Hat frem og tilbage

Hat er en lille afsides by, der midt i det store bjergmassiv syd for Muscat. Turen til Hat går via Wadi Bani Awf, og når byen er passeret går vejen videre over et pas, der ligger i 2000 meters højde og med en fantastisk udsigt. På denne tur, der er en klassiker i Oman, er der virkelig mulighed for at få trænet off-road.

Kort tid efter jeg havde fået Rand Roveren besluttede jeg mig for at køre "kongeetapen" alene. Det var en fantastisk tur, men jeg blev overrasket over hvor langsomt der går fremad når man kører off-road. Da jeg gerne ville have asfalt under hjulene inden det blev mørkt blev det ikke til så mange stop på turen, men jeg lovede mig selv at gentage turen når familien kom til Oman.

Allerede først weekend efter familien kom til Oman blev turen gentaget. Henrik Høgedal, der er lige så stort et legebarn som jeg er, og formentlig også den på kontoret der har været flest steder i Oman, spurgte om vi ville med på en tur op i bjergene. Fredag morgen mødtes vi klokken 8:30 med Henrik og Birgitte samt deres to børn Alexander og Christoffer.

Vi startede med at køre ca. 170 km på asfaltvej inden det sjove begyndte. Efter 45 min off-road, hvor vi flere steder måtte køre i vand, kom vi til Little Snake Canyon, hvor planen var at vi skulle bade. Desværre havde en Omansk familie fået samme tanke, og da mændene synes det er meget interessant at se på kvinder i badedragt (de bader jo selv fuld påklædt) var der et massivt krav fra Joan og Birgitte om at køre videre. Vi fortsatte ca. 20 minutter, hvorefter vi parkerede bilerne og gik gennem slugten til et nyt vandhul.

Ifølge vores uundværlige off-road bog har Little Snake Canyon sit navn efter den måde kløften snor sig og ikke fordi der er slanger. Men da vi ankom til den sø vi skulle bade i så Birgitte med det samme en ca. 75 cm lang slange i vandet. Nogle Omanske mænd, der skulle havde deres ugentlige bad, kom hen til os for at se hvad vi kiggede på. De havde tydeligvis respekt for slangen og forsøgte at slå den ihjel ved at kaste sten på den. Det endte med at de fik jaget slangen ud på det dybe vand. Da de Omanske mænd var gået kunne vi begynde at bade. Det var noget af en overvindelse at hoppe ned til slangen, med det lykkedes alle at komme i vandet.

Efter lidt frokost gik turen videre op ad bjerget på den meget smalle vej. Flere steder er der så store stigninger, at der er lagt beton på vejen for at det overhovedet er muligt at komme opad. Planen var at gøre holdt på toppen og nyde udsigten med en kop kaffe. På det sidste stykke havde Land Roveren pludselig svært ved at trække og det gik meget langsomt fremad. Der gik mange tanker gennem hovedet, for vi var 200 km hjemmefra og der var meget øde. Da vi nåede toppen og kom ud på asfalt vejen kunne vi med det samme høre hvad der var galt - vi var punkteret. Joan og jeg sprang ud ad bilen og kunne konstatere at venstre forhjul var fladt og højre baghjul var eksploderet. Da vi kun havde et reservehjul var gode råd dyre - og der var ingen der tænkte på kaffe!

Det endte med at vi alle 8 satte os ind i Henrik og Birgittes bil og kørte nedad bjerget til en lille by, hvor vi fandt en mand, der kunne lave en midlertidig reparation af dækket. Henrik og jeg efterlod kvinder og børn i landsbyen og kørte op på bjerget igen for at montere hjulet. Da Land Roveren igen havde 4 hjul med luft i var det om at komme hjemad. Vi nåede lige akkurat hjem inden den midlertidige reparation måtte give op og hjulet punkterede igen.

På trods af problemerne med bilen en dejlig tur med mange gode oplevelser.