde så langt mod nord som på Lofoten.


Vi fik også vandret en enkelt tur ved Dovre fjeld, hvor vi holdt en pause fra landevejene. Vi fandt en god vandretur på 2 timer som vi mente vi være god for os. Efter 2 timer viste det sig at turen var på 2 timer hver vej og vi ente med at gå næste 5 timer, hvilket gav utilfredse børn med ømme fødder og vabler. Turen var dejlig men hold op hvor var vi trætte.

Efter at have slappet af og fået plastre på alle vablerne gik turen videre nordover via Trondheim og polarcirclen.

På opfordring fra farmor og farfar valgte vi at tilbringe et par dage på Lofoten, hvilket var en kæmpe naturoplevelse. Vejret var perfekt og udover den flotte natur fik vi set små idylliske fiskerbyer og den store høvdingegård, hvor der også var mulighed for at skyde med bue og pil og sejle med vikingeskib.
Efter Lofoten gik det videre mod nord langs de norske fjorde med den fantastiske natur.


Nordkap var en flot men barsk oplevelse. Vejret var ikke helt med os, men vi kunne læse i diverse bøger at vi oplevede Nordkap i typisk Nordkap vejr med en temperatur på ca. 5 grader og tåge. Der var dog opklaring i perioder så vi kunne opleve noget af den barske natur. Vi overnattede i regn og kulde på verdens nordligste campingplads. Næste morgen havde vi lejlighed til at se rener på meget tæt hold, da en større flok rensdyr lagde vejen forbi campingpladsen, som åbenbart havde noget særlig godt rensdyr græs. Der blev taget mange billeder at rensdyr den dag.


Efter Nordkap gik turen hurtigt mod tur gennem finmarken, hvor vi så flere rensdyr og lærte lidt om Skandinaviens indianere - Samerne - der gennem mange tusinde år har levet en nomadetilværelse i det allernordligste Skandinavien.

Efter Finmarken gik turen via Finland til Helsinki, hvor vi tog færgen til Stockholm. Herfra gik turen videre i fuld fart til Virum, hvor autocamperen skulle afleveres inden turen gik til Oman på Joan's fødselsdag den 15. august.


Det var en oplevelse at holde ferie i en autocamper, og da vi var på færten hver dag var det en fordel at vi meget hurtigt kunne pakke ud og pakke sammen. Men autocamperen var meget støjende at køre med, og man sad ikke særlig godt bagerst, hvilket var generende når man kører næsten 6000 km som vi gjorde.

Da Neergaard camping samtidig havde klistret alle skabe til med advarsler og prislister på alle de ting vi skulle erstatte, hvis vi lavede skader levede vi i konstant angst for at ødelægge noget.

Med 3 ugers leje og selvrisiko for skaden på bilen har vi betalt næsten lige så meget for at låne autocamperen i 3 uger som vi betalte for vores campingvogn, som trods alt er vores.

Vi boede på et utal af campingpladser, som typisk var ganske små og lå naturskønt helt ned til vandet. Et par enkelte gange boede vi på større pladser, så Emma og Anders kunne få lidt luksus i form af kæledyr, minigolf og andre faciliteter for børn.

Vi kom for sent til midnatssolen, men det var alligevel lyst hele natten, hvilket var en stor oplevelse for os, der er vant til at solen står op klokken 6 om morgenen og går ned klokken 6 om aftenen stort set hele året. Her er nogle midnatsbilleder fra Lofoten og Tampere i Finland.

Emma og Anders havde en kæmpe fordel ved at de er så gode til engelsk når de skulle spørge voksne om noget eller lege med andre børn.

Alt i alt har det været dejligt at være på ferie, så vi kunne gense venner og familie og få nogle andre oplevelser end dem vi får i Oman.