Friday, June 29, 2007
Sommerlukket
Joan og børnene er taget til Danmark, og jeg har fået meget travl på arbejdet. Derfor holder hjemmesiden sommerlukket indtil august.
Snevejr i Dubai
Så kom vi til Dubai!
Alle problemerne med at få Road Permit til Dubai endte med at jeg talte med en højtstående person i ROP (Royal Oman Police), som fortalte at sultanen rigtig havde udstedt et dekret, der tillader akademikere at forlade Oman i bil uden Road Permit. Udstyret med et mobil nummer til vores ven i ROP kørte vi lørdag mod grænsen og kom ind i UAE uden nogen problemer overhovedet.
Takket være den navigation vi havde lånt fandt vi hurtigt vores hotel, der ligger ved World Trade Center med de mange skyskrabere, og i nærheden af Burj Dubai, hvor de er ved at bygge verdens højeste hus/tårn. Tårnet skyder i vejret med en hastighed på 4-5 dage pr etage og forventes at blive ca. 1km højt fordelt på mere end 200 etager.
Efter en god nats søvn og en stor morgenmadsbuffet var det af sted til Wild Wadi Waterland, der er verdens største vandland. Her tilbragte vi en hel dag i diverse baderinge. Det var en fantastisk oplevelse, som ikke ligner noget vi har prøvet før. Vel anbragt i en badering blev vi skudt af sted af en vandstråle, som først bragte os opad og herfra nedad i rutschebanerne i susende fart. Anders og jeg prøvede den højeste rutschebane, hvor man kunne komme op på 80 km i timen med det resultat, at badebukserne forsvandt op i numsen på os.
Selv Joan, der ikke er meget for at bade, havde næsten fået svømmehud mellem tæerne da dagen var gået. Helt smertefri var dagen dog ikke. Joan fik et kæmpe blåt mærke på den ene balle, Anders fik mange hudafskrabninger og Emma klagede over ondt i ryggen. Udover vand rutschebanerne var det også sjovt at se hvordan mænd og kvinder fra mange nationaliteter kunne more sig - nogen næsten uden tøj og andre med så meget tøj, at man kun kunne se øjnene.
Dagen efter var det tid til at stå på ski i Ski Dubai, der er en indendørs skibakke, som ligger i et af de største shoppingcenter i Dubai. Efter at have betalt en mindre formue fik vi udleveret liftkort, ski og skitøj og så var det af sted på pisterne (2 stk), hvor det var rigtig, rigtig koldt. Det var en rigtig sjov fornemmelse at stå på ski i et af verdens varmeste lande, men efter 1½ time begyndte det at blive lidt ensformigt, så vi afleverede skiene og gik ud i shopping centeret, hvor der blev "monstershoppet".
Tirsdag var det tid at tage tilbage til Oman. Vi havde egentligt planlagt at tur på Dubai Museum, men vi var alle trætte, så det blev til en tur i bilen rundt i byen, hvor vi stort set konstant sad fast i trafikken på trods af at mange af de store veje har 12 vejbaner. Efter en smuttur til IKEA, hvor vi fik købt det sidste til lejligheden, og fik noget så sjældent som en hotdog, kørte vi hjemad.
Da vi kom ud i ørkenen stoppede vi på vejen for at hilse på et par kameler. Joan og Emma hilste inde fra bilen, mens Anders og jeg skulle ud og have nogle billeder. Joan og Emma holdt vejret, da Anders begyndte at fodre den ene kamel med den eneste græstot vi kunne finde, men det var der nu ingen grund til, for de var meget fredelige.
Alle problemerne med at få Road Permit til Dubai endte med at jeg talte med en højtstående person i ROP (Royal Oman Police), som fortalte at sultanen rigtig havde udstedt et dekret, der tillader akademikere at forlade Oman i bil uden Road Permit. Udstyret med et mobil nummer til vores ven i ROP kørte vi lørdag mod grænsen og kom ind i UAE uden nogen problemer overhovedet.
Takket være den navigation vi havde lånt fandt vi hurtigt vores hotel, der ligger ved World Trade Center med de mange skyskrabere, og i nærheden af Burj Dubai, hvor de er ved at bygge verdens højeste hus/tårn. Tårnet skyder i vejret med en hastighed på 4-5 dage pr etage og forventes at blive ca. 1km højt fordelt på mere end 200 etager.
Efter en god nats søvn og en stor morgenmadsbuffet var det af sted til Wild Wadi Waterland, der er verdens største vandland. Her tilbragte vi en hel dag i diverse baderinge. Det var en fantastisk oplevelse, som ikke ligner noget vi har prøvet før. Vel anbragt i en badering blev vi skudt af sted af en vandstråle, som først bragte os opad og herfra nedad i rutschebanerne i susende fart. Anders og jeg prøvede den højeste rutschebane, hvor man kunne komme op på 80 km i timen med det resultat, at badebukserne forsvandt op i numsen på os.
Selv Joan, der ikke er meget for at bade, havde næsten fået svømmehud mellem tæerne da dagen var gået. Helt smertefri var dagen dog ikke. Joan fik et kæmpe blåt mærke på den ene balle, Anders fik mange hudafskrabninger og Emma klagede over ondt i ryggen. Udover vand rutschebanerne var det også sjovt at se hvordan mænd og kvinder fra mange nationaliteter kunne more sig - nogen næsten uden tøj og andre med så meget tøj, at man kun kunne se øjnene.
Dagen efter var det tid til at stå på ski i Ski Dubai, der er en indendørs skibakke, som ligger i et af de største shoppingcenter i Dubai. Efter at have betalt en mindre formue fik vi udleveret liftkort, ski og skitøj og så var det af sted på pisterne (2 stk), hvor det var rigtig, rigtig koldt. Det var en rigtig sjov fornemmelse at stå på ski i et af verdens varmeste lande, men efter 1½ time begyndte det at blive lidt ensformigt, så vi afleverede skiene og gik ud i shopping centeret, hvor der blev "monstershoppet".
Tirsdag var det tid at tage tilbage til Oman. Vi havde egentligt planlagt at tur på Dubai Museum, men vi var alle trætte, så det blev til en tur i bilen rundt i byen, hvor vi stort set konstant sad fast i trafikken på trods af at mange af de store veje har 12 vejbaner. Efter en smuttur til IKEA, hvor vi fik købt det sidste til lejligheden, og fik noget så sjældent som en hotdog, kørte vi hjemad.
Da vi kom ud i ørkenen stoppede vi på vejen for at hilse på et par kameler. Joan og Emma hilste inde fra bilen, mens Anders og jeg skulle ud og have nogle billeder. Joan og Emma holdt vejret, da Anders begyndte at fodre den ene kamel med den eneste græstot vi kunne finde, men det var der nu ingen grund til, for de var meget fredelige.
Friday, June 22, 2007
Vores lejlighed
Vi har nu boet i den store lejlighed i 3 uger og vi er ved at komme på plads. Vi mangler dog stadig vores flyttelæs fra Danmark så derfor er her stadig lidt tomt. Her er nogle billeder fra lejlighed og det komplex vi bor i.
En af 3 pools
Hovedindgangen til boligkomplexet. Vores lejlighed ligger til højre øverst oppe og er ikke med på billedet
Muscat Oasis Residences med bjergene i baggrunden
Anders værelse på de to billeder ovenfor. Emma og Anders ligger og ser Far til Fire
Køkkenet, der som er et af de få i komplexet har vindue til det fri. Hernede tilbringer man ikke meget tid i køkkenet - det er maidens arbejdsplads. Meget anderledes end i Danmark.
Entre og fordelergang på de to billeder herover. Bemærk dannebrosflagene
Spisestue med fantastisk udsigt over bjergene
En af 3 pools
Hovedindgangen til boligkomplexet. Vores lejlighed ligger til højre øverst oppe og er ikke med på billedet
Muscat Oasis Residences med bjergene i baggrunden
Anders værelse på de to billeder ovenfor. Emma og Anders ligger og ser Far til Fire
Køkkenet, der som er et af de få i komplexet har vindue til det fri. Hernede tilbringer man ikke meget tid i køkkenet - det er maidens arbejdsplads. Meget anderledes end i Danmark.
Entre og fordelergang på de to billeder herover. Bemærk dannebrosflagene
Spisestue med fantastisk udsigt over bjergene
Dagligstue uden sofa men med en af Anders senge
Master bedroom
Udsigten fra den store tagterasse
Kan vi mon få et bad i Dubai?
Problemerne ved at få vand vil åbenbart ingen ende tage. På trods af at det igen er tilladt at vaske bil, og græsset på offentlige arealer vandes dagligt, er vi igen uden vand. Både Joan og jeg har flere gange været på ejendomskontoret og snakket med ejendomsinspektør Hussein og manager Jessie. Det er efterhånden meget svært at bevare fatningen, når vi får besked på at vandet er på vej "Insallah" (om Allah vil).
I starten skyldtes vandmanglen problemer med den offentlige forsyning efter cyclonen Gonu. Da den blev mere stabil var der problemer med pumperne i ejendommen. Da pumpeproblemerne blev løst skulle vandet pumpes fra en centraltank og ud til de decentrale tanke, der findes ved hver opgang. Da ejendommen ligger på en bakke, og vi bor på øverste etage i den opgang der ligger øverst på bakken - og længst væk fra centraltanken - fyldes vores tank sidst.
I onsdags var den helt gal. Vi have igen været uden vand - denne gang i to dage - og vi var efterhånden godt trætte af at tage bad i 1.5 liters kildevandsflasker, som vi dagligt slæber hjem fra supermarkedet. Joan var på ejendomskontoret 3 gange, og fik hele tiden at vide at vandet var på vej. Da jeg kom hjem fra arbejdet gik vi begge på kontoret. Efter lidt ventetid kom Jessie og Hussein. Vi fik den samme sang fra de varme lande om Jessies problemer med lejerne og myndighederne, men hun var virkelig opsat på at hjælpe os, og da jeg kunne forklare hende hvordan hun kunne skaffe vand, gik der ikke lang tid før hun beordrede håndværkerne til at lukke for forsyningen af vand til de opgange, der ligger tættere på centraltanken. Samme aften havde vi vand igen, og vi har haft vand hele weekenden.
Vandmanglen er klart vores største problem for tiden, men det er langt fra det eneste. Vores indbo er stadig ikke kommet, og børnene savner virkeligt deres ting (og jeg savner en sofa som jeg kan ligge i efter arbejdet). Skibet med vores indbo var planlagt til at ankomme den 13. juni, men det skulle lige en tur forbi Dubai først. Nu skulle det være ankommet til Muscat, men i onsdags fik jeg så at vide, at intet kan forlade havnen før politiets computer er oppe at køre igen om 2-3 uger.
Samme computer er skyldt i at vores ferie til Dubai er i fare. Joan og børnene har ikke den obligatoriske road-permit, som er en tilladelse alle omanere og expads skal have før de kan forlade Oman i bil. Tilladelsen gives af politiet, men det kan de ikke når computeren er i stykker. I 2 uger har vi håbet på at det skulle lykkes at få en road-permit. I tirsdags så det endelig ud til at det kunne lykkes, men onsdag kom svaret at vi ikke kunne få vores tilladelse.
Det mest irriterende ved at hele er at vi bor i et land, hvor alting kan lade sig gøre, hvis man kender systemet. Bl.a. derfor har vi lokalt ansatte på kontoret, som skal hjælpe med disse ting. Men de vil helt sikkert ikke gå over i historiebøgerne for deres proaktivitet og initiativ.
Lørdag vil en kollega på kontoret forsøge at skaffe tilladelsen til Joan og børnene. Selvom det ikke lykkes har vi pakket vores ting og er besluttet på at køre op til grænsen. Der går nemlig et rygte om at man godt kan komme over grænsen, men nogen garanti vil ingen give. Så efter at have bestilt og afbestilt hotelværelser flere gange har vi nu 3 overnatninger på Novotel. Planen er bl.a. at komme i verdens største vandland og få pudset stilen af på den store indendørs skibakke i Emirates Mall (insallah).
I starten skyldtes vandmanglen problemer med den offentlige forsyning efter cyclonen Gonu. Da den blev mere stabil var der problemer med pumperne i ejendommen. Da pumpeproblemerne blev løst skulle vandet pumpes fra en centraltank og ud til de decentrale tanke, der findes ved hver opgang. Da ejendommen ligger på en bakke, og vi bor på øverste etage i den opgang der ligger øverst på bakken - og længst væk fra centraltanken - fyldes vores tank sidst.
I onsdags var den helt gal. Vi have igen været uden vand - denne gang i to dage - og vi var efterhånden godt trætte af at tage bad i 1.5 liters kildevandsflasker, som vi dagligt slæber hjem fra supermarkedet. Joan var på ejendomskontoret 3 gange, og fik hele tiden at vide at vandet var på vej. Da jeg kom hjem fra arbejdet gik vi begge på kontoret. Efter lidt ventetid kom Jessie og Hussein. Vi fik den samme sang fra de varme lande om Jessies problemer med lejerne og myndighederne, men hun var virkelig opsat på at hjælpe os, og da jeg kunne forklare hende hvordan hun kunne skaffe vand, gik der ikke lang tid før hun beordrede håndværkerne til at lukke for forsyningen af vand til de opgange, der ligger tættere på centraltanken. Samme aften havde vi vand igen, og vi har haft vand hele weekenden.
Vandmanglen er klart vores største problem for tiden, men det er langt fra det eneste. Vores indbo er stadig ikke kommet, og børnene savner virkeligt deres ting (og jeg savner en sofa som jeg kan ligge i efter arbejdet). Skibet med vores indbo var planlagt til at ankomme den 13. juni, men det skulle lige en tur forbi Dubai først. Nu skulle det være ankommet til Muscat, men i onsdags fik jeg så at vide, at intet kan forlade havnen før politiets computer er oppe at køre igen om 2-3 uger.
Samme computer er skyldt i at vores ferie til Dubai er i fare. Joan og børnene har ikke den obligatoriske road-permit, som er en tilladelse alle omanere og expads skal have før de kan forlade Oman i bil. Tilladelsen gives af politiet, men det kan de ikke når computeren er i stykker. I 2 uger har vi håbet på at det skulle lykkes at få en road-permit. I tirsdags så det endelig ud til at det kunne lykkes, men onsdag kom svaret at vi ikke kunne få vores tilladelse.
Det mest irriterende ved at hele er at vi bor i et land, hvor alting kan lade sig gøre, hvis man kender systemet. Bl.a. derfor har vi lokalt ansatte på kontoret, som skal hjælpe med disse ting. Men de vil helt sikkert ikke gå over i historiebøgerne for deres proaktivitet og initiativ.
Lørdag vil en kollega på kontoret forsøge at skaffe tilladelsen til Joan og børnene. Selvom det ikke lykkes har vi pakket vores ting og er besluttet på at køre op til grænsen. Der går nemlig et rygte om at man godt kan komme over grænsen, men nogen garanti vil ingen give. Så efter at have bestilt og afbestilt hotelværelser flere gange har vi nu 3 overnatninger på Novotel. Planen er bl.a. at komme i verdens største vandland og få pudset stilen af på den store indendørs skibakke i Emirates Mall (insallah).
Sommerferieplaner i Danmark
Så er flybilletterne til Danmark bestilt.
Joan og børnene rejser til Danmark den 28. juni og ankommer til Kastrup den 29. juni kl. 11:05 med SK640. Jeg rejser lidt senere, nemlig onsdag den 11. juli med ankomst til Kastrup den 12. juli - også med SK640 fra Frankfurt. Vi flyver alle retur til Oman den 21. juli.
Joan og børnene har lånt Henrik og Birgittes hus i Hvidovre, hvor de regner med at bo indtil den 5. juli, hvor de tager til Jylland for at besøge familien der. Den 12. juli tager vi alle fire til Rørvig, hvor vi har lånt farmor og farfars sommerhus. Når vi har fejret Anders fødselsdag den 19. juli begynder vi at pakke sammen til hjemrejsen, hvor vi skal være i lufthavnen allerede kl. 06:00.
Vi håber at familie og venner har tid til at se os mens vi er i Danmark, og børnene glæder sig rigtig meget til at møde vennerne.
Joan og børnene rejser til Danmark den 28. juni og ankommer til Kastrup den 29. juni kl. 11:05 med SK640. Jeg rejser lidt senere, nemlig onsdag den 11. juli med ankomst til Kastrup den 12. juli - også med SK640 fra Frankfurt. Vi flyver alle retur til Oman den 21. juli.
Joan og børnene har lånt Henrik og Birgittes hus i Hvidovre, hvor de regner med at bo indtil den 5. juli, hvor de tager til Jylland for at besøge familien der. Den 12. juli tager vi alle fire til Rørvig, hvor vi har lånt farmor og farfars sommerhus. Når vi har fejret Anders fødselsdag den 19. juli begynder vi at pakke sammen til hjemrejsen, hvor vi skal være i lufthavnen allerede kl. 06:00.
Vi håber at familie og venner har tid til at se os mens vi er i Danmark, og børnene glæder sig rigtig meget til at møde vennerne.
Friday, June 15, 2007
Vandmangel
Så kom vi på nettet igen!!!
Lige i øjeblikket går det rigtig godt med at løse de problemer vi har oven på stormvejret i sidste uge. Det er bare sådan, at hver gang vi får løst et problem opstår der et nyt. Nu har vi kæmpet hårdt med at få internetforbindelse. Da det endelig lykkedes blev kablet revet over af regnmasserne. Nu er kablet repareret men så forsvandt vandet!
Vi har nu været uden vand i snart 3 dage, og ingen ved hvornår det kommer tilbage. Vores badekar er ved at være tomt for det vand vi hamstrede før stormen. Heldigvis har kollegaer i andre bydele vand så vi kan få et bad - bare en gang imellem. Stort set alle i det kompleks vi bor i mangler vand, og det kan ses på vandstanden i poolen, der er faldet en del fordi vi henter vand til at skylde toiletterne. For at vi kan holde ud at være i nærheden af hinanden er det slut med løbeture i motionscenteret og solbadning i 43 graders varme.
I de værst ramte områder af byen er vandet stort set forsvundet og blevet afløst af støv og affald i ufattelige mængder. Oprydningen er i gang, men områderne ligner fortsat en blanding af Gaza og Irak (bortset fra at her er der ingen vold og plyndringer).
Vi har også været nødt til at udskyde vores ferie til Dubai. Joan og børnene skal have en "road permit" for at kunne komme ud af landet i bil. Men politiets computer står i en kælder i et af de hårdt ramte områder. Ingen ved hvornår den bliver tør, så vi kan få de nødvendige tilladelser. Indtil videre har vi udskudt vores ferie en uge.
Billetterne til sommerferien i Danmark er bestilt. Joan og børnene kommer hjem den 29. juni og jeg kommer hjem den 12. juli. Joan og børnene er i Danmark i 3 uger. Planen at tilbringe den første uge i København, hvor vi har lånt familien Høgedals hus i Hvidovre. Den anden uge regner Joan med at tage til Jylland og besøge familien der. Den sidste uge vil vi tilbringe i Rørvig, hvor vi fejrer Anders fødselsdag inden vi rejser hjem den 21. Juli.
Vores indbo skulle efter planen være ankommet til Oman i onsdags. I morgen starter en ny arbejdsuge, og noget af det første jeg skal have gjort er at finde ud af om planen holdt. Vores lejlighed er meget tom, og børnene savner deres ting, som de har undværet i 2 måneder. Før vi kan få vores indbo skal det gennem tolden. Jeg skal møde personligt op sammen med en PRO (Public Relations Officer = bybud) fra kontoret. Hvis vore indbo er ankommet skulle dog være en forholdsvis simpel ting at få ordnet - hvis ikke toldvæsnets computer på havnen også er oversvømmet...
Lige i øjeblikket går det rigtig godt med at løse de problemer vi har oven på stormvejret i sidste uge. Det er bare sådan, at hver gang vi får løst et problem opstår der et nyt. Nu har vi kæmpet hårdt med at få internetforbindelse. Da det endelig lykkedes blev kablet revet over af regnmasserne. Nu er kablet repareret men så forsvandt vandet!
Vi har nu været uden vand i snart 3 dage, og ingen ved hvornår det kommer tilbage. Vores badekar er ved at være tomt for det vand vi hamstrede før stormen. Heldigvis har kollegaer i andre bydele vand så vi kan få et bad - bare en gang imellem. Stort set alle i det kompleks vi bor i mangler vand, og det kan ses på vandstanden i poolen, der er faldet en del fordi vi henter vand til at skylde toiletterne. For at vi kan holde ud at være i nærheden af hinanden er det slut med løbeture i motionscenteret og solbadning i 43 graders varme.
I de værst ramte områder af byen er vandet stort set forsvundet og blevet afløst af støv og affald i ufattelige mængder. Oprydningen er i gang, men områderne ligner fortsat en blanding af Gaza og Irak (bortset fra at her er der ingen vold og plyndringer).
Vi har også været nødt til at udskyde vores ferie til Dubai. Joan og børnene skal have en "road permit" for at kunne komme ud af landet i bil. Men politiets computer står i en kælder i et af de hårdt ramte områder. Ingen ved hvornår den bliver tør, så vi kan få de nødvendige tilladelser. Indtil videre har vi udskudt vores ferie en uge.
Billetterne til sommerferien i Danmark er bestilt. Joan og børnene kommer hjem den 29. juni og jeg kommer hjem den 12. juli. Joan og børnene er i Danmark i 3 uger. Planen at tilbringe den første uge i København, hvor vi har lånt familien Høgedals hus i Hvidovre. Den anden uge regner Joan med at tage til Jylland og besøge familien der. Den sidste uge vil vi tilbringe i Rørvig, hvor vi fejrer Anders fødselsdag inden vi rejser hjem den 21. Juli.
Vores indbo skulle efter planen være ankommet til Oman i onsdags. I morgen starter en ny arbejdsuge, og noget af det første jeg skal have gjort er at finde ud af om planen holdt. Vores lejlighed er meget tom, og børnene savner deres ting, som de har undværet i 2 måneder. Før vi kan få vores indbo skal det gennem tolden. Jeg skal møde personligt op sammen med en PRO (Public Relations Officer = bybud) fra kontoret. Hvis vore indbo er ankommet skulle dog være en forholdsvis simpel ting at få ordnet - hvis ikke toldvæsnets computer på havnen også er oversvømmet...
Saturday, June 9, 2007
Cyklonen Gonu
Onsdag d. 6. juni blev Oman ramt af det værste uvejr siden man begyndte at registrere vejrdata i 1944. Årsagen er Guno, der er en tropisk cyklon. Regnvejr er ret usædvanligt i Oman, og regn i juni måned er endnu mere unormalt. Rygterne om Guno begyndte om søndagen, og de tog til i løbet af ugen efterhånden som cyklonen nærmede sig og er tog til i styrke. Varslet har været en kategori 4-5 storm med 12m høje bølger langs kysten.
Tirsdag formiddag begyndte folk at hamstre vand, brød og stearinlys, og forholdene mindede om situationen op til storkonflikten i 1998, hvor danskerne begyndte at hamstre gær. Men bortset fra de tomme hylder i supermarkedet er forberedelsen til cyklonen foregået stille og roligt, og der har ikke været tilløb til panik.
På kontoret blev vi allerede tirsdag middag blev vi bedt om at pakke vores ting sammen og tage vigtige papirer med og bringe dem i sikkerhed. Kontoret ligger tæt på vandet, og det er ikke bygget til at modstå en orkan. Kollegaer, der bor tæt på kysten blev bedt om at flytte ind hos kollegaer, der bor længere væk, eller alternativt at flytte på hotel. Da vi bor et stykke fra kysten, og vores lejlighed ligger i læ for vinden, kunne vi bare tage hjem og vente. Det var en mærkelig fornemmelse at sidde og vente. Vejret var stadig fint bortset fra at der var skyer på himmelen.
Tirsdag eftermiddag udstedte Sultanen et dekret, der pålagde alle firmaer at holde lukket til og med lørdag. Han er nu flink nok ham sultanen. Der er bare det ved det, at jeg har alle de papirer med hjem som jeg skal bruge for at kunne udføre mit arbejde hjemmefra.
Børnenes skole blev også lukket i løbet af eftermiddagen. Det gjorde nu ikke så meget, da de kun havde en skoledag tilbage inden sommerferien.
Regnen begyndte ca. kl. 4 onsdag morgen. Der hvor vi bor mindede det om kraftig dansk regnvejr, bortset fra at det regnede konstant i 24 timer. Temperaturen faldt fra de normale 40 grader til ca. 25 grader.
Da husene ikke er bygget til at modstå regn brugte vi det meste af dagen med at tørre vand op fra stuegulvet. Det er også lykkes for at få flyttet de sidste ting på plads i vores nye lejlighed. Til aften gik strømmen så måtte sidde i stearinlysets skær og skive og læse.
Torsdag kunne skaderne gøres op. Der er faldet ca. 20cm regn på ca. 24 timer (ud fra vandstanden i poolen at dømme), 20 er omkommet og 24 savnes. Veje og broer er skyllet væk, hovedforsyning for el, gas og vand er væk, træer er væltet og oversvømmelserne er meget større end da det regnede sidste gang i marts måned. Der kommer til at gå mange uger – hvis ikke måneder - inden vandet er væk og infrastrukturen genopbygget.
Ligesom alle de andre var vi ude og køre torsdag for at se på skaderne. Stranden er væk; vi så en motorbåd der var slynget op i et hus ca. 500m fra stranden; biler stod under vand; i ambassadekvarteret var diplomaterne i gang med at skove mudder ud af deres huse; vejen til børnenes skole er skyllet væk og det samme er kystvejen; et fjernlager for nye biler var blevet ramt af en flodbølge af gigantiske dimensioner så nogle biler lå begravet under flere meter mudder mens andre var blevet kastet rund var vandmasserne. Hele dagen har helikoptere fløjet til skadekommende til hospitalet, der ligger tæt på hvor vi bor.
Tirsdag formiddag begyndte folk at hamstre vand, brød og stearinlys, og forholdene mindede om situationen op til storkonflikten i 1998, hvor danskerne begyndte at hamstre gær. Men bortset fra de tomme hylder i supermarkedet er forberedelsen til cyklonen foregået stille og roligt, og der har ikke været tilløb til panik.
På kontoret blev vi allerede tirsdag middag blev vi bedt om at pakke vores ting sammen og tage vigtige papirer med og bringe dem i sikkerhed. Kontoret ligger tæt på vandet, og det er ikke bygget til at modstå en orkan. Kollegaer, der bor tæt på kysten blev bedt om at flytte ind hos kollegaer, der bor længere væk, eller alternativt at flytte på hotel. Da vi bor et stykke fra kysten, og vores lejlighed ligger i læ for vinden, kunne vi bare tage hjem og vente. Det var en mærkelig fornemmelse at sidde og vente. Vejret var stadig fint bortset fra at der var skyer på himmelen.
Tirsdag eftermiddag udstedte Sultanen et dekret, der pålagde alle firmaer at holde lukket til og med lørdag. Han er nu flink nok ham sultanen. Der er bare det ved det, at jeg har alle de papirer med hjem som jeg skal bruge for at kunne udføre mit arbejde hjemmefra.
Børnenes skole blev også lukket i løbet af eftermiddagen. Det gjorde nu ikke så meget, da de kun havde en skoledag tilbage inden sommerferien.
Regnen begyndte ca. kl. 4 onsdag morgen. Der hvor vi bor mindede det om kraftig dansk regnvejr, bortset fra at det regnede konstant i 24 timer. Temperaturen faldt fra de normale 40 grader til ca. 25 grader.
Da husene ikke er bygget til at modstå regn brugte vi det meste af dagen med at tørre vand op fra stuegulvet. Det er også lykkes for at få flyttet de sidste ting på plads i vores nye lejlighed. Til aften gik strømmen så måtte sidde i stearinlysets skær og skive og læse.
Torsdag kunne skaderne gøres op. Der er faldet ca. 20cm regn på ca. 24 timer (ud fra vandstanden i poolen at dømme), 20 er omkommet og 24 savnes. Veje og broer er skyllet væk, hovedforsyning for el, gas og vand er væk, træer er væltet og oversvømmelserne er meget større end da det regnede sidste gang i marts måned. Der kommer til at gå mange uger – hvis ikke måneder - inden vandet er væk og infrastrukturen genopbygget.
Ligesom alle de andre var vi ude og køre torsdag for at se på skaderne. Stranden er væk; vi så en motorbåd der var slynget op i et hus ca. 500m fra stranden; biler stod under vand; i ambassadekvarteret var diplomaterne i gang med at skove mudder ud af deres huse; vejen til børnenes skole er skyllet væk og det samme er kystvejen; et fjernlager for nye biler var blevet ramt af en flodbølge af gigantiske dimensioner så nogle biler lå begravet under flere meter mudder mens andre var blevet kastet rund var vandmasserne. Hele dagen har helikoptere fløjet til skadekommende til hospitalet, der ligger tæt på hvor vi bor.
Vi er på nettet - måske...
Så har vi endelig fået ADSL i lejligheden!
Vi har haft en aftale med den forrige lejer af vores nye lejlighed at vi kunne overtage hans telefon og ADSL og derved springe ventelisten på ADSL over. Efter er par besøg hos Omantel (det nationale telefonselskab), hvor den forrige lejer har arbejdet som konsulent, fik vi overført hans abonnement. Vi fik udfordret forretningsgangene hos Omantel men efter lidt diskussion lykkedes det.
Der er gået et par dage før vi har fået checket om internettet virker, da vi har haft travlt med at flytte og indrette lejligheden. Men i forbindelse med cyklonen Guno er kontoret lukket og vi blevet sendt hjem. Det har givet en ekstra fridag og dermed tid til at finde ud af hvordan vi bliver koblet op.
Onsdag morgen lykkedes det, men nu er strømmen gået vi er uden forbindelse igen. Ingen ved hvornår vi har internet igen - men der har været hul igennem
Vi har haft en aftale med den forrige lejer af vores nye lejlighed at vi kunne overtage hans telefon og ADSL og derved springe ventelisten på ADSL over. Efter er par besøg hos Omantel (det nationale telefonselskab), hvor den forrige lejer har arbejdet som konsulent, fik vi overført hans abonnement. Vi fik udfordret forretningsgangene hos Omantel men efter lidt diskussion lykkedes det.
Der er gået et par dage før vi har fået checket om internettet virker, da vi har haft travlt med at flytte og indrette lejligheden. Men i forbindelse med cyklonen Guno er kontoret lukket og vi blevet sendt hjem. Det har givet en ekstra fridag og dermed tid til at finde ud af hvordan vi bliver koblet op.
Onsdag morgen lykkedes det, men nu er strømmen gået vi er uden forbindelse igen. Ingen ved hvornår vi har internet igen - men der har været hul igennem
Subscribe to:
Posts (Atom)