Julehilsen

Nu nærmer julen sig med alt hvad det fører med sig af korte dage, indkøb, stress og hygge.

Vi har valgt at tilbringe julen i Oman. Det er første gang at vi tilbringer julen udenfor Danmark, og det glæder vi os til. Vi har investeret i et 2.10m højt juletræ i plastik som allerede er sat op og pyntet af børnene. Henrik har allerede fået sin julegave - en Porsche Cayman, der virkelig er legetøj for voksne. I Oman fejrer man ikke jul men Hadj (noget med stjerner og sol og en sort sten i Mekka). Men da her er mange udlændige har alle de store forretninger en lille afdeling med julepynt. Vi savner dog julemusikken i radioen og udsmykningen på gaderne.

I mandags var der julekoncert for forældrene på TAISM, og tirsdag var der julegaveværksted og sidste skoledag på skolen. Begge børnene havde "hemmeligheder" med hjem fra skole, så de voksne er spændte. Børnene starter i skolen igen den 12. januar 2008.

Vi fejrer juleaften i vores lejlighed. Vi har købt en Amerikansk and i Carrefour, og en kollega har taget vaniljestænger med herned fra Danmark, så menuen bliver helt traditionel and og ris a'lamand. Juledag har vi inviteret nogle gode kollegaer og venner på julefrokost. Menuen står på danske sild, leverpostej og snaps mv. Mellem jul og nytår regner vi med at tage på et par ture i bjergene, og efter nytår tager vi på en uges ferie til Egypten, hvor vi skal besøge pyramiderne og på Nile-cruise.

Julen er også på andre måder en stor begivenhed for os. Den 22. december et det et år siden at Henrik var til ansættelsessamtale i COWI. Og det blev starten på et år med mange oplevelser og mange udfordringer.

Emma og Anders tog afskeden med Virum skole fint, men de savner begge deres gode klassekammerater i Danmark. Emma savner at kunne løbe hen til veninderne og lege en hel dag, men heldigvis har hun fået nogle par gode venner i det kompleks hvor vi bor. Anders har lidt sværere ved at finde nogle at lege med fordi der simpelthen ikke er ret mange danske drenge i hans alder hernede.

Efter en hård start i skolen går det meget bedre. Begge børn er blevet gode til engelsk (amerikansk), og de har fået rigtig flotte karakterer i skolen. Begge børn rykkede en klasse op da de startede på den amerikanske skole, og sammen med de sproglige udfordringer har det krævet en hård indsats at kunne følge med. Emma har haft det sværest fordi det faglige niveau er højt, og hendes selvtillid har ikke altid været den største. Begge børnene fungerer dog socialt godt i klassen, og de er meget vellidte hos de andre elever.

Weekenderne har på det seneste været meget korte, fordi Henrik kun har haft mulighed for at holde fri en dag om ugen. Men i løbet af året er det da blevet til en hel del udflugter ud i den fantastiske natur. Vi har set havskildpadderne lægge æg, vi har snorklet og sejlet med delfiner, vi har redet på kameler og kørt ræs i ørkenen og vi har været på vandreture i wadier og i bjergene. Naturen hernede er fantastisk, og der er masser af steder vi fortsat mangler at besøge.

For Joan har tilværelsen ikke været helt så afslappende som hun troede. Joan har brugt meget tid på at lytte til børnenes frustrationer med skolen. Desuden går der meget tid med transport af børnene til og fra skole og div. fritidsaktiviteter. Men Joan har også fået et rigtig godt netværk hernede, så der bliver drukket meget kaffe mens verdenssituationen bliver drøftet.

På Henriks arbejde afløser den ene udfordring den næste. Henrik har aldrig oplevet noget lignende. Først blev det design COWI-Larsen har arbejdet på i to år forkastet pga. Gonu. Henrik blev sat i spidsen for at lave en ny Masterplan for lufthavnen som blev afleveret til tiden og modtaget positivt. Derefter var både COWI-Larsen og ADPI (bygherrerådgiveren) lige ved at blive taget af projektet fordi tidsplanen skred. Nu går det fremad med det nye design og der arbejdes hårdt for at overholde deadlines. Det er nu ikke helt nemt fordi nu synes bygherren at det hele skal være større. En af de sidste ændringer er at vi er oppe på 12 vognbaner på adgangsvejen til lufthavnen. I mellemøsten gælder det om at være størst!!!

I ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår. Vi håber at I vil blive ved med at følge med på vores hjemmeside.

Fisketur

Anders har længe snakket om at han gerne vil på fisketur, og i fredags tog Anders og jeg så på vores første fisketur nogensinde sammen med Morten og Michael fra arbejdet. Michael fisker en del, så han tog kontakt til et bureau i Muscat Marina, hvor vi kunne leje en hurtiggående fiskerbåd med kaptajn, forplejning og grej for en hel dag.

Klokken 05:00 blev i hentet af Morten, og så var det af sted mod havnen ad de mennesketomme gader. Da båden var pakket var det af sted. Første stop var havnen, hvor vi skulle fange levende madding til de store fisk vi håbede at fange senere på dagen. Det var ingen sag at fange de små fisk. Vi sænkede en snøre med 6 kroge og lidt sølvpapir ned i vandet og 10 sekunder senere var den fyldt med små fisk al a sardiner.

Derefter var det ud på det store hav, hvor vi kunne nyde solopgangen og lyden af de to 200Hk store motorer på båden. Første stop var en stor bøje ved indsejlingen til havnen, hvor vi fangede de første mange Dorado'er (guldmakrel). Derefter fortsatte turen ud mod nogle øer, der ligger ca. 45 min sejlads nord for Oman. Her fangede vi flere Dorado'er, og jeg fik dagens største fisk på krogen. Da vi havde tilstrækkelig med Dorado'er ville vi forsøge at fange tun. Tunfiskene svømmer som regel sammen med delfinerne, så vi satte kurs mod de områder hvor delfinerne holder til. I lang tid sejlede vi rundt sammen med en stor flok delfiner, hvilket var en stor oplevelse. Desværre fik vi kun fanget en enkelt lille tun, men vi havde en meget stor fisk på krogen som desværre forsvandt da snøren knækkede.

Anders jeg havde en dejlig dag, hvor der blev flyttet nogle personlige grænser. Jeg har altid været panisk angst for mine akvariefisk, men på denne tur var der ikke tid til pjat. Det var bare om at få et godt tag i de levende fisk når de var hevet om bord. Nu glæder vi os til at vi skal have grillet fisk.

Ørkentur i Wahiba Sands

Efter mere end 6 måneder i Oman blev det endelig tid til vores første tur i den rigtige ørken - (den der er lavet af sand) - hvor vi skulle overnatte i en camp. Efter succesen med Salalah planlagde vi turen sammen med Claus og Leise og deres 3 børn Manuel, Benedicte og Fillippa. Torsdag middag var der afgang fra Oasis med kurs mod mødestedet i udkanten af ørkenen. Efter vi var blevet krydset af på guidens lille seddel blev det meste af luften lukket ud af dækkene på bilen. Det er en nødvendighed for at kunne køre i sand. Derefter gik turen i kortege ind i ørkenen.

Første stop var kaffe og dadler hos en beduin familie. Derefter var vi ude og ride på kameler. Det var en stor oplevelse for os alle. Vi syntes godt nok at kamelerne var meget store og høje, og de prustede højlydt, da de skulle rejse sig med fuldfede danskere på ryggen. Efter kamelridning var det videre til lejeren, hvor vi fik tildelt fire hytter. Inden aftensmaden blev der tid til en lillebitte køretur, hvor vi lige netop gik glip af solnedgangen. Aftenen bød på god mad efterfulgt af arabisk musik og dans ved lejrbålet. Da lejeren ligger et godt stykke inde i ørkenen var månen eneste lyskilde.

Næste morgen var så den store dag, hvor vi skulle på køretur i ørkenen. Første tur ud over kanten på en "sanddune" er grænseoverskridende. Når man nærmer sig kanten er det vigtigt ikke at tage farten af bilen, hvis man vil undgå at sidde fast. Da man ikke kan se hvor sporet ender er det bare at håbe på det bedste. Når man er kommet ud over kanten går det nedad med en vinkel på omkring 40 grader. I to timer kørte vi opad og nedad - guiderne nogle gange baglæns. Land Roveren klarede opgaven perfekt, og vi sad ikke fast en eneste gang.

Porsche Cayman

Det er jo ingen hemmelighed at jeg er vild med biler, og at jeg gennem årene har brugt rigtig mange penge på den hobby. Og med hensyn til biler er Oman som paradis, hvilket vi hurtigt udnyttede ved at købe vores to 4×4. Men livet er andet end off-roadere, og Anders og jeg har længe snakket om at købe en "sports car".

Vi bor ikke så langt fra Porsche forhandleren, og Anders har længe plaget om at vi skulle ind og kigge på sådan en - mest af nysgerrighed for at se hvor hurtigt de kan køre på speedometeret. Desværre har jeg arbejdet rigtigt meget på det seneste, og det eneste tidspunkt vi har haft mulighed for at kigge forbi forhandleren har været fredag eftermiddag, hvor forhandleren har været lukket.

I forbindelse med en skole-hjem samtale opstod muligheden pludselig for at besøge forhandleren i åbningstiden. Og da jeg satte mig ned i en Porsche var jeg solgt. Da forhandleren et par uger senere havde favorit bilen til salg - en Porsche Cayman - blev det alvor og vi slog til. Vi har simpelthen købt en helt ny Porsche til 280,000 kr, hvilket svarer til 20% af prisen i Danmark.

Anders kom med det afgørende argument da han sagde "far jo længere du venter, jo dyrere bliver det". Afgørende var det også at bilen har Euro-specifikationer, hvilket betyder at den kan importeres og indregistreres i Europa. Det betyder at vi kan tage den med hjem og sælge den i Danmark, hvis vi ikke kan få en ordentlig pris hernede når vi skal hjem.

Bilen kører som en drøm og lyden fra centermotoren er helt fantastisk. Selv Joan blev som et barn da hun tog den første tur. Så der bliver der kørt en del "dørtræk" om aftenen i Oman i øjeblikket.

Haloween på amerikansk men uden græskar

Så blev det Haloween, og da Emma og Anders går på Amerikansk skole er det selvfølgelig noget der skal fejres. Så vi var alle inviteret til fest på skolen, der var udsmykket efter alle kunstens regler. Og lærerne var klædt ud så vi næsten ikke kunne genkende dem. Vi havde et par gode timer med diverse leje og Trick or Treat. Og nu har vi nok slik i huset til at vi kan klare os et stykke tid.

Vi har fået internet telefon

Efter mere end 6 måneder i Oman er det endelig lykkes for os at få alle stumperne så vi kan bruge IP-telefoni til at komme i kontakt med omverdenen, og så omverdenen kan komme i kontakt med os til billige penge.

Vores telefonnummer er 8816 0976

Der skal ikke bruges landekode for at ringe til os. Nummeret ovenfor er tilstrækkeligt og det koster 3,88 kr. per minut. Til sammenligning koster det 15 kr. per minut at ringe til en normal telefon. Hvis I har IP telefon er det gratis at ringe. Check www.unifon.dk for flere detaljer.

Forbindelsen er ikke altid helt stabil, og hvis det er svært at komme igennem på telefonen kan I ringe på vores mobiltelefon og bede os om at ringe op.

Musandam

Musandam ligger adskilt fra den resterende del af Oman lige ud til Hormuz stædet. For at komme fra Muscat til Musandam i bil skal man krydse de Forenede Arabiske Emirater (UAE). Turen derop tager 7-8 timer i bil og går gennem nogle af de mere fattige Emirater - Fujairah og Sharjah. Musandam bliver kaldt "de arabiske fjorde" og er også kendt for "The Telegraph Island", hvor englænderne mellem 1864 og 1869 havde en kabelstation, der forbandt Indien med Basrah i Iraq.

Joan og jeg havde længe snakket om at tage til Musandam når farmor og farfar kom på besøg, og da deres billetter var bestilt i begyndelsen af september kontaktede jeg straks det eneste større hotel for at booke pladser. Men der var ingen ledige pladser pga. Eiden, hvor alle har fri og mange rejser ud i landet. Jeg kontaktede et rejsebureau, og de kunne skaffe plads i nogle hotellejligheder, som flere kollegaer også har benyttet. Jeg bad dem om at reservere pladser men fik aldrig en bekræftelse, og det var først 3 dage før vi skulle af sted at det endelig lykkedes at få bekræftet vore pladser.

Turen frem og tilbage til Musandam var lang og støvet. Vi var overraskede over hvor fattigt og nedslidt alting var sammenlignet med Dubai. Ved grænsen var vi udsat for et utroligt bureaukrati, og det tog os hver gang næsten en time at krydse grænsen selvom der ikke var kø.

Da vi krydsede grænsen til Musandam var det som at komme til en anden verden. Vejene var pludselig i perfekt stand, naturen var fuldstændig uberørt, vi kørte langs fjordene med det krystalklare vand og der var helt øde sammenlignet med trængslen i UAE.

Efter en god nats søvn var det tid til Dhow cruise, en 7 timers sejltur på fjordene med mulighed for at se delfiner og snorkling. Vi fandt delfinerne, og det lykkedes for vores kaptajn at få dem til at leje med os. Det foregik på den måde, at han sejlede helt hen til dem og satte fuldt fart på båden. Det fik delfinerne til at følge efter i kølvandet, og så gik det i fuldt fart fremad.

Næste stop var den berømte Telegraph Island, der egentlig bare en lille klippeø med resterne af en ruin. Men ud for øen er der et fantastisk fiskeliv og gode muligheder for at snorkle. Snorkeludstyr var noget af det første vi købte da vi kom til Oman, men vi har aldrig brugt det (bortset fra da vi testede det i poolen). Hovedårsagen er at børnene ikke er trygge ved at bade så snart de ser en lille bitte fisk eller en haletusse. Men børnene hoppede i sammen med alle de andre, og de var helt vilde med at svømme rundt sammen med de store fisk, hvor de største var næsten en meter lange. Det var lidt som at befinde sig i Danmarks Radios saltvandsakvarium.

Farmor og farfars bryllupsdag

Mandag den 15. oktober kunne farmor og farfar fejre 47 års bryllupsdag, men det var vidst ikke noget de havde tænkt sig at gøre noget ud af. Joan ville det anderledes, og bestilte bord til brunch på "The Chedi", der er et af byens allerbedste hoteller, og stedet hvor europæere bor, der kan lide at se sig. Brunchen og hotellet var en flot oplevelse og meget anderledes end stort set alt andet i Oman. Om aftenen stod den på chokoladekage og tegninger fra Emma og Anders.

Med farmor og farfar på tur til Nizwa

Torsdag den 4. oktober landede farmor og farfar efter en lang flyvetur med Swiss. Flyveturen var gået fint og efter det sædvanlige bøvl med visum osv. mødte vi dem i ankomsthallen i fin form.

Fredag blev det til en køretur rundt i byen og masser af hvile. De følgende dage tog Joan de gamle rundt i byen mens jeg var på arbejdet og børnene i skole. De har bl.a. set alle shopping centre (stakkels farfar), skolen, souken, gallerier og div. museer. Det er også blevet til hele tre ture til den store moske. Første gang blev de afvist da Joans bukser var for korte. Da de kom tilbage i korrekt påklædning var moskeen ved at lukke så det blev kun til et hurtigt kig. Tredje gang var der endelig tid til at se det hele. Det hele foregik under ramadanen så der var meget stille i byen og alle cafeer og spisesteder var lukket.

Torsdag den 11. oktober kørte vi alle til Nizwa, hvor jeg havde booket 2 overnatninger på hotel Golden Tulip. Inden vi ankom til hotellet kørte vi på de gamles første rigtigt off-road tur op på Qiyut, der ligger i over 2000 højde.

Fredag var vi tidligt oppe og på gedemarked i Nizwa. Sammenlignet med vores tidligere besøg på gedemarkedet var der godt gang i handlen, men desværre også lidt flere turister. Vi købte dog ikke noget. Efter gedemarkedet var vi en tur i det imponerende Nizwa fort. På trods af ramadanen var det muligt at få en kold cola på fortets cafeteria, hvilket var en uventet og dejlig overraskelse.

Efter Nizwa gik turen til Wadi Damm, der ligger ca. 100 km fra Nizwa. Wadi Damm ligger på den rute der gennem århundrede er blevet brugt af karavaner der har transporteret varer tværs over den Arabiske halvø. Der ligger flere grave i Wadi Damm, og de ældste er op til 5000 år gamle. Da vi nåede enden af vejen forsatte vi til fods til den første pool, hvor Emma, Anders og jeg smuttede en tur i det kolde vand.

Lørdag checkede vi ud og tog den obligatoriske tur over Hat tilbage til Muscat. Vi havde besluttet at forlænge turen lidt og fortsatte over Wadi Satan, som senere skulle vise sig at leve op til dens navn. Turen over Hat denne gang er den flotteste vi har oplevet med en rigtig god sigtbarhed. Der var dog koldt på toppen, temperaturen i bilen viste 18 grader.

På vejen ned gjorde vi holdt og fulgte guide bogens anbefaling om at vandre gennem en kløft op til byen Balad Sayt. Turen var noget af en udfordring for unge og gamle, og vi måtte skiftevis skubbes og hives op ad store sten på vej gennem kløften inde vi endelig kom til byen, som ligger fantastisk smukt mellem bjergene. For ikke at udfordre skæbnen for meget besluttede vi at Anders og jeg skulle tage turen tilbage gennem kløften alene og hente bilen for derefter at køre op til byen og samle resten af familien op.

Derefter gik turen videre gennem Wadi Bani Awf og videre over til Wadi Satan. Det var vores første besøg i Wadi Satan, men bestemt ikke vores sidste. Da klokken var ved at være mange besluttede vi os til at køre direkte ud gennem wadien. Turen ud gik i fuld fart gennem små vandløb og det er ikke svært at forestille sig hvorfor wadien har fået netop det navn når man ser de blankpolerede klippesider i den snævre slugt. Pludselig var der noget der ikke var som det plejede og jeg stoppede bilen for at checke hvad der var galt - bilen var punkteret lige midt i wadi Satan - satans også!!! Gudskelov opdagede vi punkteringen i tide, og efter et hurtigt hjulskift gik det endelig hjemad.