Ørkentur i Wahiba Sands

Efter mere end 6 måneder i Oman blev det endelig tid til vores første tur i den rigtige ørken - (den der er lavet af sand) - hvor vi skulle overnatte i en camp. Efter succesen med Salalah planlagde vi turen sammen med Claus og Leise og deres 3 børn Manuel, Benedicte og Fillippa. Torsdag middag var der afgang fra Oasis med kurs mod mødestedet i udkanten af ørkenen. Efter vi var blevet krydset af på guidens lille seddel blev det meste af luften lukket ud af dækkene på bilen. Det er en nødvendighed for at kunne køre i sand. Derefter gik turen i kortege ind i ørkenen.

Første stop var kaffe og dadler hos en beduin familie. Derefter var vi ude og ride på kameler. Det var en stor oplevelse for os alle. Vi syntes godt nok at kamelerne var meget store og høje, og de prustede højlydt, da de skulle rejse sig med fuldfede danskere på ryggen. Efter kamelridning var det videre til lejeren, hvor vi fik tildelt fire hytter. Inden aftensmaden blev der tid til en lillebitte køretur, hvor vi lige netop gik glip af solnedgangen. Aftenen bød på god mad efterfulgt af arabisk musik og dans ved lejrbålet. Da lejeren ligger et godt stykke inde i ørkenen var månen eneste lyskilde.

Næste morgen var så den store dag, hvor vi skulle på køretur i ørkenen. Første tur ud over kanten på en "sanddune" er grænseoverskridende. Når man nærmer sig kanten er det vigtigt ikke at tage farten af bilen, hvis man vil undgå at sidde fast. Da man ikke kan se hvor sporet ender er det bare at håbe på det bedste. Når man er kommet ud over kanten går det nedad med en vinkel på omkring 40 grader. I to timer kørte vi opad og nedad - guiderne nogle gange baglæns. Land Roveren klarede opgaven perfekt, og vi sad ikke fast en eneste gang.

Porsche Cayman

Det er jo ingen hemmelighed at jeg er vild med biler, og at jeg gennem årene har brugt rigtig mange penge på den hobby. Og med hensyn til biler er Oman som paradis, hvilket vi hurtigt udnyttede ved at købe vores to 4×4. Men livet er andet end off-roadere, og Anders og jeg har længe snakket om at købe en "sports car".

Vi bor ikke så langt fra Porsche forhandleren, og Anders har længe plaget om at vi skulle ind og kigge på sådan en - mest af nysgerrighed for at se hvor hurtigt de kan køre på speedometeret. Desværre har jeg arbejdet rigtigt meget på det seneste, og det eneste tidspunkt vi har haft mulighed for at kigge forbi forhandleren har været fredag eftermiddag, hvor forhandleren har været lukket.

I forbindelse med en skole-hjem samtale opstod muligheden pludselig for at besøge forhandleren i åbningstiden. Og da jeg satte mig ned i en Porsche var jeg solgt. Da forhandleren et par uger senere havde favorit bilen til salg - en Porsche Cayman - blev det alvor og vi slog til. Vi har simpelthen købt en helt ny Porsche til 280,000 kr, hvilket svarer til 20% af prisen i Danmark.

Anders kom med det afgørende argument da han sagde "far jo længere du venter, jo dyrere bliver det". Afgørende var det også at bilen har Euro-specifikationer, hvilket betyder at den kan importeres og indregistreres i Europa. Det betyder at vi kan tage den med hjem og sælge den i Danmark, hvis vi ikke kan få en ordentlig pris hernede når vi skal hjem.

Bilen kører som en drøm og lyden fra centermotoren er helt fantastisk. Selv Joan blev som et barn da hun tog den første tur. Så der bliver der kørt en del "dørtræk" om aftenen i Oman i øjeblikket.

Haloween på amerikansk men uden græskar

Så blev det Haloween, og da Emma og Anders går på Amerikansk skole er det selvfølgelig noget der skal fejres. Så vi var alle inviteret til fest på skolen, der var udsmykket efter alle kunstens regler. Og lærerne var klædt ud så vi næsten ikke kunne genkende dem. Vi havde et par gode timer med diverse leje og Trick or Treat. Og nu har vi nok slik i huset til at vi kan klare os et stykke tid.

Vi har fået internet telefon

Efter mere end 6 måneder i Oman er det endelig lykkes for os at få alle stumperne så vi kan bruge IP-telefoni til at komme i kontakt med omverdenen, og så omverdenen kan komme i kontakt med os til billige penge.

Vores telefonnummer er 8816 0976

Der skal ikke bruges landekode for at ringe til os. Nummeret ovenfor er tilstrækkeligt og det koster 3,88 kr. per minut. Til sammenligning koster det 15 kr. per minut at ringe til en normal telefon. Hvis I har IP telefon er det gratis at ringe. Check www.unifon.dk for flere detaljer.

Forbindelsen er ikke altid helt stabil, og hvis det er svært at komme igennem på telefonen kan I ringe på vores mobiltelefon og bede os om at ringe op.

Musandam

Musandam ligger adskilt fra den resterende del af Oman lige ud til Hormuz stædet. For at komme fra Muscat til Musandam i bil skal man krydse de Forenede Arabiske Emirater (UAE). Turen derop tager 7-8 timer i bil og går gennem nogle af de mere fattige Emirater - Fujairah og Sharjah. Musandam bliver kaldt "de arabiske fjorde" og er også kendt for "The Telegraph Island", hvor englænderne mellem 1864 og 1869 havde en kabelstation, der forbandt Indien med Basrah i Iraq.

Joan og jeg havde længe snakket om at tage til Musandam når farmor og farfar kom på besøg, og da deres billetter var bestilt i begyndelsen af september kontaktede jeg straks det eneste større hotel for at booke pladser. Men der var ingen ledige pladser pga. Eiden, hvor alle har fri og mange rejser ud i landet. Jeg kontaktede et rejsebureau, og de kunne skaffe plads i nogle hotellejligheder, som flere kollegaer også har benyttet. Jeg bad dem om at reservere pladser men fik aldrig en bekræftelse, og det var først 3 dage før vi skulle af sted at det endelig lykkedes at få bekræftet vore pladser.

Turen frem og tilbage til Musandam var lang og støvet. Vi var overraskede over hvor fattigt og nedslidt alting var sammenlignet med Dubai. Ved grænsen var vi udsat for et utroligt bureaukrati, og det tog os hver gang næsten en time at krydse grænsen selvom der ikke var kø.

Da vi krydsede grænsen til Musandam var det som at komme til en anden verden. Vejene var pludselig i perfekt stand, naturen var fuldstændig uberørt, vi kørte langs fjordene med det krystalklare vand og der var helt øde sammenlignet med trængslen i UAE.

Efter en god nats søvn var det tid til Dhow cruise, en 7 timers sejltur på fjordene med mulighed for at se delfiner og snorkling. Vi fandt delfinerne, og det lykkedes for vores kaptajn at få dem til at leje med os. Det foregik på den måde, at han sejlede helt hen til dem og satte fuldt fart på båden. Det fik delfinerne til at følge efter i kølvandet, og så gik det i fuldt fart fremad.

Næste stop var den berømte Telegraph Island, der egentlig bare en lille klippeø med resterne af en ruin. Men ud for øen er der et fantastisk fiskeliv og gode muligheder for at snorkle. Snorkeludstyr var noget af det første vi købte da vi kom til Oman, men vi har aldrig brugt det (bortset fra da vi testede det i poolen). Hovedårsagen er at børnene ikke er trygge ved at bade så snart de ser en lille bitte fisk eller en haletusse. Men børnene hoppede i sammen med alle de andre, og de var helt vilde med at svømme rundt sammen med de store fisk, hvor de største var næsten en meter lange. Det var lidt som at befinde sig i Danmarks Radios saltvandsakvarium.