Saturday, November 24, 2007

Ørkentur i Wahiba Sands

Efter mere end 6 måneder i Oman blev det endelig tid til vores første tur i den rigtige ørken - (den der er lavet af sand) - hvor vi skulle overnatte i en camp. Efter succesen med Salalah planlagde vi turen sammen med Claus og Leise og deres 3 børn Manuel, Benedicte og Fillippa. Torsdag middag var der afgang fra Oasis med kurs mod mødestedet i udkanten af ørkenen. Efter vi var blevet krydset af på guidens lille seddel blev det meste af luften lukket ud af dækkene på bilen. Det er en nødvendighed for at kunne køre i sand. Derefter gik turen i kortege ind i ørkenen.

Første stop var kaffe og dadler hos en beduin familie. Derefter var vi ude og ride på kameler. Det var en stor oplevelse for os alle. Vi syntes godt nok at kamelerne var meget store og høje, og de prustede højlydt, da de skulle rejse sig med fuldfede danskere på ryggen. Efter kamelridning var det videre til lejeren, hvor vi fik tildelt fire hytter. Inden aftensmaden blev der tid til en lillebitte køretur, hvor vi lige netop gik glip af solnedgangen. Aftenen bød på god mad efterfulgt af arabisk musik og dans ved lejrbålet. Da lejeren ligger et godt stykke inde i ørkenen var månen eneste lyskilde.

Næste morgen var så den store dag, hvor vi skulle på køretur i ørkenen. Første tur ud over kanten på en "sanddune" er grænseoverskridende. Når man nærmer sig kanten er det vigtigt ikke at tage farten af bilen, hvis man vil undgå at sidde fast. Da man ikke kan se hvor sporet ender er det bare at håbe på det bedste. Når man er kommet ud over kanten går det nedad med en vinkel på omkring 40 grader. I to timer kørte vi opad og nedad - guiderne nogle gange baglæns. Land Roveren klarede opgaven perfekt, og vi sad ikke fast en eneste gang.
















No comments: