Nyt fra Oman

Nu er det efterhånden ved at blive hverdag for os hernede. Det er på mange måder rart, da vi ikke står overfor helt nye udfordringer hver dag. Alligevel er der stadig en masse praktiske ting der stadig skal ordnes.

Vi har været oppe og snakke med lejeren af den lejlighed vi snart skal overtage. Vi har aftalt at købe nogle af hans ting brugt, så vores budget til møbler kan række lidt længere. Desuden vil vi forsøge at overtage den forrige lejers telefon og ADSL. Det betyder, at Joan og børnene snart kan komme på nettet, og det glæder vi os alle til.

Vores indbo er endelig afsendt fra Danmark. Det har taget noget tid, da vi måtte vente på vores nye sofaer. Vi har fået at vide at møblerne ankommer med skib til Oman d. 13. juni.

Vi er ved at forberede flytningen. Vi har bl.a. købt en masse møbler, som står pakket ind i papkasser i soveværelset. Derfor kniber det efterhånden med pladsen hvor vi bor, så vi håber på at få en endelig dato for hvornår vi kan flytte ind når der er inspektion af lejligheden den 26. maj.

Joans hverdag er også ved at komme i faste rammer - Hun kører hver morgen kl.8 af sted med ungerne til skole - Emma vil gerne være i god tid (skolen starter kl.8.30). Vi har ansat en Indisk kvinde som er vores maid - Hun kommer hver mandag i 4 timer. Hendes job består i at rengøre lejligheden og stryge vores tøj. Fra en rengøringseksperts øjne er hun ikke til UG. Tænk hvis man på Hillerød sygehus har 4 timer til en let møbleringsgrad på ca. 120 m2 - så vi "overdrager" hende til den næste lejer af lejligheden. Vi håber på bedre held med den maid vi kan overtage sammen med den nye lejlighed. Dagene bruges også til indkøb og kaffehygge med de andre kvinder i området. Hver mandag aften synger Joan i et kor, som har øvelokaler på The British School. Joan nyder at komme lidt væk om aftenen.

Vi har investeret i et årskort til det lokale motionscenter - så Joan har nu løbetrænet 3 gange - planen er at hun vil træne hver anden formiddag. Jeg har også været i montionscenteret for at løbetræne og "pumpe jern". I starten kunne jeg løbe udenfor om morgenen men nu er det blevet for varmt. Jeg kan allerede nu mærke at styrketræningen hjælper på min dårlige ryg.

Emma og Anders glæder sig til skolen slutter den 6. juni. Inden da er der diverse udstillinger og afslutningsceremonier der skal overstås. Herunder kan I se Emma's "palmebillede", som hun har lavet i Art. Selvom hverken Emma eller Anders vil indrømme det, gør de store fremskridt med sproget. Begge børns passive ordforråd er efterhånden ret stort, og om aftenen forsøger de at sige mere og mere på engelsk, mens de er i trygge rammer. Emma gør også store fremskridt med matematikken, som hun træner meget flittigt. Det lægger et vist pres når der er test hver dag, men helt tilfreds med fremdriften er Emma nu ikke.

Vi har efterhånden også fundet ud af hvad vi vil gøre i sommerferien. I juni vil jeg arbejde 4 dage om ugen så vi kan komme på nogle længere ture i weekenden. Vi har bl.a. snakket om at tage på storbyferie i Dubai og på skildpaddejagt på Turtle Beach. I uge 27 tager Joan og børnene til Danmark og jeg følger efter i uge 29, så vi kan fejre Anders fødselsdag sammen i Danmark. Da vores hus er lejet ud regner vi med at bo i Rørvig, og hvor vi ellers bliver tilbudt husly.

I weekenden forsøger vi stadig at komme ud i naturen. Pga. af varmen foretrækker vi bjergene, hvor temperaturen er ca. 10 grader lavere end i byen. Men selv i bjergene skinner solen ubarmhjertigt, og skygge er der ikke meget af, som det fremgår af billedet af Anders herunder. I sidste weekend var vi på tur med familierne Høgedal og Purdy igen. Denne gang gik turen til Jabelakhdar eller "de grønne bjerge". Vi havde endnu en dejlig tur, som dog startede med at Adrian og jeg fik skældud af en lokal Omaner, fordi vores shorts ikke dækkede knæene. Jeg vil ærligt indrømme, at der gik noget tid før jeg fandt ud af hvad manden havde på hjertet.

Wadi Quari

Fredag d. 27. april var vi igen på tur op i bjergene med familien Høgedal. Og denne gang havde vi også følgeskab af familien Purdy, der også lige er kommet til Oman, og som består af Else og Adrian samt deres to børn Sophia og Helena. Sofia går i parallelklasse med Emma og Helena går i klasse med Anders på TAISM.

Wadi Quari ligger i behagelig køreafstand fra Muscat, og den sti (track) vi skulle følge op igennem wadien starter kun 1 km fra hovedvejen, så der var ikke behov for så meget off-road kørsel denne gang.

Turen op gennem Wadi Quari foregår på en Falaj, der er en kanal, der fører vand fra pools i bjergene og ned til landsbyerne. Da vandet bruges som drikkevand i landsbyerne er det ikke tilladt at bade i de pools, der ligger oppe i bjergene. Men vi tog nu vores badetøj med op gennem wadien alligevel. Da vi fandt ud af hvor meget gedelort der lå i Falaj'en havde vi ingen skrupler med bade i de pools vi håbene på at finde.

Vi havde en fantastik vandretur, hvor der var udfordringer for alle og overraskelser i form af geder, der pludselig sprang ud fra buskene og løb hen imod os. Efter ca. 1 time kom belønningen, der bestod af krystalklare pools, som bare ventede på at vi hoppede i. Men som vi har oplevet før havde vi pludselig følgeskab af unge omanske mænd, og Joan, Birgitte og Else måtte igen se misundeligt til mens vi andre badede. Da det ikke så ud til at de omanske mænd havde tænkt sig at forsvinde foreløbigt tog pigerne til sidst en rask beslutning og hoppede i vandet med alt tøjet på.

Da vi havde fået tørret tøjet og spist frokost gik vi retur til bilerne. På vejen hjem gjorde vi holdt i en Oase, hvor vi fik kaffe og kage under daddel palmerne.

Gedemarked i Niswa

Niswa, der ligger inde i landet ca. 140 km fra Muscat, er den gamle hovedstad i Oman. Byen er berømt for sit gedemarked, fortet og souken (basaren). Vi besluttede os for at prøve alle tre ting, men desværre betød det, at vi var nødt til at stå op kl. 05:00 om morgenen for at nå til Niswa kl. 07:00, hvor gedemarkedet starter. Der blev ikke udvekslet mange ord på vejen til Niswa. Da vi ankom kl. 7:30 var byen fuld af liv, og det var tydeligt at fredag er den helt store markedsdag - ikke kun for handel med dyr - men også for handel med alt muligt andet.

Efter at have orienteret os besluttede vi os til at gå efter lyden af brøl fra køer, geder og høns. Da vi nærmede os kunne vi se bøndernes pick-up's, hvor der stod geder og køer på ladet parat til at skifte ejermand for den rigtige pris. Selve markedspladsen er et stort cirkulært område, hvor der forhandles om prisen inde i midten, mens dyrene står bundet til pæle ude i periferien. Der var en livlig handel, og det var sjovt at gå rundt blandt omanerne og se hvordan det hele foregik. Et tydeligt tegn på at vi var blandt mennesker fra landet var at mange kvinder ikke kun gik med slør, men også havde en maske for at skjule pande og næse (det er ikke tilladt at fotografere kvinder forfra, så vi kan ikke vise billeder af maskerne).

Efter gedemarkedet var vi en tur i souken, som er renoveret og ført tilbage til den oprindelige stil af den danske arkitekt Ole Larsen, der også er arkitekt på lufthavnsprojekterne. Souken er delt op i grøntsags marked, kødmarked, fiskemarked samt et kunsthåndværksmarked. De første 3 markeder er for de lokale, mens kunsthåndværksmarkedet er for turister. Turen gennem fiskemarkedet var en speciel oplevelse. På gulvet lå tunfisk og hajer i en stor blodpøl og dænget til med fluer, mens de ventede på at blive solgt. Men da både Emma og Anders var ivrige efter at se en haj i virkeligheden overvandt de synet af blod og fluer bare for at få et syn af de store fisk.

Efter souken var det en tur på Bahla Fortet, der er det ældste i Oman og erklæret bevaringsværdigt af UNESCO. Oppe fra det store tårn er der en fantastisk udsigt over byen og bjergene. Kl. 11 var vi trætte og besluttede os til at køre hjem og nyde eftermiddagen ved poolen.

På vejen hjem ventede der endnu en stor oplevelse, idet vi så vores første kamel, der gik og spiste af træerne langs motorvejen. Begejstringen ville ingen ende tage, selvom vi godt ved at vi kommer til at se mange flere kameler, når vi på et tidspunkt bevæger os ud i ørkenen.

Mors bil

I en periode syntes Joan, at der ikke var behov for endnu en stor bil, da det er relativt nemt at følge med i trafikken. Men der sker mange alvorlige ulykker hernede, og somme tider føles det lidt som at køre radiobil i Tivoli. Der er ca. 10 gange så mange dødsfald i trafikken i Oman sammenlignet med Danmark på trods af at der kun bor halvt så mange mennesker. Derfor er det vigtigt at have en stor bil (se også indlægget om det trafikuheld Anders har været involveret i).

Nu har Joan også fået en ordentlig bil. Valget faldt på en Mitsubishi Outlander 2.4 aut fra 2005, der har kørt 16.000 km. Pris 88.000 kr. Bilen er typisk Japansk med et lidt kedeligt interiør, men alting fungerer perfekt, kvaliteten virker god og bilen kører fantastisk.

Sammenlignet med Danmark er der generelt en meget ringe forbrugerbeskyttelse i Oman. En af de få undtagelser er garantier på biler. Alle mærker har minimum 3 års garanti, og flere af de japanske mærker har op til 10 års garanti på bilen uanset antallet af kørte km. Citroen er et meget lille mærke i Oman, og de forsøger at øge salget af deres C4 med en garanti der dækker op til 1.000.000 kørte km. På vores Mitsubishi er der forsat 8 års fabriksgaranti.

Vi overvejede meget at købe en ny Suzuki Grand Vitara, som er den eneste 4 hjultrækker vi vil have råd til i Danmark. Vi blev lidt skuffet da vi prøvekørte Suzukien, så den blev hurtigt dømt ude. Et andet alternativ var en ny Toyota Rav 4 med en 2.4 l motor, der kører fantastisk og kun koster 135.000 kr. i Oman. Toyota har et fantastisk flot showroom, og mange COWI folk har købt bil her, så vi ville være sikker på at få en ordentlig behandling.

Alligevel valgte vi at prøve kræfter med en brugtvognsforhandler. Og det har været en sjov oplevelse. Der var absolut ingen service her, og vi forhandlede om prisen igennem 2 uger. Da vi endelig blev enige om en pris skulle vi bare aflevere en kuvert med pengene hvorefter vi kunne køre i bilen. Forhandleren klarede indregistrering og forsikring efterfølgende. Mit navn står på arabisk på indregistreringskortet, så nu håber at jeg er registreret som ejer af bilen.


I en