Wednesday, May 9, 2007

Gedemarked i Niswa

Niswa, der ligger inde i landet ca. 140 km fra Muscat, er den gamle hovedstad i Oman. Byen er berømt for sit gedemarked, fortet og souken (basaren). Vi besluttede os for at prøve alle tre ting, men desværre betød det, at vi var nødt til at stå op kl. 05:00 om morgenen for at nå til Niswa kl. 07:00, hvor gedemarkedet starter. Der blev ikke udvekslet mange ord på vejen til Niswa. Da vi ankom kl. 7:30 var byen fuld af liv, og det var tydeligt at fredag er den helt store markedsdag - ikke kun for handel med dyr - men også for handel med alt muligt andet.

Efter at have orienteret os besluttede vi os til at gå efter lyden af brøl fra køer, geder og høns. Da vi nærmede os kunne vi se bøndernes pick-up's, hvor der stod geder og køer på ladet parat til at skifte ejermand for den rigtige pris. Selve markedspladsen er et stort cirkulært område, hvor der forhandles om prisen inde i midten, mens dyrene står bundet til pæle ude i periferien. Der var en livlig handel, og det var sjovt at gå rundt blandt omanerne og se hvordan det hele foregik. Et tydeligt tegn på at vi var blandt mennesker fra landet var at mange kvinder ikke kun gik med slør, men også havde en maske for at skjule pande og næse (det er ikke tilladt at fotografere kvinder forfra, så vi kan ikke vise billeder af maskerne).

Efter gedemarkedet var vi en tur i souken, som er renoveret og ført tilbage til den oprindelige stil af den danske arkitekt Ole Larsen, der også er arkitekt på lufthavnsprojekterne. Souken er delt op i grøntsags marked, kødmarked, fiskemarked samt et kunsthåndværksmarked. De første 3 markeder er for de lokale, mens kunsthåndværksmarkedet er for turister. Turen gennem fiskemarkedet var en speciel oplevelse. På gulvet lå tunfisk og hajer i en stor blodpøl og dænget til med fluer, mens de ventede på at blive solgt. Men da både Emma og Anders var ivrige efter at se en haj i virkeligheden overvandt de synet af blod og fluer bare for at få et syn af de store fisk.

Efter souken var det en tur på Bahla Fortet, der er det ældste i Oman og erklæret bevaringsværdigt af UNESCO. Oppe fra det store tårn er der en fantastisk udsigt over byen og bjergene. Kl. 11 var vi trætte og besluttede os til at køre hjem og nyde eftermiddagen ved poolen.

På vejen hjem ventede der endnu en stor oplevelse, idet vi så vores første kamel, der gik og spiste af træerne langs motorvejen. Begejstringen ville ingen ende tage, selvom vi godt ved at vi kommer til at se mange flere kameler, når vi på et tidspunkt bevæger os ud i ørkenen.

















No comments: