skip to main |
skip to sidebar
Så har vi været på badetur i en wadi igen. Denne gang gik turen til en af de mest kendte wadier - Wadi Ash Shab, der munder ud ved østkysten ca 160 km syd for Muscat. Man kan kun gå ind i Wadi Ash Shab, der er kendt for sine palmelunde, og den store pool længst inde, hvorfra man kan svømme under vandet ind i en grotte. Grotten findes stadig, men palmelunden er stort set skyllet væk under Gonu. Joan og jeg havde snakket om at køre derned et stykke tid. Jeg spurgte Henrik og Birgitte om de ville med. Det ville de godt. Birgitte spurte om Else og Adrian ville med. Else spurgte om Christa og Lars ville med, og de spurgte om Claus og Leise ville med. Alle sagde ja og lige pludselig var vi 5 familier med børn i alderen 3 til 14 år - i alt 21 personer. Så mange har vi aldrig været af sted med før, men det var rigtig hyggeligt, så det er bestemt ikke sidste gang vi gør det. Omkring halvvejs inde i wadien gjorde vi holdt ved den første pool, hvor børnene fandt en god sten hvorfra de kunne hoppe i vandet. Da alle var samlet og vi havde fået lidt af spise og drikke gik turen videre mod grotten for de flestes vedkommende. Stien var skyllet væk så vi måtte kravle mellem stenene for at komme til vores bestemmelsessted. Jeg har problemer med ryggen igen, så for mit vedkommende gik det lidt langsomt. Jeg følte mig godt nok gammel og svagelig da jeg ikke kunne følge med Emma og Anders. Det sidste stykke ind til grotten skal man svømme temmelig langt gennem i alt 3 pools. Joan og Birgitte valgte at stoppe her og vente sammen med nogle af børnene. Emma, Anders og jeg var på holdet der fortsatte. Da vi nåede indgangen til grotten var jeg meget spændt på om Emma og Anders have modet til at svømme under vandet og ind i grotten, men de havde ingen betænkeligheder overhovedet. Efter at have svømmet rundt i grotten et stykke tid gik turen den lange vej tilbage gennem wadien og retur til Muscat i bil.
Før Gonu
Efter Gonu






Så er Emma og Anders startet i skole igen. Den 27. august gik turen igen mod TAISM efter en lang sommerferie. Emma og Anders var begyndt at kede sig men var ikke begejstret for udsigten til de lange dage i skolen. Og som første skoledag nærmede sig blev Emma mere og mere bekymret.
Både Emma og Anders har fået nye lærer. Anders har fået Madelene Lundholm, der er svensker men har boet næsten hele sit liv i udlandet. Emma har fået Tommy Duncan, der er ny lærer på skolen.
Disciplinen er noget anderledes end på en dansk skole. Lærerne kalder man Mr Duncan og Mrs Lundholm. Når man skifter klasse skal man gå i to rækker, og man må ikke snakke. Hvis det alligevel sker får man en bemærkning. Efter 5 bemærkninger skal man op til inspektøren. Om morgenen når børnene møder er det forbudt at løbe rundt på skolen, og når man er i klasseværelset skal man også være helt stille. På Virum skole kan man også komme op til inspektøren hvis man ikke opfører sig ordentligt, men grænsen for uacceptabel opførelse er meget skrappere hernede. Bl.a. har Emma været lige ved at få en advarsel for at svare på et spørgsmål fra hjælpelæren mens de stod ude i gangen på vej til et andet klasseværelse.
De første dage i skolen var hårde, og Emma sagde allerede den første dag at hun ville skifte klasse fordi der var en pige i klassen som hun var lidt bange for. Vi brugte meget tid herhjemme på at diskutere hvordan man håndterer klassekammerater der ikke opfører sig pænt over for de andre børn i klassen. Efter nogle dage fortalte Emma så pludselig en aften, at det alligevel ikke var et problem med hende pigen. De havde fået talt sammen, og hun var nok ikke så slem. Når Emma tager ansvar på den måde bliver Joan og jeg altså meget stolte. Nu er der gået 3 uger, og Emma virker glad for at gå i skole. Hun er ikke interesseret i at flytte klasse. Dagene er lange, og der er begyndt at komme lektier. Men der bliver læst og regnet hver aften, og Emma har ikke problemer med at følge med. Det hjælper også, at det går rigtig godt med engelsk nu. Meget overraskende er matematik blevet det fag Emma synes bedst om.
Anders tænker som sædvanlig ikke så meget over tingene. Det han har været mest irriteret over er en ny dreng i klassen, som ikke helt har tilpasset sig disciplinen på skolen. Anders bedste fag er også matematik. I hans klasse er de begyndt på matematik test hver morgen, ligesom Emma havde det sidste år. Anders har en god talforståelse, og har for det meste nul fejl i testen.
I begge klasser har lærerne gjort meget for at børnene skal lære hinanden at kende og respektere hinanden. Vi kan høre på andre forældre, at det er nyt på skolen. Sidste år fik skolen meget kritik for at starte alt for hårdt ud og kun fokusere på det faglige allerede fra første skoledag.
Det bliver også sørget for forældrene. Vi har været til introduktionsaften på skolen, og der har også været arrangeret picnic en aften. Begge dele var vældig hyggeligt. I morgen er der så skole/hjem samtaler i begge klasser.








