Monday, May 21, 2007

Nyt fra Oman

Nu er det efterhånden ved at blive hverdag for os hernede. Det er på mange måder rart, da vi ikke står overfor helt nye udfordringer hver dag. Alligevel er der stadig en masse praktiske ting der stadig skal ordnes.

Vi har været oppe og snakke med lejeren af den lejlighed vi snart skal overtage. Vi har aftalt at købe nogle af hans ting brugt, så vores budget til møbler kan række lidt længere. Desuden vil vi forsøge at overtage den forrige lejers telefon og ADSL. Det betyder, at Joan og børnene snart kan komme på nettet, og det glæder vi os alle til.

Vores indbo er endelig afsendt fra Danmark. Det har taget noget tid, da vi måtte vente på vores nye sofaer. Vi har fået at vide at møblerne ankommer med skib til Oman d. 13. juni.

Vi er ved at forberede flytningen. Vi har bl.a. købt en masse møbler, som står pakket ind i papkasser i soveværelset. Derfor kniber det efterhånden med pladsen hvor vi bor, så vi håber på at få en endelig dato for hvornår vi kan flytte ind når der er inspektion af lejligheden den 26. maj.

Joans hverdag er også ved at komme i faste rammer - Hun kører hver morgen kl.8 af sted med ungerne til skole - Emma vil gerne være i god tid (skolen starter kl.8.30). Vi har ansat en Indisk kvinde som er vores maid - Hun kommer hver mandag i 4 timer. Hendes job består i at rengøre lejligheden og stryge vores tøj. Fra en rengøringseksperts øjne er hun ikke til UG. Tænk hvis man på Hillerød sygehus har 4 timer til en let møbleringsgrad på ca. 120 m2 - så vi "overdrager" hende til den næste lejer af lejligheden. Vi håber på bedre held med den maid vi kan overtage sammen med den nye lejlighed. Dagene bruges også til indkøb og kaffehygge med de andre kvinder i området. Hver mandag aften synger Joan i et kor, som har øvelokaler på The British School. Joan nyder at komme lidt væk om aftenen.

Vi har investeret i et årskort til det lokale motionscenter - så Joan har nu løbetrænet 3 gange - planen er at hun vil træne hver anden formiddag. Jeg har også været i montionscenteret for at løbetræne og "pumpe jern". I starten kunne jeg løbe udenfor om morgenen men nu er det blevet for varmt. Jeg kan allerede nu mærke at styrketræningen hjælper på min dårlige ryg.

Emma og Anders glæder sig til skolen slutter den 6. juni. Inden da er der diverse udstillinger og afslutningsceremonier der skal overstås. Herunder kan I se Emma's "palmebillede", som hun har lavet i Art. Selvom hverken Emma eller Anders vil indrømme det, gør de store fremskridt med sproget. Begge børns passive ordforråd er efterhånden ret stort, og om aftenen forsøger de at sige mere og mere på engelsk, mens de er i trygge rammer. Emma gør også store fremskridt med matematikken, som hun træner meget flittigt. Det lægger et vist pres når der er test hver dag, men helt tilfreds med fremdriften er Emma nu ikke.

Vi har efterhånden også fundet ud af hvad vi vil gøre i sommerferien. I juni vil jeg arbejde 4 dage om ugen så vi kan komme på nogle længere ture i weekenden. Vi har bl.a. snakket om at tage på storbyferie i Dubai og på skildpaddejagt på Turtle Beach. I uge 27 tager Joan og børnene til Danmark og jeg følger efter i uge 29, så vi kan fejre Anders fødselsdag sammen i Danmark. Da vores hus er lejet ud regner vi med at bo i Rørvig, og hvor vi ellers bliver tilbudt husly.

I weekenden forsøger vi stadig at komme ud i naturen. Pga. af varmen foretrækker vi bjergene, hvor temperaturen er ca. 10 grader lavere end i byen. Men selv i bjergene skinner solen ubarmhjertigt, og skygge er der ikke meget af, som det fremgår af billedet af Anders herunder. I sidste weekend var vi på tur med familierne Høgedal og Purdy igen. Denne gang gik turen til Jabelakhdar eller "de grønne bjerge". Vi havde endnu en dejlig tur, som dog startede med at Adrian og jeg fik skældud af en lokal Omaner, fordi vores shorts ikke dækkede knæene. Jeg vil ærligt indrømme, at der gik noget tid før jeg fandt ud af hvad manden havde på hjertet.










No comments: