Saturday, May 12, 2007

Wadi Quari

Fredag d. 27. april var vi igen på tur op i bjergene med familien Høgedal. Og denne gang havde vi også følgeskab af familien Purdy, der også lige er kommet til Oman, og som består af Else og Adrian samt deres to børn Sophia og Helena. Sofia går i parallelklasse med Emma og Helena går i klasse med Anders på TAISM.

Wadi Quari ligger i behagelig køreafstand fra Muscat, og den sti (track) vi skulle følge op igennem wadien starter kun 1 km fra hovedvejen, så der var ikke behov for så meget off-road kørsel denne gang.

Turen op gennem Wadi Quari foregår på en Falaj, der er en kanal, der fører vand fra pools i bjergene og ned til landsbyerne. Da vandet bruges som drikkevand i landsbyerne er det ikke tilladt at bade i de pools, der ligger oppe i bjergene. Men vi tog nu vores badetøj med op gennem wadien alligevel. Da vi fandt ud af hvor meget gedelort der lå i Falaj'en havde vi ingen skrupler med bade i de pools vi håbene på at finde.

Vi havde en fantastik vandretur, hvor der var udfordringer for alle og overraskelser i form af geder, der pludselig sprang ud fra buskene og løb hen imod os. Efter ca. 1 time kom belønningen, der bestod af krystalklare pools, som bare ventede på at vi hoppede i. Men som vi har oplevet før havde vi pludselig følgeskab af unge omanske mænd, og Joan, Birgitte og Else måtte igen se misundeligt til mens vi andre badede. Da det ikke så ud til at de omanske mænd havde tænkt sig at forsvinde foreløbigt tog pigerne til sidst en rask beslutning og hoppede i vandet med alt tøjet på.

Da vi havde fået tørret tøjet og spist frokost gik vi retur til bilerne. På vejen hjem gjorde vi holdt i en Oase, hvor vi fik kaffe og kage under daddel palmerne.











No comments: