Thursday, March 22, 2007

Regnvejr 18 marts

Oman er en ørkenstat. Men selv i ørkenen regner det en gang imellem. Og søndag d. 18 marts vågnede jeg kl. 03:00 til lyden af regn og torden. Et par dage forinden havde vi siddet i gæstehus 3 og snakket om hvor forudsigeligt vejret er i Oman. Derfor var jeg noget overrasket, da jeg hørte lyden af regn.

Regnvejr er absolut ikke til at spøge med. Jorden har meget svært ved at absorbere regnen. Og da byen ligger mellem bjergene og kysten, er der rigtig meget vand, der skal passere gennem byen når det regner. Det sker i såkaldte Wadi'er, der er de naturlige kanaler vandet har dannet gennem mange tusinder år. Wadierne starter oppe i bjergene (og er yndede udflugtsmål når det ikke regner) og fortsætter helt ud til kysten. Mange steder krydser Wadierne veje og mellem boligblokke.

Kl. 07:30 startede jeg bilen og kørte mod arbejdet. Der var rigtig meget vand, men jeg kom langsomt men sikkert på arbejdet. Ca. 15 min efter jeg var mødt kom en kollega, der havde kørt samme vej som mig. Hun har taget de billeder der er herunder. Vandet fra bjergene ramte byen kort tid efter jeg kom på arbejdet. Resultatet var totalt kaos. Vandstanden steg pludseligt, bilerne sejlede bogstavelig talt rundt og folk begyndte at vende på motorvejen og køre mod færdselsretningen. Billederne taler vist for sig selv.

I alt 4 mennesker mistede livet under regnvejret, politiet nåede lige at redde en kollega ud af hendes bil inden den sejlede bort og "druknede", Europecar mistede 18 4-hjulstrækkere da en P-plads skyllede væk, og her 3 dage senere er der stadig veje, hvor vandstanden er 30 cm på kørebanen. Samtidig kunne jeg læse på berlingske.dk, at det havde været haglvejr i Danmark og 5 biler var kørt galt.











Land Rover LR3

Dette indlæg er obligatorisk for alle COWI ansatte i Oman: Historien om indkøb af bil. Jeg havde både set og hørt om kollegaernes vilde indkøb af biler, så forventningerne var på forhånd høje. De første mange dage gik med at se på nye og brugte biler. Generelt er prisen på en ny bil ca. 50 % af prisen i Danmark. Hvis man kan nøjes med en 1-2 år gammel bil er prisen 25-30 % af nyprisen i DK.

Inden jeg tog til Oman havde Joan og jeg snakket om at vi ville have en 4-hjulstrækker, og at det skulle være en af de modeller, der virkelig er i stand til at køre off-road. Det betød at Porsche Cayenne, BMW X5, VW Touareg og Volvo XC90 på forhånd var udelukket. Jeg havde gjort op med mig selv, at det mest ekstreme indkøb jeg kunne forestille mig ville være en Land Rover Discovery 3.

Pludselig var den der: Torsdag d. 8 marts, 6 dage efter jeg var ankommet til Oman, stod der en 15 måneder gammel LR3 V8HSE hos den autoriserede forhandler. Bilen havde alt i udstyr - undtagen varme i sæder og sidespejle. Efter en prøvetur og en snak om prisen slog jeg til. Pris 210.000 kr. som skal sammenlignes med en nyvognspris på 1.200.000 kr. i Danmark. Samme aften blev pengene overført uden at jeg havde andet en mundtlig aftale med forhandleren.

I Oman er det sådan, at man skal have Residence card (opholds og arbejdstilladelse) før man kan eje en bil. Det hele gik så hurtigt, at jeg modtog bilen før min opholdstilladelse var kommet i orden. Men det blev klaret ved at jeg kører på grønne forhandlerplader. Da bilen er indregistreret i forhandlerens navn og hans forsikring dækker, er jeg blevet rykket dagligt for mit Residence card lige siden.

Nu vil det så vise sig hvor driftsikker bilen er. Der er 3½ års fabriksgaranti på bilen, men kollegaerne på arbejdet siger, at jeg bliver rigtig gode venner med værkføreren. Nu må vi se…

Til de nørdede er her lidt data på bilen. Udstyrslisten er så lang at interesserede henvises til Land Rovers hjemmeside. Jeg indrømmer, at bilen ikke er særlig miljørigtig (det er svært når benzinen koster under 2 kr/l), men jeg lover at kompensere ved at cykle på arbejde når jeg kommer hjem til Danmark igen

V8 BENZIN Antal cylindre og ventiler: V8/32 Slagvolumen: 4.394 cm³ Hestekræfter ved omdr. pr. min: 299 hk (220 kW) ved 5.500 omdr. Højeste drejningsmoment ved omdr. pr. min: 425 Nm ved 4.000 omdr. Maksimal hastighed: 195 km/t 0-100 km/t (man./aut.): 8,6 sek. (aut.) Brændstofforbrug (man./aut.): 6,7 km/l (aut.) Frihøjde (terrænhøjde): 281 mm (luftaffjedring) Stigningsvinkel: 35° Hældningsvinkel: 35° Vanddybde (standard kørselshøjde): 600 mm Vanddybde (terræn kørselshøjde): 700 mm Egenvægt 2.450-2.525 kg. Totalvægt: 3.225 kg. Lasteevne: 800 - 675 kg. Tilladt trailervægt med/uden bremser: 3.500 kg/750 kg Rumindhold i tank: 86 liter