Anders har desværre været indblandet i et mindre trafikuheld. For første gang skulle Anders hjem til hans gode kammerat Jacob. Men netop som Jacobs mor forlod skolen i hendes store firhjulstrækker blev hun påkørt bagfra af en omaner i en lille personbil. Der skete næsten ikke noget med firhjulstrækkeren, men personbilen fil en ordentlig bule. Joan kom forbi få minutter efter ulykken og tog Anders, Jacob og hans storesøster Ditte med hjem, så Jacobs mor kunne koncentrere sig om at det praktiske med politi og forsikringsselskab. Anders har taget det flot, og har fortalt ned i mindste detalje hvad der skete. Han siger, at han har lidt ondt i hovedet, men det er han næsten også nødt til at sige efter alle de spørgsmål han har fået om smerter i hoved og nakke. I morgen skal han checkes på hospitalet, og vi har også anmeldt uheldet til vores forsikringsselskab - just in case.
Monday, April 30, 2007
Emma til tandlægen
Emma er ved at få sin første blivende kindtand. Desværre ser det ud til at den kommer lidt skævt ud. Emma har været meget bekymret for om mælketanden skal hives ud, om det gør ondt at få den fjernet, og om hun skal have bøjle. Derfor har vi været til check hos tandlægen, som anbefalede at fjerne mælketanden med det samme. Nu er tanden væk, men Emma er stadig bekymret for om alt nu er som det skal være, og om tandfeen også findes i Oman, og giver penge i den lokale valuta. Desuden checker hun tandsættet i spejlet flere gange om dagen. Stakkes pige…
(Tandfeen kom og havde husket Omanske Rialer)
(Tandfeen kom og havde husket Omanske Rialer)
Skolestart
Da Joan og jeg var på en hurtig tur til Oman i januar fandt vi hurtigt ud af, at en stor udfordring ville være at få plads til Emma og Anders på en international skole. Der er to store internationale skoler, der optager ikke-engelsk talende børn: American British Academy (ABA) og The American International School in Muscat (TASIM). Vi fik hurtigt sendt en ansøgning til de to skoler vedlagt flotte udtalelser på børnene fra Virum skole. Kort tid før jeg tog af sted til Oman fik vi at vide, at børnene var optaget på TASIM, som var vores favorit skole.
Det hele gik så nemt, at det er svært at tro på, at der er problemer med at få plads på de internationale skoler. Men en kollega, der ansøgte om plads til sine børn en måned efter os, har kæmpet meget hårdt for at få plads til sine børn.
Inden skolestart skulle Emma og Anders testes i engelsk. For ikke at skræmme livet af børnene fortalte vi, at vi var inviteret op på skolen, så vi kunne se faciliteterne inden skolestart. Jeg gik sammen med Anders, og havde mulighed for at høre ham tale engelsk for første gang. Joan gik med Emma, som både skulle lave en mundtlig og en skriftlig test. Testen gik fint, og de mange penge vi har brugt på ekstra engelsk hos Berlitz inden vi tog af sted er vist ikke helt spildt.
Efter testen skulle der købes skoleuniform, der består af en polo shirt med logo og sportstøj til PE (physical education).
Vi fik at vide, at både Emma og Anders skulle starte i den klasse, der svarer til deres alder. Dvs. Emma i 4. klasse (4th grade) og Anders i 2. klasse (2nd grade). Så udover de sproglige udfordringer er de altså også rykket en klasse op!
Første skoledag var 15. april - en uge efter Joan og børnene var kommet til Oman. På trods af intensiv planlægning endte det alligevel med at Jeg skulle til møder i Danmark, så jeg ikke kunne være til stede på første skoledag.
Joan stod derfor med to glade og forventningsfulde børn på deres første skoledag. Den første uge var Joan på skolen hele dagen og pendlede mellem Emma og Anders klasser, der ligger i hver sin ende af skolen.
Efter første skoledag er de ikke helt så glade og forventningsfulde mere. Begge børn synes det er meget svært, og at dagene er lange, fordi de ikke forstår hvad læreren siger. Emma har det nok sværest, dels fordi niveauet er højt, og dels fordi hun meget gerne vil være perfekt. Emma har været ked af det og har grædt i timerne, når hun ikke kunne svare på lærerens spørgsmål. Her er et citat fra Emma om det at gå i skole: "Det er hårdt og kedeligt fordi vi sidder lang tid og ikke forstår noget. De kører hårdt på en pga. alle de test".
Anders har det også svært, men han er god til bare at følge med de andre børn og gøre ligesom dem. Her er et citat fra Anders: "Man får ikke mange lektier for. Det er meget svært at falde til. Herhjemme er det meget sjovt at være i swimmingpoolen. Det er meget svært at spille fodbold i den varme, men jeg gør det alligevel. Det er svært at læse engelske bøger så jeg starter med at læse Jumbobøger på dansk. Når jeg bliver bedre til engelsk læser jeg engelske bøger"
Socialt er begge børn faldet til meget hurtigt, og begge har fået kammerater i deres egen klasse og i deres parallel klasser. Der er 3 andre danske børn både i Emmas og Anders klasse - 2 drenge og 1 pige. Både Emma og Anders har fået en turor, der skal hjælpe dem i starten. Emma tutor er Linnea, der også bor i Oasis Residence. Emma og Linnea har lavet lektier sammen efter skole flere gange, og det er en stor hjælp for Emma. Linnea har været i Oman siden september 2006. Anders tutor er Jacob, der har været i Oman i et år. Både Linnea og Jacob tager opgaven at hjælpe Emma og Anders meget seriøst.
Børnene følger et normalt skema, som har alle de fag en dansk skole har - engelsk, matematik, billedkunst, gymnastik, musik, bibliotekstime osv. Men derudover har børnene "World Languages", hvor Emma og Anders modtager intensiv engelsk undervisning, mens andre børn går til arabisk og andre sprog. World Languages foregår dels i hold og dels som enetimer. Skoledagen er noget længere end i Danmark. Der er undervisning fra 8:30 til 15:30 hver dag. Dertil kommer lektier.
Der er mange test af børnene, specielt i Emmas klasse. Hver dag har skal børnene lave en matematikprøve på tid, og hver uge er der en staveprøve med ord, som hverken Joan eller jeg har hørt før.
Det hele gik så nemt, at det er svært at tro på, at der er problemer med at få plads på de internationale skoler. Men en kollega, der ansøgte om plads til sine børn en måned efter os, har kæmpet meget hårdt for at få plads til sine børn.
Inden skolestart skulle Emma og Anders testes i engelsk. For ikke at skræmme livet af børnene fortalte vi, at vi var inviteret op på skolen, så vi kunne se faciliteterne inden skolestart. Jeg gik sammen med Anders, og havde mulighed for at høre ham tale engelsk for første gang. Joan gik med Emma, som både skulle lave en mundtlig og en skriftlig test. Testen gik fint, og de mange penge vi har brugt på ekstra engelsk hos Berlitz inden vi tog af sted er vist ikke helt spildt.
Efter testen skulle der købes skoleuniform, der består af en polo shirt med logo og sportstøj til PE (physical education).
Vi fik at vide, at både Emma og Anders skulle starte i den klasse, der svarer til deres alder. Dvs. Emma i 4. klasse (4th grade) og Anders i 2. klasse (2nd grade). Så udover de sproglige udfordringer er de altså også rykket en klasse op!
Første skoledag var 15. april - en uge efter Joan og børnene var kommet til Oman. På trods af intensiv planlægning endte det alligevel med at Jeg skulle til møder i Danmark, så jeg ikke kunne være til stede på første skoledag.
Joan stod derfor med to glade og forventningsfulde børn på deres første skoledag. Den første uge var Joan på skolen hele dagen og pendlede mellem Emma og Anders klasser, der ligger i hver sin ende af skolen.
Efter første skoledag er de ikke helt så glade og forventningsfulde mere. Begge børn synes det er meget svært, og at dagene er lange, fordi de ikke forstår hvad læreren siger. Emma har det nok sværest, dels fordi niveauet er højt, og dels fordi hun meget gerne vil være perfekt. Emma har været ked af det og har grædt i timerne, når hun ikke kunne svare på lærerens spørgsmål. Her er et citat fra Emma om det at gå i skole: "Det er hårdt og kedeligt fordi vi sidder lang tid og ikke forstår noget. De kører hårdt på en pga. alle de test".
Anders har det også svært, men han er god til bare at følge med de andre børn og gøre ligesom dem. Her er et citat fra Anders: "Man får ikke mange lektier for. Det er meget svært at falde til. Herhjemme er det meget sjovt at være i swimmingpoolen. Det er meget svært at spille fodbold i den varme, men jeg gør det alligevel. Det er svært at læse engelske bøger så jeg starter med at læse Jumbobøger på dansk. Når jeg bliver bedre til engelsk læser jeg engelske bøger"
Socialt er begge børn faldet til meget hurtigt, og begge har fået kammerater i deres egen klasse og i deres parallel klasser. Der er 3 andre danske børn både i Emmas og Anders klasse - 2 drenge og 1 pige. Både Emma og Anders har fået en turor, der skal hjælpe dem i starten. Emma tutor er Linnea, der også bor i Oasis Residence. Emma og Linnea har lavet lektier sammen efter skole flere gange, og det er en stor hjælp for Emma. Linnea har været i Oman siden september 2006. Anders tutor er Jacob, der har været i Oman i et år. Både Linnea og Jacob tager opgaven at hjælpe Emma og Anders meget seriøst.
Børnene følger et normalt skema, som har alle de fag en dansk skole har - engelsk, matematik, billedkunst, gymnastik, musik, bibliotekstime osv. Men derudover har børnene "World Languages", hvor Emma og Anders modtager intensiv engelsk undervisning, mens andre børn går til arabisk og andre sprog. World Languages foregår dels i hold og dels som enetimer. Skoledagen er noget længere end i Danmark. Der er undervisning fra 8:30 til 15:30 hver dag. Dertil kommer lektier.
Der er mange test af børnene, specielt i Emmas klasse. Hver dag har skal børnene lave en matematikprøve på tid, og hver uge er der en staveprøve med ord, som hverken Joan eller jeg har hørt før.
Tuesday, April 24, 2007
Hat frem og tilbage
Hat er en lille afsides by, der midt i det store bjergmassiv syd for Muscat. Turen til Hat går via Wadi Bani Awf, og når byen er passeret går vejen videre over et pas, der ligger i 2000 meters højde og med en fantastisk udsigt. På denne tur, der er en klassiker i Oman, er der virkelig mulighed for at få trænet off-road.
Kort tid efter jeg havde fået Rand Roveren besluttede jeg mig for at køre "kongeetapen" alene. Det var en fantastisk tur, men jeg blev overrasket over hvor langsomt der går fremad når man kører off-road. Da jeg gerne ville have asfalt under hjulene inden det blev mørkt blev det ikke til så mange stop på turen, men jeg lovede mig selv at gentage turen når familien kom til Oman.
Allerede først weekend efter familien kom til Oman blev turen gentaget. Henrik Høgedal, der er lige så stort et legebarn som jeg er, og formentlig også den på kontoret der har været flest steder i Oman, spurgte om vi ville med på en tur op i bjergene. Fredag morgen mødtes vi klokken 8:30 med Henrik og Birgitte samt deres to børn Alexander og Christoffer.
Vi startede med at køre ca. 170 km på asfaltvej inden det sjove begyndte. Efter 45 min off-road, hvor vi flere steder måtte køre i vand, kom vi til Little Snake Canyon, hvor planen var at vi skulle bade. Desværre havde en Omansk familie fået samme tanke, og da mændene synes det er meget interessant at se på kvinder i badedragt (de bader jo selv fuld påklædt) var der et massivt krav fra Joan og Birgitte om at køre videre. Vi fortsatte ca. 20 minutter, hvorefter vi parkerede bilerne og gik gennem slugten til et nyt vandhul.
Ifølge vores uundværlige off-road bog har Little Snake Canyon sit navn efter den måde kløften snor sig og ikke fordi der er slanger. Men da vi ankom til den sø vi skulle bade i så Birgitte med det samme en ca. 75 cm lang slange i vandet. Nogle Omanske mænd, der skulle havde deres ugentlige bad, kom hen til os for at se hvad vi kiggede på. De havde tydeligvis respekt for slangen og forsøgte at slå den ihjel ved at kaste sten på den. Det endte med at de fik jaget slangen ud på det dybe vand. Da de Omanske mænd var gået kunne vi begynde at bade. Det var noget af en overvindelse at hoppe ned til slangen, med det lykkedes alle at komme i vandet.
Efter lidt frokost gik turen videre op ad bjerget på den meget smalle vej. Flere steder er der så store stigninger, at der er lagt beton på vejen for at det overhovedet er muligt at komme opad. Planen var at gøre holdt på toppen og nyde udsigten med en kop kaffe. På det sidste stykke havde Land Roveren pludselig svært ved at trække og det gik meget langsomt fremad. Der gik mange tanker gennem hovedet, for vi var 200 km hjemmefra og der var meget øde. Da vi nåede toppen og kom ud på asfalt vejen kunne vi med det samme høre hvad der var galt - vi var punkteret. Joan og jeg sprang ud ad bilen og kunne konstatere at venstre forhjul var fladt og højre baghjul var eksploderet. Da vi kun havde et reservehjul var gode råd dyre - og der var ingen der tænkte på kaffe!
Det endte med at vi alle 8 satte os ind i Henrik og Birgittes bil og kørte nedad bjerget til en lille by, hvor vi fandt en mand, der kunne lave en midlertidig reparation af dækket. Henrik og jeg efterlod kvinder og børn i landsbyen og kørte op på bjerget igen for at montere hjulet. Da Land Roveren igen havde 4 hjul med luft i var det om at komme hjemad. Vi nåede lige akkurat hjem inden den midlertidige reparation måtte give op og hjulet punkterede igen.
På trods af problemerne med bilen en dejlig tur med mange gode oplevelser.
Kort tid efter jeg havde fået Rand Roveren besluttede jeg mig for at køre "kongeetapen" alene. Det var en fantastisk tur, men jeg blev overrasket over hvor langsomt der går fremad når man kører off-road. Da jeg gerne ville have asfalt under hjulene inden det blev mørkt blev det ikke til så mange stop på turen, men jeg lovede mig selv at gentage turen når familien kom til Oman.
Allerede først weekend efter familien kom til Oman blev turen gentaget. Henrik Høgedal, der er lige så stort et legebarn som jeg er, og formentlig også den på kontoret der har været flest steder i Oman, spurgte om vi ville med på en tur op i bjergene. Fredag morgen mødtes vi klokken 8:30 med Henrik og Birgitte samt deres to børn Alexander og Christoffer.
Vi startede med at køre ca. 170 km på asfaltvej inden det sjove begyndte. Efter 45 min off-road, hvor vi flere steder måtte køre i vand, kom vi til Little Snake Canyon, hvor planen var at vi skulle bade. Desværre havde en Omansk familie fået samme tanke, og da mændene synes det er meget interessant at se på kvinder i badedragt (de bader jo selv fuld påklædt) var der et massivt krav fra Joan og Birgitte om at køre videre. Vi fortsatte ca. 20 minutter, hvorefter vi parkerede bilerne og gik gennem slugten til et nyt vandhul.
Ifølge vores uundværlige off-road bog har Little Snake Canyon sit navn efter den måde kløften snor sig og ikke fordi der er slanger. Men da vi ankom til den sø vi skulle bade i så Birgitte med det samme en ca. 75 cm lang slange i vandet. Nogle Omanske mænd, der skulle havde deres ugentlige bad, kom hen til os for at se hvad vi kiggede på. De havde tydeligvis respekt for slangen og forsøgte at slå den ihjel ved at kaste sten på den. Det endte med at de fik jaget slangen ud på det dybe vand. Da de Omanske mænd var gået kunne vi begynde at bade. Det var noget af en overvindelse at hoppe ned til slangen, med det lykkedes alle at komme i vandet.
Efter lidt frokost gik turen videre op ad bjerget på den meget smalle vej. Flere steder er der så store stigninger, at der er lagt beton på vejen for at det overhovedet er muligt at komme opad. Planen var at gøre holdt på toppen og nyde udsigten med en kop kaffe. På det sidste stykke havde Land Roveren pludselig svært ved at trække og det gik meget langsomt fremad. Der gik mange tanker gennem hovedet, for vi var 200 km hjemmefra og der var meget øde. Da vi nåede toppen og kom ud på asfalt vejen kunne vi med det samme høre hvad der var galt - vi var punkteret. Joan og jeg sprang ud ad bilen og kunne konstatere at venstre forhjul var fladt og højre baghjul var eksploderet. Da vi kun havde et reservehjul var gode råd dyre - og der var ingen der tænkte på kaffe!
Det endte med at vi alle 8 satte os ind i Henrik og Birgittes bil og kørte nedad bjerget til en lille by, hvor vi fandt en mand, der kunne lave en midlertidig reparation af dækket. Henrik og jeg efterlod kvinder og børn i landsbyen og kørte op på bjerget igen for at montere hjulet. Da Land Roveren igen havde 4 hjul med luft i var det om at komme hjemad. Vi nåede lige akkurat hjem inden den midlertidige reparation måtte give op og hjulet punkterede igen.
På trods af problemerne med bilen en dejlig tur med mange gode oplevelser.
Tuesday, April 17, 2007
Hvordan man bliver en rigtig Omaner
Efter en hård omgang fik jeg mit Residence Card og omanske kørekort d. 27 marts. Residence card svarer til en opholdstilladelse i Danmark, og er nødvendigt for at man hverken eje en bil, oprette en telefonforbindelse, ansøge om ADSL, åbne en bankkonto osv. Processen har været lang og besværlig, og i den periode det har stået på har jeg ikke måtte forlade landet.
Samlet har jeg stået i kø i 8 timer over to dage sammen med flere hundrede unge mænd fra Indien og Sri Lanka. Alle steder blev vi hundset rundt som kvæg. Første stop var et helbredscheck, hvor der blev lyttet på lungerne og taget en blodprøve. Jeg tror ikke lægen opdagede at jeg lige har haft lungebetændelse. Han havde i hvert fald meget travlt med at læse avis mens han lyttede på mine lunger.
Næste stop var hos politiet, hvor vi skulle have taget fingeraftryk. Der stod vi i en lang, lang kø i 2½ time. Da jeg var nummer 10 i køen var klokken 13:00 og de lukkede. Der var ikke andet at gøre end at komme igen næste morgen og stille sig op i køen igen. Også næste dag var køen lang, og den blev endnu længere i løbet af dagen. Da jeg var færdig startede køen ca. 50 m uden for bygningen (hvor temperaturen var 35 grader) og snoede sig i en slange inde i bygningen. Politiet virkede ret ligeglade med den lange kø. Der var typisk kun 1-2 personer der lavede fingeraftryk, resten så på.
Efter fingeraftryk var det videre til en anden afdeling hos politiet, hvor selve opholdstilladelsen blev lavet. Også her måtte jeg stå i kø for at få taget et billede og for at få taget fingeraftryk igen!!!
Et par dage efter kunne jeg så henvende mig til politiet igen for at få mit omanske kørekort. Man skal oplyse sin blodtype og have foretaget en kort synstest for at få et kørekort. Og da jeg ikke var 100% sikker på min blodtype måtte et en tur forbi lægen for at få taget en blodprøve igen.
Nu er det hele overstået, og så er det snart Joans tur...
Samlet har jeg stået i kø i 8 timer over to dage sammen med flere hundrede unge mænd fra Indien og Sri Lanka. Alle steder blev vi hundset rundt som kvæg. Første stop var et helbredscheck, hvor der blev lyttet på lungerne og taget en blodprøve. Jeg tror ikke lægen opdagede at jeg lige har haft lungebetændelse. Han havde i hvert fald meget travlt med at læse avis mens han lyttede på mine lunger.
Næste stop var hos politiet, hvor vi skulle have taget fingeraftryk. Der stod vi i en lang, lang kø i 2½ time. Da jeg var nummer 10 i køen var klokken 13:00 og de lukkede. Der var ikke andet at gøre end at komme igen næste morgen og stille sig op i køen igen. Også næste dag var køen lang, og den blev endnu længere i løbet af dagen. Da jeg var færdig startede køen ca. 50 m uden for bygningen (hvor temperaturen var 35 grader) og snoede sig i en slange inde i bygningen. Politiet virkede ret ligeglade med den lange kø. Der var typisk kun 1-2 personer der lavede fingeraftryk, resten så på.
Efter fingeraftryk var det videre til en anden afdeling hos politiet, hvor selve opholdstilladelsen blev lavet. Også her måtte jeg stå i kø for at få taget et billede og for at få taget fingeraftryk igen!!!
Et par dage efter kunne jeg så henvende mig til politiet igen for at få mit omanske kørekort. Man skal oplyse sin blodtype og have foretaget en kort synstest for at få et kørekort. Og da jeg ikke var 100% sikker på min blodtype måtte et en tur forbi lægen for at få taget en blodprøve igen.
Nu er det hele overstået, og så er det snart Joans tur...
Subscribe to:
Posts (Atom)